Hvad børn dog siger… VOL 2

Jeg er verdens dårligste blogger.. pt kommer der et indlæg om året. Det skal dog ikke afholde mig fra at skrive når lyst og overskud er der. Det vender jeg (måske) tilbage til i andet indlæg.

Jeg har igen gemt mine pigers udtagelser og JEG ELSKER DEM! åh hvor jeg glæder mig til deres konfirmation hvor jeg bare skal ydmyge dem total.. MUHAHAHAHA!

Jeg syntes selv mine piger er verdens sjoveste.  i vil nok se at der er mange flere fra den lille kære maddi. Men hendes mund kører også med 230 km i timen så det er der en logisk grund til…

På køreturen: Madelina: “ved i hvorfor vi holder jul? Det er fordi der blev ham Jesper født”…. Hvorefter hun skråler “Et barn er født i et bette hjem, Beeeeette hjem…

giphy

Madelina kigger på billeder af mig og baby fra hospitalet, da jeg lige havde født gabbi. “mor, du lader bare som om du er død, gør du ik?”

giphy-1

Madelina: “Moar, hvis nu du bliver spist af en løve så skal jeg ringe 1-1-2.. Og snakke med en fremmed… Og så bliver jeg nød til at tage bussen fremover..”

giphy-2

Madelina : Nåårhhh se mor.. et lam..

Mig: Det er nu en kalv…. Det er ikke får, men køer. Disse har bare mega meget pels..

Madelina: Okay… Nåårhhh en sød kvalme… eller hvad det nu var…

250px-highland_cattle_4

Gabriella : Mor vil du høre en hemmelig? du må IKKE sige det til nogen……….. kun til din familie… og alle dem du kender.. men ikke andre… LOVER du det?

giphy-3

“mor har du prøvet at blive bidt af en fisk?”
– Nej…
“Heller ikke mig. men i nat drømte jeg en fisk bed mig.. så nu ved jeg virkelig hvor ondt det gør”

giphy-4

Ser eventyr i TV med madelina. Vi ser på flyvende skibe, magi og trolde. Alt bliver slugt råt uden spørgsmål. Indtil en scene hvor en dreng smider chokolade væk uden af spise det.. så blev hun chokeret “ej mor, det vil aldrig ske i virkeligheden.

giphy-5

Madelina giver mig en krammer og sukker inderligt : “mmmmhh… Bryster… Du er dejlig varm som en gris mor..”

images

Vi har spist et lækkert hoved her til aften.. Ifølge madelina.. Hun tog det meget bogstaveligt, at jeg sagde det var en hovedret…

giphy-6

” Årh Mor!! Dine muffins smager så godt at jeg får lyst til at sige bandeordet som man kun må sige når man kører galt…”

giphy-downsized-large

På vej op på vores cykler. Afsted mod børnehaven- madelina råber “mor vææææænt!! Min numse er ikke klar endnu..”

waits-stopsign

Mor så du den her film da du var barn?… Nååå nej.. Der fandtes ikke film i gamle dage..”

funny-pics-a-3d-model-of-the-save-icon

Bettepigen kigger sig beundrende i spejlet.. “Mor er jeg ikke bare så smuk?”
-jo da…
“Det syntes jeg GODT nok også”

giphy-7

Putter mig ind til min datter, som sover og har høj feber. Hun vågner op og siger “godt man har sådan en dejlig mor” og falder i søvn i mine arme.

200_s

Maddi: “Mor, man må ikke række fuck-finger til nogen… Kun røvere..”

giphy-8

Madelina kommer hen til mig med en gave hun lige har fået og siger
“mig har fået en gave af farmor”
hvortil jeg prøver at rette hende og svarer
– JEG!! har fået en gave af farmor!
Hun kigger surt på mig”……jeg har da også fået en gave…”

giphy-9

Madelina : mor, hvor gammel er jeg, når du dør??
Mig : åh skatter, man ved aldrig hvornår man dør. Så det ved jeg ikke.
Madelina : det bare fordi…… Så kan jeg få dit sminke når du er død..
Mig :……..

giphy-11

Madelina havde en meeeeget grim drøm i nat..
“Mor, jeg drømte jeg delte boller ud i klassen med glasur på. Men så… Fik jeg den med kokos…

sn-scream

Gabbi (om at madelina selv har cyklet hen til en veninde): Ej min lillesøster er sej nu!! ……. Men jeg siger det ikke til hende.

download

Hørt fra madelina i bruseren “gabbi du må ikke skylle balsam ud af mit hår endnu. Det skal lige hæve”

Benny Harlem - Tallest High Top Fade Guinness World Records 2016 Photo Credit: Ryan Schude/Guinness World Records

Madelina  “hvordan man griner på tysk….??”

giphy-downsized

Imorges..
Mor: “Madelina, kom nu i sving”
Barn: Betyder det at jeg skal få fingeren ud og komme afsted?

giphy-21

Madelina: “Mor, min mave er fyldt op med hjerter til dig

download-1

Madelina ser chokeret på at jeg måler Neros temperatur bagi.. “Du skyller den inden du bruger den på mig!! Der er ingen som gider have røv under armen!!

tenor

Gabbi : – Mor, hvis du bare giver mig opskriften så skal jeg nok passe Nero i morgen tidlig

1200px-heart_corazon-svg

 

 

En rask gåtur med pigerne på bjerget i Spanien.
Madelina sakker bagud og mundtøjet kører “bla bla bla bla… De jagtede egernet.. Bla bla bla bla… Spaghetti og kød sovs.. Og far har opfundet.. Bla bla bla.. Jeg vil ikke være berømt fordi… Bla bla bla”
Mig forpustet “madelina, hvis du sparer på stemmen kan du nemmere holde til at gå den lange tur!”
Madelina muggen mumler “det er da ikke stemmen jeg bruger til at gå med…

341a69a52dfdace8ffc671b0b743-is-the-wall-street-journal-stupid

Madelina: Jeg ønskede mig en lillesøster men han er faktisk god nok ham her…

16406672_10211724984222920_5907779775172943971_n-1

Om at have angst

Jeg har altid set mig selv som en stærk pige. Følsom og sart ja men stærk.

Psykiske smerter lå fjernt fra hvem jeg var og hvad jeg troede på. Jeg kunne nok være tilbøjelig til at tænke “tag dig nu sammen” når jeg hørte om folk med depressioner olign. Medfølelse ja, på et vist plan. Men uforstående over for den kraft psyken har.

mental_illness_in_your_head_drowning_ehab_full

Derfor gik jeg også et lille års tid hvor jeg troede jeg skulle dø. At alle havde lavet en hertz imod mig. at læger, familie, venner ikke hørte på mig. Jeg mærker at jeg dør!!. Hvorfor siger i at jeg ikke gør? Jeg drømte, jeg prøvede at gå. men jo mere jeg gik jo mere langsom tvang mine ben mig til at gå. Jeg kæmpede imod tyngdekraften i mine drømme. og i min dagligdag kæmpede jeg imod min krop.

Det startede forrige sommer på en køretur at jeg fik mit første panikanfald.

Jeg troede jeg havde fået en blodprop eller en lunge var kollapset. Ud af det blå, en dejlig sommerdag kunne jeg pludseligt ikke få vejret.

Jeg blev hentet af ambulance og undersøgt. Lægerne kunne ikke sige hvad det var men måske madforgiftigning var svaret.

Jeg var flov over påstyret. Bange for symptomer og uforståelig overfor hvad det var som jeg fejlede der kunne gøre så ondt. Som kunne kvæle mig så meget.

Jeg blev ved med at opsøge lægen. Jeg fik blodtryksapperater med hjem, jeg fik undersøgt hjertet… ja alt næsten..

anxiety

Så skulle vi på ferie og jeg håbede det ville hjælpe på fysikken. Men allerede inden vi tog afsted kæmpede jeg med vejrtrækningen. Som konstant at have en pude over hovedet. Jeg befandt mig i en bobbel. Alene og overladt til at kæmpe med mig selv.

På ferien blev jeg meget syg og kunne ikke holde vådt eller tørt i mig. jeg kæmpede med vejrtrækningen. Prøvede indimellem atr nyde turen med sightseeing men igen og igen tvang symptomerne mig i knæ. Til sidst havde jeg så mange smerter og var så dehydreret at den lokale læge indlagde mig. Der fik jeg medicin og drop i en lille uges tid. Fik alverdens undersøgelser, scanninger, blodprøver…. intet at finde umiddelbart. Blev udskreven men allerede dagen efter blev jeg så syg, jeg knap kunne stå op. Det hele kørte rundt og rundt. Igen blev jeg indlagt og samme pleje. De mente derefter jeg nok havde en tarmsygdom.

Endelig kom jeg hjem til DK men maven og vejrtrækningen drillede stadig.

Jeg blev bange for at drikke kaffe. Ja selv kamille te og sukker undgik jeg. Alt hvad der kunne påvirke min krop var jo måske skyld i min “sygdom”?. Jeg levede af skyr og kiks og tabte mig hurtigt 10 kg på min i forvejen ret spinkle krop. månederne gik…

Jeg begyndte blive bange for at gå udenfor. Når jeg luftede min hund eller besøgte nogle syntes jeg vejrtrækningen forværres. Derfor undgik jeg tilsidst at forlade huset.

9613332b73db683abf187a2df501d222

Lægen besøgte jeg dog nærmest ugeligt. og til sidst blev vi enige om det måske var psykisk. Og jeg blev henvist til psykolog og begyndte medicin.

Dagene gik med at jeg prøvede sove. for jo mere jeg sov jo mere slap jeg for at være vågen og kæmpe med vejrtrækningen. at føle smerten. Jeg undgik stadig at besøge folk, at handle, at gå ud. selv det at sidde på min terasse kunne give mig svimmelhed. At besøge min mor gav mig panikanfald. feks lå jeg i sengen hele juleaften med slem panik mens familien åbende gaver. mine børn reagerede på det og de fik afvide hvad jeg fejlede ved hjalp fra en børnefilm fra psykriatrien. Hvorfor mor ser bange og ked ud af det. Hvorfor mor ikke luftede hunden mere.. eller hvorfor mor undgik forældrekaffe olign. Havde de feber, blev jeg syg. Min ældeste begyndte stoppe at lege på legepladsen fordi hun sagde “mor bliver bange”. enkelte gange kunne jeg bevæge mig ud. men det var knald eller fald om det derefter krævede et anfald.

The-Side-Effects-Of-Anxiety

Jeg var i knæ. Håbet forlod mig. nu ventede jeg ikke længere på at folk ville indse jeg var syg. Nu ventede jeg bare på at dø. At folk derefter ville sige “eeeej hun prøvede jo at advarer os..”

Psykolog hjalp en smule men ikke nok. Jeg blev derefter henvist til psyk afd. til behandling. Fik afvide min angst hed agoraforbi med panikangst. plus heldbredsangst. Ja hypokonder faktisk.. noget jeg før hen slet ikke kunne følge.

121814_Hypochondria scan_LH-420x471

Istarten måtte min stakkels mand kører mig, samtlige gange, hel hen til døren og holde klar når jeg var færdig.

Jeg begyndte bliver mere og mere klar over min dødelig sygdom var angst. Og ikke “bare” angst. men angst.. at min hjerne er overfølsom. At symptomer er ægte men at det er pga min hjerne. ikke min krop. Jeg lærte at få panikanfaldene hurtigt ned. Jeg lærte at leve med angst. Jeg har lært, jeg ikke kan og bør leve uden den. Men den må ikke skræmme mig mere og lukke mig inde. Det er en følgesvend men jo mere jeg udfordrere den og lever mit liv som før. Jo mere usynlig bliver den. Men det kræver sin kvinde. jeg er blæst væk over hvilken kraft jeg har haft over mig. som tusindevis af andre har. Som jeg ikke vidste. som jeg troede “bare” var pyldrede. Jeg har stadig angst men nu har jeg et liv.. og kan gøre alt det jeg kunne før jeg fik angst.

dnews-files-2015-11-miracle-plant-670-jpg

Mine piger har næsten glemt at mor har angst. de mærker det sjældnet… de er glade og dejlige som altid! Til Januar bliver jeg desuden mor til en lille lækker søn <3

Og udtrykket “jeg var livens angst…” er ikke et udtryk jeg bruger mere. Fordi da jeg brugte disse ord forstod jeg slet ikke hvad det ville sige at være livens angst..

 

 

 

 

 

Må man godt sige: Jeg har en piget pige?

Eller er det efterhånden et NO-GO? Jeg tænkte over det, den anden dag da jeg skulle beskrive min yngste for hendes nye børnehave hvor jeg sagde “jamen hun er meget sådan “piget” pige”

Ehm…

images

Jeg mener (selvfølgelig???) at hun er meget lyserød. Det handler om udseende, prinsesser, lyserøde solbriller og læbestift. Hun er ikke til bil-leg, sport eller pirater..

MEN nu er der jo ofte debatten omkring piger/drenge- alle ens-ligestilling. At drenge også skal inviteres til prinsesse fester og man ikke må kalde det pige-og drenge farver mere… At i skolerne man ikke må lave drenge-og pige grupper mere. Drenge har lige så meget ret til at gå i lyserøde nederdele og piger må gerne være med til mudderlege.. Hvilket jeg udemærket forstår!

Min ældeste er selv en pige som bare smider et par hullede bukser på, 2 uens strømper og foretrækker at klatre i træer og køre på det der skateboard (som hedder noget andet idag, hvilket gamle her ikke kan huske) Jeg får lyst til at kalde hende en drenge-pige.. Men det dutter jo ikke… mere.. Hun er jo kun en pige.. Ej det lød grimt. Hun er en pige.. Som er til ude-liv, sport og ikke til pynt og dans..

Det sidder bare så dybt i mig at kalde det drenge og pige ting.. Selvom jeg godt kan se det ikke er helt korrekt..

Omvendt så.. skal man sku også passe på ikke at blive for.. ja.. forsigtig? pædagogisk korrekt? Man bliver jo helt nervøs for at udtale sig… Eller bare sige det, der falder én ind… Jeg husker en debat på nettet hvor jeg læste et indlæg fra en kvinde som var meget forfærdet over hun havde hørt en far udtale sig over for sin egen dreng i børnehaven at “ejj lyserød er da en pigefarve”.. hun fik mange svar og altså… det var ligefør den flok høns anklagede ham for at mishandle sit barn…

Argg skal vi nu ikke liiige…

Juleweb The Julekalender 290x220 05

Mon ikke drengen nok skal klarer sig alligevel og får sin egen mening i sidste ende.. Man skal nok få mange påvirkninger udefra.. (Når han er voksen skal han alligevel vælge om han er “blå” eller “rød”.. muhaha ej dårlig spøg til side.. lettere påvirket af plakater overalt)

Det var da ligefør jeg tudede da min ældste stoppede med at kalde mig “momma” istedet for den oblikatoriske “mor” fordi hendes veninde sagde det var barnligt… Der kunne jeg da ikke overtale hende til det ikke var barnligt, men bare noget vi havde sammen. Mine har ihvertfal sine egne meninger..

Og det er egentlig der jeg også vil hen med mit indlæg.. da jeg stareted.. host host… Jeg har alle dage prøvet at støtte mine børn i det de kan lide..

Rettede gaver, tøj og aktiviteter efter hvad de syntes om.

Min ældste gamascher, bamser/dyr og vilde lege.

Min yngste kjoler, barbier og hårpynt..

Jeg kan nemt finde på at krølle hendes hår hvis hun spørger, låne hende lidt lipgloss eller lade hende lege med mit tøj (vi snakker her om engang imellem ik? jeg sminker ikke mit barn.. det er der usundt for hud begrænser vi self meget) men ligesom jeg nyder at kører den ældeste i skoven så hun kan svinge sig rundt i bedste abestil så prøver jeg også at nyde at min yngste er den hun er.. som lister sig ind i mors skoskab

“Hvem mig?… jeg har da ikke lånt dine sko..”

10001297_10203670256819769_2646370664867776807_n

Men jeg er da også i tvivl om det er ok.. mht til den yngste.. ( se lige bort fra jeg godt kan se hun kan brække både ben og næse gående i de sko..)Om det er ok at min 4 årige allerede går op i sit udseende. Jeg selv syntes jo egentlig selv, at det er bedst hun bare er et barn, som den ældste. Pisseligeglad og bare derud af.. Jeg var selv en pige som lege med turtles. byggede huler og var beskidt 24/7…Jeg får dårlige nerver når jeg læser de artikler som igen og igen dukker op omkring helt små børn og dårligt selvværd…. Men hvis det er det hun går op i (og ja jeg ved godt, det er pga hun nok ser mig med mine ansigtsmasker og makeup og fine sko) Men det er jo svært at ændre :fløjter fraværende: for såen er jeg. Pt er det noget som hun kan lide. Så har jeg valgt at lade hende lege og udforske det.. Men kommer hun og ønsker sig supermand dragt og vil gå til baseball så må hun også det.. og så støtter jeg hende i det..

Er dog stadig i tvivl om jeg gør det korrekt.. Om jeg tager de rigtige valg.. Det gør jeg nok ikke.. Men jeg føler jeg gør mit bedste.. Og det er jo det vi alle gør.. eller forsøger..  Om vi så “kommer til” at kalde det pige-farver eller hvad vi finder på, som ikke er efter bogen såehh.. ja.. skal det hele nok gå… vi kan ikke undgå at påvirke vores børn på en eller anden måde..

apgold-carrier-dvd1

 

Puu trænger til kaffe nu her efter min brain storm. I fortjener en klapsavle hvis i kom igennem det og forstod bare lidt…

Summersumarum.. så er hun sku da ret sød med hendes.. ja… skal vi kalde det “lyserøde personlighed”?? ja vil gerne dele en video af hende hvor hun danser til taylor swift. hende og katy perry musik er helt i toppen at danse til i disse dage… hun er da for skøn!!

 

 

 

 

Hvad børn dog siger…

 

Tale er sølv. Tavshed er guld.. Er det ikke sådan man siger..? Tjooo. Måske ikke på en blog dog heheh….. nå men stilhedstingen vender jeg nok tilbage til..senere.. det er et indlæg for sig.. hvis vi ser bortset fra jeg følte mig total mojo forladt og dovenskab tog indover.. vi prøver igen.

Her vil jeg lige dele med jer, nogle af de sjoveste udtagelser fra mine piger.. det er sååå sjaaaawvt!! sys deres mor… som sys de er de sjoveste piger i hele verden.. of course.. fordi det ER de jo!! bum!

Altså dem jeg kan huske og har fået skrevet ned.. Husk nu at gøre det mødre derude! Slap af man glemmer. Allerede nu når folk spørger mig “hvornår gik dine børn?” eller “hvornår kunne hun sidde?” Mig:  hm.. eh… tjo.. de var… ja… 1 meter høje… eller nået… 2 år.. ej.. 1 år… 1 1/2 år.. jeg siger nr 3.. ja… host host se et egern!! (please…..stop asking me…oiii.. feeling like a bad mommy now…)

images

 

 

Nå men her et et lille udvalg af de der ting, jeg bare stadig går og fniser over…

 

 

– Vi spiser kylling til aften men Madelina syntes det er synd den er død.. Jeg sir “armen den er jo bare kommet i kyllinge-himmelen.. Eller nå’et…. “

Madelina kort og kontant “Mor…. Den er kommet i maven…”

782911_82dd_1024x2000

 

 

–  Gabbi: må jeg få den sidste muffin?
Mig: nej, den er ved at blive for gammel
Gabbi: Mor! så skynd dig da, at give mig den O:

6sxt7r

 

– Henter Madelina på legepladsen i børnehaven. vi går alene ind for at hente madkassen.
Madelina: “kan du se min fletning ikke er ødelagt idag?”
Mig: ja det ser da bare skide godt ud…….. hov jeg mener – det ser SØRME godt ud.. ups… man må ikke sige “skide” jo..
Madelina:  “Bare rolig mor. de voksne er udenfor (hun kigger flygtigt tilbage) de kan ikke hører dig nu….MUHAHA. herinde kan du sige “skide” alt det du vil mor!!”

rsz_mr_burns_evil_7487

 

 

– Min datters 6 årige veninde fortæller om sit flotte løb på 8 km… jeg siger forbløffet “wow så langt tror jeg ikke at jeg kan løbe”… Gabbi kigger opmuntrende på mig og sir “Men mor……… du er da god til at standse!”

Oh+this+post+was+so+funny+thanks+for+the+funny+_b029d2de9f465a140195af725060f058

 

– Madelina løber rundt og stopper så. “gabbi.. jeg kan ikke løbe mere.. der er ikke mere strøm på mine ben…”

Hm.. mor her må revudere hvor meget computer tid de har… moderne kids…. nu om dage…

– Pigerne (3 og 5 år) prøver pelsfrakker fra farmor. prinsesse maddie får den på og danser rundt mens hun romantisk siger” årh jeg ligner en prinsesse” dyreaktivisten Gabbi står helt akavet stille.  svarer koldt og kontant : nej.. du ligner en kanin….

kanin_fritlagt

 

– Går forbi et handicapskilt på en parkeringsplads. Gabbi stopper op, kigger meget forfærdet og spørger “ej…. må man virkelig tisse lige der?”…

handicap

 

– Gabbi blev ved med at komme med noget legetøj som jeg skulle samle for hende igen og igen og igen..
Mig: jeg er altså virkelig træt af det her nu…!
Maddi: nå… så må du da hellere gå i seng…

doubt

 

– Vi er ude og gå. Maddi klager over ondt i benene. Jeg sir det nok bare er voksevaerk og det betyder hun får lange smukke ben. Det summer hun tilfreds over og får så øje på sin skygge hvor benene er en meter lange.”Eeej mor!!!! jeg er lige blevet kæmpe stor. Se mine lange smukke ben”

images

 

– Maddi VIL vise krøller til børnehaven så vi står tidl op og ordner håret med krøllejern. På vej derhen i bilen er hun bange for de går ud. Jeg sir de nok skal holde. Hun sidder så maajet koncentret med hænderne på hovedet. Hva laver du? Spørger jeg

maddi med rullende øjne- Tsk. Jeg holder da på krøllerne mor.

images

 

– Madelina: Mor Gud passer på os.. men det er powerpuff pigerne som redder os fra farer…

Ok_then

 

– Gabbi snakker med munden fuld af mad

Mig: Man må ikke snakke med mad i munden!

Gabbi kigger tænksomt et kort øjeblik…

og spytter så alt maden ud i hånden og taler videre.

alrightythen

 

– Madelina kigger på bedstemor som er i brusebad og pejer på hendes bryster

Maddie: Hvad er det der?

Bedstemor: Det er da bare bryster. dem har alle kvinder

Madelina: ja………………………. men hvorfor falder dine af?

Pissed_off_grandma

 

 

 

 

 

Om min (mor) taske…

Jeg er en taske-pige.. Bum… Jeg elsker dem. Har dem i mange farver og former. De behøver intet mærke have. Tror de fleste jeg har, er købt af de der påtrængende, spanske strandsælgere…

Min pusletaske var heller ikke en autentisk (?) pusletaske… Det var en stor grå-hvid skindtaske med god plads til både stofbleer, skiftetøj og sutter… ja mine babyer kunne nemt have kommet derned også (tror endda jeg engang brugte den som babyseng da jeg skulle på en offtentlig toilet og gulvene var møg ulækre.. tænke.,.. )

Nå men jeg gaaad ikke de der pisse-dyre fornemme pusletasker som virkelig var smarte med “slå ud madras”, lommer specialsyet til hver babyting man ejer.. og ja var der flaskevarmer indbygget? ved ikke… Men jeg er nærig og jeg ville ikke have en taske man kunne spotte var til babyer.. Hvorfor ved jeg ikke… Unødvendigt tænker jeg.. Jeg er meget relax agtig med sådanne ting.. Bum bare ned med lortet og ryst posen… Jeg finder det nok..

Kæft hvor var den egentlig lækker. Savner den helt nu.. piv…. Men den døde desværre… Og jeg sagde farvel til den.

Men babyerne blev til børn og størrelsen på min taske skulle nedgraderes… Nu kunne jeg jo sorterer adskellige ting væk jeg ikke havde behov for.

Denne sag fandt vi i en spansk deichmann til møgbillige penge (min indre “Joachim von and” hoppede af glæde)

taskeudenvendig

Den går til alt… meget almindelig… og med goood plads indeni selvom den ikke fylder alverden. Og hvad har jeg egentlig brug for nu her? Med børn der er rimelig store…

Nu vil jeg åbne mit “hjem” og hælde det ud på gulvet, det som jeg (åbenbart) har brug for nu..

taske

 

Jo jo….

En rådden banan? som nu har fyldt tasken med en sødelig dunst.. pinligt…

En gammel flybillet til spanien…

UH! nogle møglækre bolcher man får når man betaler på en Cafe i Moraria. Dem havde jeg glemt.. de må hellere blive spist – ét år gør dem vel ikke for gamle..

Make up… det kan jeg ihvertfal ikke sortere væk.. men dækstiften er helt indtørret. hvorfor er den ikke smidt ud?

Perleplader og julehjerter… ??

Bind og tamponer.. også “en bliver”…

Underbukser..? og strømpebukser… shit happens… selvom ungerne er blefrie..

Min lille-per hue… kan snart komme væk.. sommer kom hid!

Hundeposer.. igen, shit happens…

Små parfumer til en trucker-vask i nødstilfælde… (den ene er tom kan jeg se nu..)

Headset, pung og et pandebånd… slikpapir…

Mønter og gammelt snot papir… yum yum… det kunne godt være jeg lige skulle kører en klud igennem tasken nu da den er tømt.. host host…

Tænker jeg kan sorterer halvdelen væk.. meeen der går nok kun få uger så har jeg samlet mig en ny potion hulter til bulter…

Og det er LIGEMEGET! jeg ved godt jeg er et rodehovede…  jeg ved godt at mange ville sys min taske er pænt klam… (det gør jeg egentlig også selv efter jeg fandt bananen… og snotpapiret..)

Nå men der hvor jeg vil hen er at det er ok med lidt rod og hulter til bulter… imo…. som 1 gangsmor var jeg mere forsigtig og bange for at mit rod var en afspejling af mit sind og min evne som mor… så der var der mere orden og systemer… efter nr 2 fik jeg for det første dobbelt så travlt.. så tiden til at “se godt ud udadtil” forsvandt mere og mere.. og for det andet blev jeg bare mere afslappet… med alt.. det hele går nok… baby dør ikke hvis hendes body ikke er helt lukket og strømperne er uens.. sutten er glemt og jakken er våd af gylp… barnevognen er genbrug og dynen er ikke økologisk..  og baby dør ikke selvom mor har en møgklam taske… Bob Marley agtig… dont worry -be happy!

 

 

At føle sig værdsat…

 

 

 

Madelina kommer løbende og råber forfærdet: “Moooooor! ”

Mig: Ja skat…

Madelina : Tænk hvis du døde!!

Mig (åårhh min lille stakkels pus da… lille elskede pus… nuuurhh.. bekymret lille barn jeg nu skal trøste..)

Madelina, stadig ret chokeret : …………….Så var der ingen til at masseré min ryg!!!

Mig : ………oi…

Offended 2

– Nej… Det kan jeg da godt se.. Det ville da være… Hårdt…. Though life der…. (og så mumlende jeg lidt videre)

 

Barnet løber ind til sin søster og de forsætter (dybt begrejstret og foruroligende) snakken

– Så kan René bare massere ryggen.. eller Karina kan massere den…

– tænk , og så kunne vi spise slik og lave ballade hver dag!

–  Nej så bliver englene sure…

– nå så kan vi tæske dem..

– nej men vi kan se fjernsyn.. MIDT OM NATTEN…

– men vi kan ikke tænde fjernsynet?

– det kan jeg godt! Muhahahah…

And so it goes on…

Altså.. I det mindste har de da en plan for, hvis jeg stiller træskoene.. Det må da være… Sundt??

 

 

 

At have ammehjerne… Uden at amme…

Jeg har amme hjerne. Det vælger jeg at kalde det. Fordi jeg har ammet 2 børn. BUM. ( i ca 100 år..) Godt nok ammer jeg ikke mere… Men skaden er sket! im sure…

Ja, måske havde jeg endda amme hjerne før jeg fik børn.. Det tror jeg nok min familie vil mene.. (tak til min bror for at sige jeg minder om Pluto fra Disney..) Jeg hed hellere ikke “Sabina” i min omgangskreds før jeg fyldte 15 cirkus.. Hos dem hed jeg “Bimmer” (selv venners forældre kaldte mig det… oi..) But summersumarum så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal kalde det… End ammehjerne…

Jeg laver tåbeligeheder hele tiden.. Men jeg vil øve mig! Blive voksen. En person der overvejer, som tænker før man taler, som ikke vælter sig igennem livet men svæver ligeså yndefuldt. jeps… Men amme hjernen har pt magten…

Nå, men her er nogle af de punkter jeg skal øve mig i:

– At gøre tingene færdigt.

Jeg er mester i at gører ting 98 % færdigt. Min tandpasta får aldrig låg på og hver dag må jeg så skrabe tørret kant af. Min smør får aldrig låget skubbet heeelt ned, så den falder af hver gang jeg tager den ud af køleskabet. Vinduet kommer ikke helt i lukning (eller hvad det hedder) ja selv min mad bliver kun spist med de der 98% om der så kun er en mikrobid tilbage…

Almost-finished-500x331

 

 

 

– At kunne sige nej eller ja og MENE det

Jeg siger nej mange gange om dagen. især til ungerne. De har hurtigt lært at argumentere mig til at jeg istedet siger ja.. så nu er alt til forhandling herhjemme. Det er som om min hjerne siger “hey de har jo ret” eller “hvad kan det skade” efter at den havde taget den rationelle beslutning om et “nej”… Det kan også være min kæreste spørger ” har du lyst til kinamad?” så siger jeg ja… så siger han “er du sikker”… BUM. så er jeg ikke sikker og siger så “nej”? Tænk hvis jeg (ud over alt forventing) skulle ende i “Hvem vil være millionær”.. jeg ville aldrig kunne besvare et spørgsmål O:

doubt

 

 

– At snakke i mobil telefon eller smalltalke

I forvejen er jeg ikke mester i smalltalk men ved veninder og familie plejer min mund nu ikke fejle noget.. indtil der kommer en mobil imellem os.. Det er som om min hjerne ikke forstår at jeg ikke kan se personen jeg taler med..?? (og Skype er heller ikke godt. prøvede én gang og stak mit hoved helt close up i skærmen mens jeg råbte “kan du høre mig” og så fik jeg vidst ikke sagt mere..) I telefonen bruger jeg nærmest kun ord som “fint”, “ja” “nej” “hvordan går det?” og så dyb tavshed indtil min telefon ven siger noget… jeg duer virkelig ikke til det.

Udover det, så smalltalk til sociale begivenheder. især forældremøder eller hyggeting i børnehaven. jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal sige..

af06d9057fd458353d729c5d4d9e6d0f

 

 

– At låse min dør op.

Overskriften lyder enkel men i min hjerne forgår det sådan at jeg ca. halvdelen af gangene hvor jeg skal låse min hoveddør op, så går jeg mod døren mens jeg trykker aggressivt på min bilnøgle (hvor bilen så sikkert står og blinker løs i baggrunden) Min hoveddør har overhovedet ingen automatisk “op-låse-knap (?)” men alligevel gør jeg det aaalt for tit..

homer-simpson-doh

 

 

– At mus ikke er farlige – og slet ikke på billeder

Jeg hader de kryb. Eller nej ikke hader. Jeg sys bare de er så skræmmede! hvilket gør at når jeg køber savsmuld til pigernes marsvin, så må jeg vende den om, så jeg ikke kan se der der musehoveder der er på indpakningen.. Sidst jeg var med min kæreste i “pet world” for at købe et kødben sprang jeg for livet og råbte en eller anden underlig lyd.. fordi jeg i min øjenkrog så en kanin.. i plastik.. i en indhegning… til pynt… mand, det var top kikset og pinligt… der findes ingen måde man kan gå yndefuldt fra det. selvom jeg prøvede… lad som ingenting – lad som ingenting….. Inde i butikken fik jeg tics ala små chok-hop hver gang jeg lige så til siden, og der så var småkravlsbilleder på poserne. WTF hvad sker der får min hjerne? jeg har selv marsvin??? og det er bare billeder på poser…. ikke savlende mutante kæledyr der står på spring for at æde mig..  oi…

funny-scared-dog-mouse

 

 

– at bruge ord der ikke eksisterer

Jeg har mit eget sprog plejer folk at sige. jeg har en “evne” til bare at slynge nogle ord og sætninger ud som ikke hører til i det danske sprog. som feks “kritiktion”, “epidisoder”, ja overstående i min tekst kan i sikkert også udpeje nogle… folk forstår mig altid, vil jeg lige påpeje. Og selvom de er søde og sige “det er bare en charme ved dig Sabina” så nej det er jo ingen charme. det er grimt.. og kikset… must be better at that!

That+s+not+what+i+m+saying+i+m+simply+saying+you+can+t+_741bb04de808ddd890af29ccc97bb62e

 

 

– at huske min børn…

Ja det var lidt pinligt den dag, da jeg kørte hjemad efter at havde hentet mit barn..  vi snakkede løs men jeg følte jeg manglende noget… men hvad det var, vidste jeg ikke. vi bor ca 15 minutter fra byen. indtil barnet spurgte hvor sin søster var? F*** U-vending og tilbage i en fart. ikke at børnehaven havde lukket men bare det at glemme man altså har en 4 årige…

Det var endnu pinligere den dag jeg sad og legede med min baby på skødet. og så kom jeg i tanke om det.. at det var min datters 1 års fødselsdag. Ej hvor dårlig morstil er det lige… fik dog hurtigt inviteret farmor og barnet fik en kæmpe nutella snack som  i “jeg er en mor der har det SÅ dårligt med mig selv” undskyldningsgave.. jeg ved jo godt hun ikke opdagede noget.. meeen ej sådan nogle bør jeg sku ikke glemme…

mom-is-in-timeout-funny-quotes

 

 

– at huske folk og numre generelt…

Det er ikke kun mine børns fødselsdage jeg glemmer. det er hele min families. Jeg kan huske mine søskendes, fordi vi er 4 børn der er født inden for 14 dage i juli. Men andre niks.. intet. Ikke min kære mor.. ikke min fars.. Jeg glemmer også at vende tilbage til folk, at følge op på aftaler. at “komme ud”, at skrive eller ringe… Ansigter og navne (selv når jeg har kendt dem længe.) oi… Min egen alder er også blevet fjern.. Og at huske mit telefonnummer er også en opgave.. Jeg kan hellere ikke min kode endnu (selvom jeg har haft den ét år)

e43bee6519961ef435bcd1f7309c8fa8

 

Det var nogle af de ting jeg må øve mig i det næste år! Derudover skal jeg også undgå at komme til skade og smide noget væk… BUM…

jeg må få magten over min hjerne og tvinge den til at.. ja bare at fungere nogenlunde normalt…

 

 

 

 

Når man er papmor.. og så ikke…

 

Da jeg for 10 år siden mødte min ex, præsenterede han mig for hans 2 små døtre.

Den ældeste var en følsom og tilbageholden pige med krøllet smukt kopperfarvede hår. Hun havde de sødeste æblekinder og små fregner over næsen. Den yngste havde lyst prisessehår og de klareste blå øjne. Hun var åben og fuld af spilopper. Drillesyg, men på en måde som gjorde hun kunne charmere sig ud af alt.

Selvom jeg var meget ung og at jeg der syntes det var en mundfuld at blive papmor for 2 piger før jeg fyldte 20 år, så gik der jo ikke engang minutter før jeg begyndte at elske dem.

Jeg havde forventet at der hver anden weekend ville komme 2 pisse irreterende unger. At de nok vil hade mig.. At jeg vil være den cliché agtige unge dumme stedmor. Sådan havde jeg læst og hørt om det. Jeg var ung. Næsten stadig et barn.. Ingen erfaring.. Men det gik så nemt. De 2 piger var helt unikke. Forskellige. Sjove og særlige. Den yngste fandt hurtigt ind i mine arme. Hun var meget kærlig og elskede at putte ind til mig på skødet. kravlede rundt på mig som en lille abeunge. Den store var som beskreven mere tilbageholden. Men man lærte hurtigt at det bare var fordi hendes hjerte næsten var for stort. Hendes måde at vise kærlighed på var hendes gerninger, og hendes følsomme sind (jeg har ikke tal på de gange hun har prøvet at prakke mig en kat på fordi den stakkels lille fyr manglede et hjem..)

I starten var det lidt svært.. Jeg kunne have det svært ved, at jeg og min kæreste ikke var “de første” der oplevede sammen at få et barn. At vi var sammen om at kludre i at putte ble på. At vi begge var uvidende og nybagte forældre. Nu havde han jo prøvet det før og så var det jo ikke det samme. Der tog jeg så meget fejl.. Men det vidste jeg ikke der.

Pigerne kom hver anden weekend. Vi lavede ofte bål, tog på telttur, kørte i skoven. Vi var meget aktive og weekenderne var altid en fest.

Tiden gik og så blev jeg selv mor. Mine papdøtre var de første der var inde og se den nye baby. Og der viste det sig jo, at det kun var en fordel, at min kæreste havde børn i forvejen. Ingen forskel. Kun mere kærlighed. Jeg følte mig nu mere tæt med mine papdøtre. Som om de også var mine.

Jeg var også bange for at pigerne ville føle sig usikre. Nu havde deres far jo en baby hos ham 24/7 og de ville stadig kun se ham hver anden weekend. Men hvis de var, viste de det ikke. Min datter fik de bedste søstre hun kunne få. De var der altid for hende og nogle weekender aflyste de endda private aftaler for at være sammen med deres lillesøster. Jeg forsøgte at vise dem så meget kærlighed jeg kunne nå og jeg tror også de mærkede at vi savnede dem og behøvede dem.

Jeg fulgte dem i stort og småt.. Vi havde et lidt veninde forhold. Jeg var en ung papmor og jeg var usikker på hvor meget jeg kunne blande mig, opdrage på dem.. Hvor var min placering? Jeg savnede dem i løbet af de uger vi ikke så dem. Men jeg vidste stadig godt, at det var “far” de besøgte når de kom.. Sådan mest.. Som papmor til 2 piger der i forvejen havde en alletiders mor derhjemme, var det svært for mig at finde min plads.

Et sted i mit hoved lød det : Her er nogle børn. Elsk dem som de var dine egne. Men husk de ikke er dine egne og at du intet har at sige over dem. At kærligheden er betinget. Hvis du “fejler” risikere du at ødelægge et godt forhold”

Men det var egentlig også okay. Jeg fandt mig tilrette i rollen som ekstern familiemedlem. Jeg var meget heldig at vi ingen problemer havde.

Så fik jeg nr 2 baby. Og igen bød pigerne den lille ny velkommen med stort hjerte. Jeg fødte hjemme. Pigerne kørte rundt i bil med deres farmor, indtil jeg havde fået barnet ud så de kunne holde ved huset. vældig cute!

Igen gik der nogle gode år og vores bånd blev kun tættere. De var teenagere nu og vi havde mange lange snakke. Jeg var fornylig selv teenanger (hahah) så jeg kunne måske nemmere relatere til de ting de oplevede. Jeg følte mig på hjemmebane. At jeg pludselig havde en rolle. Noget som JEG var god til. Som kun jeg kunne bruges til.

Der var ingen forskel imellem dem og mine egne børn (bortset fra at jeg slippede for at tørre deres bagdel haha) Vi havde fundet en balance. Eller jeg havde. Jeg oplevede at føle “forældre” kærlighed til piger der ikke var mine. Jeg havde set dem vokse op,. Givet dem plaster på deres knæer. Puttet dem under dynen. Redt deres hår. Lavet deres mad. Senere delt make-up og udvekslet erfaringer. Vist dem deres første gyserfilm, grint af byturer eller fjollede oplevelser. Grædt over, når de havde det svært..

Fantastisk oplevelse jo. At blive en del af deres liv. Nogens liv.

Så gik det sådan, at jeg blev skilt fra mine papdøtres far.

Pludselig stod jeg nu på usikker grund igen. Hvad var jeg nu? Skal jeg stoppe med at elske dem? Må jeg elske dem? Ser jeg dem igen på samme måde? Jeg følte mig som taberen. At jeg havde mistet.. Et tab. Udover skilsmissen havde jeg mistet 2 “døtre”. Jeg vidste godt at de stadig ville ringe og besøge mig… Men jeg ville ikke altid vide de sidste nye mere. Hvem var den nye kæreste? Hvor skal i til fest? Har du fået nye sko? Husk honning i din te… Altså alle de der små (og alligevel store) ting i dagligdagen.

Jeg var jo det eksterne familiemedlem. Blodets bånd er tykkere. Min hjerne ved godt, jeg ikke er deres papmor mere. Men det ville mit hjerte ikke erkende.

Jeg havde jo åbnet mig. Taget 2 piger til mig. 9 år havde vi været en familie. Og så skal man på en måde sige farvel. Det var hårdt. Altså… først kæmper man med at blive inddraget i familien. Man bliver en familie. Og pludselig så er man ikke det man havde kæmpet for.. Hvad er man så?

Tiden gik (igen) og der kom den naturlige afstand som jeg havde forventet. Det blev også lidt akavet istarten. Men hver gang, de så besøgte mig. Når de første par minutter var gået. faldt vi tilbage i rytmen. Den gamle rytme vi havde været i. Vi var stadig de samme. Lidt ældre med nye oplevelser i bagagen. Men stadig de samme.

Selvom jeg ikke er deres papmor mere og jeg har accepteret det, så har jeg fundet min nye placering.

Jeg er deres ven. Og deres familie. Jeg behøver ikke have en titel mere. En grund. Bare det at de kommer her, og jeg stadig må elske dem ligeså højt, som jeg altid har gjort. Købe dem en julegave. Følge deres liv på facebook. Give dem kage indimellem. Det er nok. Og det sætter jeg pris på. Jeg følte et tab men egentlig har jeg jo fået en gave. Jeg har oplevet så meget med dem. De lærte mig mange ting ubevidst og jeg udviklede mig med dem. Jeg ved vi fremadrettet stadig vil få mange gode år sammen. og det glæder jeg mig til(((:

 

78f32ba63a78e7617103c1c8887ad2ca

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Pigernes skræmmeleg…

Mine børn har fået en dille… Nemlig at skræmme mig mest muligt. Jeg er sjov at skræmme, det ved jeg. Fra jeg var helt lille har familie og venner nydt at skræmme livet af mig (tak tak) min reaktion er nemlig ikke en yndefuld forbavelse efterfulgt af et -ung, lækker kvinde i gyserfilm med nydeligt skrig- agtish.. Det er total dyrisk.. Jeg hopper, løber for livet, falder, slår armene op i vejret.. og så skriger jeg ikke.. jeg brøler from the bottom of my stomach..

SÅK! selv mens jeg nu skrev dette indlæg lettede jeg lige adskellige centimeter fra stolen da gabbi kom bagved og sagde “bøh” oi… nu kan jeg ikke engang skrive dette indlæg færdigt uden bankede hjerte og skulen bag min skuldre..

Nå tilbage…

Jeg har endda et hak i kraniet, fra da jeg blev bange for en film, og slog mig selv ned med en fjernbetjening i skræk…

Mine unger har nu opfanget det. deres spilopper er endeløse… Banke på døren, jeg åbner og så bliver der smidt en monster stor legetøjsedderkop ind på mig.. Ja edderkoppen har været et hit. Stiller den rundt omkring. Bede mig samle noget op og så ligger bæstet under..  Nu har jeg vænnet mig til den (dvs truet med at smide den ud hvis de gør det igen :fjøjte:) og så måtte de finde på nyt.. “bøh” bag ved mig sker ofte” Men nu… Og den er altså freaking scary… Nu er de begyndt at liste sig om bagved mig. De sir ikke en lyd.. Står helt stille… Mens jeg feks sidder i sofaen.. Og kender i det, at i ikke kan høre noget men fornemmer noget bag ved jer? så kigger jeg intet anede tilbage og så står de sådan:

(jeg fik maddi til at vise det så jeg kunne tage et billede)

maddsca

msadscr

Fortæl mig nu at i også ser et freaking scary barn??????????

ok, måske påvirket af gyserfilm med små blonde spøgelsesbørn (som jeg er blevet for gammel og skræmt til at se)

Jeg letter en meter HVER GANG.. Mit hjerte hopper over… og så løber jeg, hvis de forsætter. Flygter simpelthen fra mine egne unger mens de render efter med klam-ansigtet.. AD! og wtf laver jeg lige???????????  bagefter griner jeg fordi det er så dumt… Men det er også dumt.. For min reaktion gør det bare endnu sjovere at skræmme mor…

Oi… Jeg frygter fremtiden når et par tumlinger allerede finder på disse smålege.. Hvad ender det ikke med..

 

Et år siden nu… En lille sød historie

Jeg vil gerne dele en historie med jer. Det er en oplevelse som jeg altid vil gemme på. Det er en oplevelse der for jer, måske er lille og ubetydelig, men for mig betyder den alt. Det er tit halv-hårdt at være forældre..det skriver jeg jo så tit om… men grunden til at man lykkeligt forsætter, at man vælger at få flere børn.. at man elsker sit “arbejde”. Det er de der skud af lykke man jævnligt får som forældre..Nogle gange tænker jeg på hvad vil gå igennem mit hoved den dag jeg forlader denne jord. Minderne.. Dette er én af dem. Hvis jeg selv kan bestemme.

Happiness-Hands1

Det var sidst på måneden i januar sidste år. Gabbi er lige startet i ny børnehave. hun var 5 år der. Jeg er på arbejde og børnehaven ringer, at jeg hellere må komme fordi gabbi er faldet ned fra et legestativ og har ondt i armen. jeg kommer og hun sidder stille og knuger sin arm indtil sin mave. Hun har ikke grædt eller noget. Gabbi er en pige der helst ikke viser følelser offentligt. Hun er svær at bedømme. Vi havde ikke nået at fået skifte læge endnu (vi var lige flyttet) men vi får aftalt med et lægehus at vi må komme der.

Og mig i en bil… sååååk!!!!!! der skal finde noget, i en halvstor by, er som en elefant der skal styre en motorbåd. Jeg har ingen retningssans eller evne til at finde noget som helst… Selv en gps får mig til at fare vild.. Vi kører lidt rundt men finder stedet. Får parkeret alt for langt væk men vi kommer derhen.

Ventetid…. Kommer ind.. Lægen river hendes arm rundt. Jeg var ved at blive gal.. Han tror ikke der er noget for så ville hun ikke kunne “det og det”.. Nå.. Jeg fortæller at gabbi altså er MEGET forsigtig med at vise følelser.(jeg tænkte indeni at armen nok var fin men better safe than sorry) ok.. så må vi komme til røngten for en sikkerhedsskyld..

Nyt sted at finde… Hvis nogen af jer har været på Skive hospital vil i nok være mig enig. Dette er simpelthen en gåde. Jeg finder det ja… Men så at finde rundt derinde. Det er jo ikke engang et rigtigt hospital? (tror jeg ikke) dårlig skiltning, ingen mennesker (efter kl 17 ihvertfal..)

Vi møder en dame som siger vi skal gå ovenpå. og det gør vi..  Stakkels gabbi følger efter mig med sin arm knuget ind til sig. Der er mørkt. Lange gange og helt mennesketomt. Som en scene fra “Nattevagten”. :skriiig: vi venter og intet sker. Det er nu blevet mørkt udenfor.. Jeg finder en knap i væggen og trykker på den.. Det viste sig så, at det var den forkerte knap at trykke på men hey… der kom da en dame flyvende hen til os.. Vi får taget billedet og blir sendt nedenunder igen. Der finder vi venteværelset og så er der ventetid igen… Jeg er træt.. Og jeg tror egentlig bare vi får afvide “ja der er ingenting, lidt hvile. tag i bare hjem”. Gabbi er sej. Hun sidder og prøver at lege lidt. Jeg leger med hende og vi læser i bøger. finder saft og ser lidt tv…

Sygeplejersken kalder at vi må komme ind… “ja vi venter lige på svar fra viborgs læger men jeg kan allerede se nu den er brækket” Den ene knogle i armen var brækket helt over. Den anden halvt. årh.. Og jeg har slæbt hende fra syd til nord. Op og ned. Stakkels pige.

Vi får gips på og det hygger vi os egentligt med. Hun får en fin slynge og endelig blir vi sendt hjem.

Gabbi er ret stolt over amen og vil fortælle det til hendes far… jeg sender en sms til ham om han vil ringe,  og vi går ud af døren..

Fåååårk…… Hvor er min bil?? Det viste sig at den vej vi blev sendt ud af, ikke var den samme som vi kom ind af. og døren er nu aflåst… Det er begyndt at sne og det blæste. Det var koldt og mørkt. Jeg forsøger bærer hende rundt om hospitalet mens vi leder efter min hvide bil..

Vi finder den da og sætter os ind. Vi er trætte, kuldrede i hovedet, sultne, nu også våde og kolde…

Vi kører hjemad…

Der er dyb stilhed i bilen… Jeg har en dårlig fornemmelse i maven. Gabbi er blevet slæbt rundt de sidste mange timer. og jeg troede egentlig ikke armen fejlede noget specielt. Jeg har kørt forkert, parkeret forkert, gået forkert. Regn og sne..  Jeg ved ikke om jeg har været der nok for hende. Jeg tror det egentlig. Syntes vi har prøvet at hygge os med det.. men mine tidligere tanker om hvor RØV det var at kører rundt og farer vild i trafikken osv osv “når det er uden grund” nager mig.. jeg må hellere glatte det ud med hende…

Vi har kørt lidt tid da jeg siger ala..

“Tænk at armen var brækket. Det vidste mor slet ikke. Du må undskylde hvis jeg har været træls.. og så har jeg bare været stresset og kørt forkert hele dagen…. og tilsidst kunne vi slet ikke finde bilen… Det var da noget værre noget” jeg kigger i bagspejlet og hun kigger på mig.

Der går nogle få sekunder så begynder gabbi at småfnise..

Så fniser jeg også…

Gabbi begynder at grine.. Jeg begynder at grine…

Og så med ét sad vi der. 2 mennesker og skraldgrinede… Vi kunne slet ikke stoppe. Tårene trillede ned af vores kinder. Total uhæmmet grin (folk i modsatte kørende biler må have tænkt deres.. haha..)

Flere kilometer sad vi bare der og lo og lo.. Jeg kan huske jeg på et tidspunkt sagde “hvad griner vi egentlig af??” og så grinede gabbi bare endnu mere…

Mobilen ringer, det er hendes far. Jeg får holdt ind til siden

“Hvad er der sket” spørger han??

“Ja..øhm… (rømme sig) hahahahahah… Din datter har brækket armen, desværre, HAHAHAHAHAHAHA”

og gabbi forsatte i baggrunden..

Han må havde troet vi var sindssyge.. Nå men vi tog os sammen og gabbi fik lige hurtigt snakket med sin far og så kørte vi de sidste par kilometer hjem. Stadig i godt humør.

Jeg elsker det minde.. det var så befrigende. så unikt for os begge. Vi grinte os ud af en træls situation.. og jeg takker Gud for hun begyndte at fnise der og startede latterkrampen… alt negativt blev rystet af os.. Det var så fedt… En oplevelse der gav, det der, unikke skud af forældrelykke…