Juleferie og pigerne er sendt hen til deres far.. I over en uge.. Jeg har glædet mig. Haft lyst til at danse rundt til “what does the fox say” i jubel over friheden.. Jeg vil se serier, drikke vin, spise i sengen, læse de bøger som har samlet støv de sidste 6 år.. Og sove til kl 11 HVER DAG…

Men.. når pigerne er væk så ender jeg alligevel ca sådan her

og sådan her

 

Oi… Så ligger jeg der på sofaen.. I hjemmestrikkede strømper… I fosterstilling sammen med mit barns dyne.. Hvor sørgeligt er det lige…

Jeg prøver at nyde det og jeg har en fantastisk tid alene med kæresten.. Men jeg føler mig halv.. Og jeg er hele tiden på mentalt.. Husker far at kigge til dem om aftenen og lægge dynen over dem??? har de strømper på??? får de børstet tænderne og leger de mon ved en vej??? falder der en komet ned i huset??

Jeg veeed jo godt far er ligeså god som jeg… Men.. kontrollen er væk.. Jeg har intet styr på mit afkom..

Den dag jeg fik min første pige med hjem så jeg satte mig ned og græd som en lille barn. Hulkede højlydt og ukontrolleret med mit ansigt dækket af tårer og snot mens babyen sødt lå i vuggen.. Tænk at jeg.. Sabina med klodset som mellemnavn, nu skulle beskytte det barn for evigt og altid.. Det kunne jeg da ikke. Den perfekte lille skabning havde jeg og kun jeg,  ansvaret for… Et levende uskyldigt perfekt lille menneske..

Efter en times tuderi fik jeg mig samlet.. Og jeg svor for mig selv at der aldrig skulle ske hende noget. Altid ville beskytte hende… Jeg tjekkede hendes åndedrat med jævne mellemrum. Vågende hver time om natten og tjekkede hende… At jeg så dagen efter slog hendes hoved ind i en bildør var ikke med i min bekyttelsesplan.. Jeg panikkede… Ingenting skete, men min selvtillid fik et hak.. Da hendes numse var brandrød fordi hun ikke kunne tåle bleerne.. Jeg panikkede. Eller da jeg placerede hendes barnevogn under et snefyldt tag mens hun sov til middag og ikke så at sneen havde dækket vognen. Intet var sket. Jeg tjekkede hende ofte. Men de forskrækkelser og fejl fra min side gjorde at jeg ikke kunne slippe taget om hende.  Jeg bar hende rundt i slynge næsten hele tiden, jeg sov med hende. Jeg forlod hende ikke før hun var 3 år..

Men så begyndte jeg at forstå… At min følelse for kontrol begyndte at gøre det modsatte. Hun fik ingen modstand. Jeg slap hende for lidt.. Hun lærte ikke at begå sig ude. Min frygt for at tabe kontrollen gjorde ikke hun blev stærkere. Tværtimod..

Jeg var meget roligere da jeg fik Madelina. Jeg begyndte at have kontrol over kontrollen istedet for at den styrede mig. Og jeg har mærket stor forskel på mine børn. Jeg slap min nr 2 mere.. og hun er faret fremad i verden.

Jeg føler nu her ikke at jeg har fejlet mere. Jeg har gjort det bedste jeg kunne. Det ved jeg.

Jeg har fået styr på min kontrol… accepteret når jeg ikke er verdens bedste mor.

Men når pigerne er væk kan jeg stadig mærke det gør ondt. at jeg ikke har styr på situationen.. der driller det mig lidt indeni… løvemor er rastløs uden kuldet… Men hører det ikke til at være mor?

Jeg vil nu forsætte min ferie og lade kontrollen hoppe under sengen mens jeg nyder min kæreste her i stilheden. eller prøve på det ihvertfal… Og det er jo SÅ skønt at sove og slappe af!!

Det sværeste ved at få børn er dette.. at man får dem. elsker dem.. men med tiden forsvinder de mellem hænderne på en… på en måde…

 

 

 

 

Jeg sys egentlig ikke det er tabu at sige, man hader at være gravid mere. Saseline var fornylig ude med det på hendes blog.. (tak for det) Men jo. der er da lidt. Det er en gave at få et barn. Især hvis man har kæmpet med det. Så bevar mig vel hvis man tør sige det er ren røv at ligne en ballon 9 måneder. Havde en kløende mave. Få forstoppelse og halsbrand… Fødderne svumler uformeligt op og man begynder at få sine første åreknuder… Yndigt.. Men man er bare en brokrøv hvis man fortæller det… “Nyd du din smukke mave” bla bla bla…. Jeg sir det selv til gravide idag… jeg sys DE er så smukke (jeg var ikke, men de er) får lyst til at ae deres mave og sige babylyde (men der er jeg godt klar over, at jeg ville gå over deres comfortzone og desuden ville jeg virke temmelig weird..)

Det ER sjovt med sparkende og det ER sjovt at se scanningerne.. Den lille fims derinde som man får udprintet billeder af ( som egentlig ligner mest en sort/hvid  vejrudsigt men det er ligemeget… For det er jo ens baby – og lægen har udpejet hoved og hale-…)

Så man undgår at brokke sig for meget. Man prøver at nyde øjeblikket (som føles som 29 måneder) For man ved jo godt at det hele slutter og begynder den dag man føder.

mine graviditer lignede hinanden (bortset fra min omkreds)

her jeg jeg 35 uger henne med min førstefødte:

IIhhh hvor er jeg fin.. ligner sådan en sød, perfekt mave gravid agtish….

 

her er jeg samme sted med nr 2:

 

BOOOM BABY…. :O

Jeg var dælme stuur.. og blev 4 uger større end dette… men det billede er hemmeliggjort og begravet:P (wauw det ligner maven har suget alt næring fra bagpartiet…..)

Utrolig jeg idag er så slank…  Men ikke noget at sige til, at mit maveskind idag har samme overflade som et knækbrød…

Et andet tabu…  Nej alle forældre syntes ikke deres børn er kønnest.. Ihvertfal ikke når de er helt nye..

Jeg sys min førstefødte var meget kønnere som spæd, end den anden fødte… Gabbi var lille og fin. pæn farve.. Som en lille præmiebaby.

Maddi var klumpet, blårød og skeløjet. Havde et stort jordbærmærke lige midt i hovedet.

Nej hun var absolut ikke yndig (sorry maddi hvis du en dag læser dette… men du voksede hurtigt fra det… da du var 6 måneder hjalp det betydeligt… husk historien men ællingen og svanen..) Og jeg ved, at jeg ikke var den eneste der så det. De der “nååh hun er yndig” kommentarer, kom ikke ved maddi.. Mere over i “hun er da sød” agtish..

Det betyder ikke at der var mindre kærlighed jo. Hun var ligeså dejlig… (og meget nemmere end førstefødte..)

Men det er jo ikke noget man siger. Ved en ny baby siger man “nåårh hvor er hun sød og så køn og fin” osv… Det havde jo ikke set pænt ud, hvis vi der stod der lænet frem over vuggen mens jeg stolt fremviste mit nye afkom hvortil jeg så siger “se min skønne baby.. er hun ikke dejlig? Hun stod godt nok ikke først i køen, da der blev uddelt skønhed, men sød er hun da”

Nej vel… Så havde jeg fået skæld-ud, for det sir man ikke om babyer. Det betyder jo ingenting.. Og nej det gør det ikke… Men et eller andet sted.. bum bum.. Jeg fik lidt stikpiller om hendes udseende og de gjorde da lidt nas.. Fordi de var stikpiller.. Jeg ville hellere have fået den ligefrem… “Haha hvor er hun klumpet” istedet for. Meget nemmere at håntere.. Tabuet gjorde ondt. Ikke det at hun var ukøn… Behøver det være et tabu?… Babyer er lige lækre. Vi er enige.. Men nej yndighed handler om mere.. Jeg var selv en maddi da jeg blev født.. Mine forældre ændrede endda mit navn fra Julie til Sabina fordi jeg ikke var “yndig” nok til at være en Julie.. Men desuden er det bedøvende ligemeget. Hun var perfekt.. Jeg var perfekt.. klumpet og blå var perfekt!. ikke en fryd for det umiddelbarer øje. Men perfekt. for vi var raske.. og større gave kan vi ikke bede om.. her i vores menneskelige superegoisme tidsalder… (og idag er vi da suuuuper lækre :P)

men ja, det der med at man selv har de bedste børn.. de børn der gør verden til et bedre sted, er undværlige, de bedste børn der nogensinde er skabt og har eksisteret…  det passer fint her((;

 

 

 

 

 

 

Jeg elsker aftensmads tiden. Der kan vi sætte os ned. Alle sammen. Uden forstyrrende elementer og bare snakke.

Som sædvanlig sad vi og hygge med maden da Gabbi spurgte : “hvad er kødet lavet af?”

Mig: “Det er fra en ko”

Jeg tror ikke det var gået op for hende før. At kødet egentlig kom fra et dyr. Ikke sådan rigtig. Hendes blik blev ihvertfal sænket og fingrene begyndte at lege med gaflen..

Gabbi: “Jeg vil ikke spise en ko. det er synd”

Mig: “Neeeej det er ikke synd, skat… Den er jo død…”

Jeg kunne godt se at denne udmelding, ihvertfal ikke skubbede gafflen frem mod munden.

Og så var det, at det slog mig. Min mulighed for et smukt øjeblik om livets cyklus!

Som i Løvernes konge hvor Mufasa fortæller Simba, i morgensolen varme skær, om hvordan de spiser antiloper og når løverne dør, blev deres kroppe til græs som antiloperne så spiste…Yndigt!

Samtidig kommer jeg let igennem det med en hurtig smuk forklaring og derved overlader besværet til kommende biologilærer.. Ge-ni-alt!! Jeg måtte tage øjeblikket. Overfører det i bedste disney stil. Gøre vores bøf smuk! Jeg rømmede mig og prøvede med bedste Mufasa stemme…

“Ser i børn… dyrene spiser jo egentlig også os”

Jeg havde fanget deres opmærksomhed. De kiggede begge to op.

“For når vi dør, bliver vores kroppe til græs.. Det græs som…”

Jeg måtte hellere gå til bondegårdsdyr istedet for antiloper. De ved vidst ikke hvad en antilope er?

“Det græs som kaninerne spiser… og køerne.. Så derfor spiser kaniner og køer jo egentlig os”

Der kunne jeg fornemme at jeg var ved at forvandle -livets cyklus- om til en hitchcock gyser… Deres blikke fortalte ihvertfal ikke om solnedgange og violinmusik i baggrunden.. nærmere kæmpekaniner og græs ud af øregangene.. Jeg måtte hellere udrede det…

“Nej rooooolig….. altså kaninerne kommer jo ikke os spiser os… sådan haps haps…Altså… Vi dør jo først… Og så bliver vi til jord ved at der kommer nogle regnorme og spiser os… Og så vokser der græs op som kaninerne så kan spise….. Emnn.. æhhnn.. øhhh…”

Min mufasa stemme blev mere og mere lys og stille.. Pigerne sad og kiggede. Stadig lettere skræmte men efterhånden også ret skeptiske nu.. De havde lugtet min frygt og de kunne mærke jeg tvivlede…

Panik… sådan her forgik det altså ikke i “Løvernes konge”… Øjeblikket i filmen, der ellers var så smukt… Er alt andet end yndigt nu her i praksis.. Jeg sad der foran mine to børn.. Som var mere forvirrede end før.. Og der tror jeg det også gik op for dem, at der er ting “Mor” bare ikke kan svarer på… At der er spørgsmål, de hellere må gå til andre med..

Jeg kan ikke engang huske hvordan “øjeblikket” sluttede… Min hjerne gik i slowmood derefter. Men de spiste trods alt deres bøffer……

 

 

 

 

 

 

 

Hørt imellem jeg og min datter igår…

 

Gabbi: “Mor du har igen glemt at give mig en ske med i madpakken, så jeg kunne spise min tykmælk. Jeg måtte løbe helt ned i kantinen og låne en!”

Mor: “nej… glemte jeg det igen?? (igen, igen…) undskyld. jeg skal nok huske det næste gang. Jeg ved ikke lige hvad der går galt i mit hovede når jeg står der og smører madpakker”

Gabbi (i en MEGET bestemt tone): “Mor,,, prøv lige dette næste gang. Når du står der med tykmælken i hånden.. så stop op, kig på den og tænk i dit hovede… – ville JEG SELV kunne spise dette med fingerne???

Mor:

 

 

 

Halløj

Herhjemme har vi en tradition om at vi i december bager en masse småkager. Jeg plejer at lave en dej der så (med lidt få ekstra ingredienser) kan blive til 20 forskellige småkager.

Det har jeg ikke gjort i år.. Vi får det alligevel ikke spist og de ender med at klistre sig fast til bøtter og skåle. Ja der kommer rod i det hele. Så i år holder vi det minimalistisk.

Pebernødder. Det ved vi hvad er og det er nemt. vi elsker nemt!  Denne opskrift er den lækreste jeg nogensinde har bagt:

250 g smør

250 g sukker

1 tsk. stødt ingefær

1 tsk. kanel

1 tsk. hvid peber

1 tsk. kardemomme

1 tsk. bagepulver

1 tsk. natron

1 dl piskefløde

500 g mel

– Smør og sukker piskes sammen med en el-mikser eller en køkkenmaskine, til sukkeret er pisket godt ud. det er lidt klumpet. Piskefløden piskes i ved lav hastighed. i en anden skål bland der mel, krydderier, bagepulver og natron i.  tag så sukker/smør massen ned i meletog rør godt.  Ælt det sammen med hænderne. husk at småkage dej ikke skal æltes særlig meget så jeg anbefaler ikke en køkken maskine til dette.. gammeldags muskler only. Tril dejen ud i pølser, ca. på tykkelse med en lillefinger. Skær dem i små stykker (ca. 1 cm.) . Sæt på bagepladen og tryk let på dem. kan også rulles ud som pandekager hvor i så kan lave hjerter osv. Bages i ca. 8-9 minutter ved 200 grader, de skal ikke blive alt for brune, ser egentlig lyse ud når de liiige kommer ud. 

 

Åmånummenum det er lækkert!

 

Børnene syntes selvfølgelig det var sjovest at lave hjerterne. De blev da helt fine..

Mine piger er gode til at finde underlige emner at skændes om. Hvem har den pæneste bageform, hvem har lavet flest pebernødder, hvem har puttet mel i dejen først osv osv… Oi.. Bagning med mine børn er ikke altid yndigt.. (det forgår ikke helt som på forsiden af diverse kogebøger med børn, hvor moren står uplettet og smilende imens børnene ydefuldt står ved hendes side) her er sådan mere svedigt… og rodet..

Den bettes bagværk er altså hellere ikke særlig yndigt… Yes I said it.. Jeg ved godt hun kun er 4 men det bliver det altså ikke pænere af. Hun er en stædig lille rad der laver det hun vil lave. Ikke hvad mor siger.. Også selvom det ingen mening giver eller det er umuligt at putte i ovnen uden at de bliver brændt og ufærdigt på én gang. Det sætter mig i en twist. Min perfektionisme VS. hendes kreativitet. Men også hvad der er realistisk at kunne bage.. Hun skal jo have lov til at udfolde sig… Det er bare noget værre roderi hun tit laver… Det siger jeg selvfølgelig ikke.. Jeg sådan mere.. Lister lidt af dejen væk og laver lidt småændringer (som hun ikke opdager..) win/win for os begge.

Men vi hygger os. Selvfølgelig gør vi det. Mine børn er de mest fantastiske at snakke med og dette giver os (imellem dejskrabe-kampe) en mulighed for intens hygge!

Jeg må dog indrømme… Jeg er ikke helt fan af børn i kompination med mad. Ihvertfal ikke når det gælder julekonfekt eller anden mad, som har krævet hudkontakt.. Havregryns kugler der er rullet, helt varme, rundt i deres håndflader.. Godt og grundigt til alle hudceller har sluppet deres tag. Og nu ligger de.. i dén lille havregrynskugle vi  skal putte i gabet. Jeg kan holde øje med mine egne i bage situationer. At deres hænder er nyvasket og de ikke klør i numsen eller næsen imens.. Og jeg har trods alt selv avlet dem. Vi må da dele mange baktierere, sådan familiebaktierer?? (wtf er det jeg egentlig siger..?)

Men til hygge i børnehaver når jeg får serveret alle børnenes (ellers fine og flotte..) konfekt.. Ej vel… Please dont give me that… Jeg har det desværre lidt som Frank Hvam i “Klovn” hvor han ikke kan spise Don Ø ‘s barnebarns konfekt. Jeg har sku heller ikke lyst… Men jeg gør det.. (nogle gange. host, host..) eller når jeg er til børnefødselsdag og barnet skal puste lysene ud på kagen.. Det er en dejlig tradition, mine gør det også. Jeg klapper af dem og der falder en tåre i glæde for det er da så fantastisk, at barnet har fødselsdag og ser så glad ud.. Men når man så derefter får serveret et stykke kage, som er blevet drysset yndefuldt med spyt og hvad der ellers falder fra barnets åbninger når det puster for livet…. arhhhgg… Dont like it.. Really dont… –“kaffe er fint, tak”

Jeg er nok  kræsen. Men jeg øver mig.. Jeg er trods alt en MOR.. og mødre skal altså være omfarvende for alt, hvad børnene har udrettet. Det står uskreven skrevet. OG jeg fortjener en Oscar for fantastisk skuespil.. Børnene opdager det ikke, så fred være med min ocd ligende frygt for børnebaktusser og kikset bagværk..

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Er det bare mig eller er den her bamse, nissernes svar på “Annabelle” ??

Freaking scary O:

Nå men Madelina har lånt den fra børnehaven i et døgn hvor vi efterfølgende skulle skrive logbog om hvad vi har lavet med den. Sådanne nogle børnehavenisser er jo berygtet for at lave drillerier mens de er på besøg.  Vi startede med at tage den med på indkøbstur. Vi gik inde i butikken og jeg sagde til Madelina

“tror du så han laver narrestreger hva? små nissedrillerier? det tror jeg.. vi må hellere holde øje med ham. jeg tror han er rigtig fræk…”

Jeg prøvede ligesom at gejle hende lidt op. Øge spændingen om at have nissen på besøg. Hvilken drillerier vil komme. Hvad vil der ske… Udvide hendes fantasi…

Hun stopper op og siger højt og gammelklogt

“Mor… slap nu af… det ER altså bare en dukke…”

Suk… jeg blev lige fantasi-mæssigt taklet ned af en 4 årige… Større tiltag måtte tages i brug. Og som enhver julemor med respekt for sig selv måtte jeg igang med drillerier.

Mælken blev farvet pink, vores æg fik tegnet ansigter på, og deres morgenmad hang i vinduet..

Nissen blev pludselig ret virkelig alligevel. Madelina var såå grinefærdig.. (er det er ord?)

Fedt. Jeg har lige forlænget den søde lille fantasi barnetro!

Og så alligevel, fedt?? Jeg har faktisk halvdårlig samvtighed over det. Man gør det jo. Fortæller om julemanden og om nisserne. Mine børn får dagligt breve og gaver fra julemanden. Det er jo i princippet at bedrage sine små tillidsfyldte børn. En lille pige inde i mig har stadig tvivl over hans eksistens.. En mindre sorg over, da jeg som 7 årige sad og ventede på julemanden og han kom da…

Men han havde altså min fars arbejdssko på?…. hvaaad sker der lige her?  og efterfølgende fandt jeg også julemandens tøj bag vores sofa..

3 muligheder.

1: min far er en hemmelig juleagent som arbejder for julemanden i tilfælde af sygdom

2: julemanden køber sko samme sted som min far og pt er julemanden nøgen..

3: julemanden er fup og mine forældre har snydt mig.

jeg valgte mulighed 3…  god dammit… klask.. julestemingen gik lige et trin ned af trappen..

Jeg sætter jo selv mine børn i samme situation. Jeg giver dem en tro som de en dag ud i fremtiden, vil finde ud af, er opspind. Nok snart for den stores vedkommende. Hendes spørgsmål om julemanden er allerede blevet temmelig avanceret hvor mit bedste svar er “ehhh jeg har ikke liiige styr på detaljerne…”

Men det er da fedt at have noget at tro på, er det ikke? spændingen ved julemanden og nisserne. Børns fantasi gør jo enhver voksen drønhamrende misundelig og jeg syntes også de skal beholde og bevarer den så længe som muligt.

Den der verden hvor intet ondt kan ske. alt er uskyldigt.. Hvor alt er muligt. Det ER da fantastisk… Jo længere man kan blive i den verden. Jo bedre…

 

 

 

 

 

 

 

 

 

De sidste 3 år har denne stået fremme… jeps denne afskyelige dims af en forestilling af et juletræ… Gabbi lavede den i børnehaven… Jeg har hadet den lige siden… Jeg får simpelthen tics i mine øjne af at kigge på den…

 

Jeg er ikke en der nægter ting mine børn har lavet i huset. Tegninger pryder mit køleskab og smådimser pynter da rundt omkring… Sommerfulgre i vinduet, perleplader opstillet på reoler.. og dem er jeg glade ved.

Men denne…. suk…  den ligner ikke engang noget et barn har lavet. Den ligner en kloning af et blomst og en grankogle der har drukket gift, er blevet forstenet, hvorefter en hund har bidt den i stykker..

Af kærlighed til min datter har den dog stået fremme. Så hun kunne se at jeg sætter pris på hendes kreative udfoldelser… Man kan jo se hun har brugt tid på den. At hun har koncentreret sig om at lave den..

I ADMIT IT. Nogle ting ryger altså i skraldespanden herhjemme. Tegninger med ligegyldigt kruseduller. Gækkebreve der ikke er større end en nisse ville kunne læse den og blomster, plukket i børnehaven, tørret og lommekrøllet, frisk afhentet fra den fugtigt stinkende flyverdragtlomme..

Men jeg kunne bare ikke smide denne ud hvis min samvittighed skal bevares intakt. Jeg blev nød til at elske den. Kunst er relativt og hun var jo dygtig af en 4 årige… Jeg har ledt efter steder at placere den. Byttet rundt i vinduskarmen, reolen, skænken.. Det har aldrig fungeret imellem os.. Vi kan bare ikke blive venner!

Men så skete det. Som et mirakel sendt fra himmelen…  En morgen hører jeg et skrig og løber ud til gabbi i køkkenet

“mor…. hvad er det i vinduet??” hun ser skrækslagen ud og pejer imod det lille frygtelig juletræ i vinduet…

ja… hun blev sku bange for den sit eget kunstværk.. hahahahhh!!!

Det stakkels barn havde slet ikke lagt mærke til den har stået fremme alt den tid.. Min intention om hun hver dag skulle mindes om at – mor elsker hendes kreativitet- havde åbenbart ikke virket.. hun fik dog set det ikke var en mutant-edderkop men bare en tørret lille lerdims så skrækken gik hurtigt over.

Jeg tænkte YES! Nu kan den da ryge i skraldespanden, når hun selv bliver så bange for den. Det er da min forældrepligt. Jeg skal da beskytte mine børn imod uhyggelige ting (indsæt selv smiley af et ondt muhahaha ansigt..) farvel lille grimme juletræ….

Nej.. så stod jeg jo der med den i hånden. parat til at smide den langt væk herfra.. jubeldans og harpesang ventede…

og så… kunne jeg ikke… det er simpelthen for kært.. at hun lavede den og at hun blev bange for den…

Jeg gemmer den lidt år endnu… Jeg syntes ligesom.. its growing on me…

 

Dejlig dag til jer alle

Knus Sabina

Jeg stod igår og skar chili ud. Til en super god chili con carne. opskriften følger nederst. Den er såååå god, billig, sund og slankede… I like that!

Min kæreste stod ved siden af og jeg fortalte ham fnisende om en (ikke autentisk…) video jeg havde set tidligere.. en datter kommer grædende ind til hendes mor som skærer chilier ud. hun tørrer så tårene væk på barnet med de chilibefængte fingre…

Hahahh……. øhm…

ja ok.. kan godt se at på skrift så lyder det mere forfærdeligt end sjovt.. bad mommy humor….

han siger så “det har du alligevel aldrig gjort skat”

– “nej” smiler jeg… hvorefter jeg hiver femøren op og kløer mig i øjet..

going blind, going blind… hvor dum har man lige lov til at være… karmaen backfired…

Men indrøm det. Os mødre kan godt lide at se andre mødres småfejl. Vi ønsker ingen ondt nej. Vi har jo trods alt fået de der berømte mor-følelser som gør vi kan græde over en reklame for pampers.. Vi er super-sensitive og netop det gør at vi er skiiide gode dommere over for os selv. Vi samligner os med naboen. Vi frygter at fejle. Men vi fejler.. Og så trøster det altså lidt at se at andre ikke altid er en “Bree van de kamp”.

Jeg har altid troet det lå instinktivt i én af man er en beskytter. At man til hver en tid vil handle for barnets bedste.. Og jeg føler det.. Alle mine beslutninger. Alle mine handlinger og alt min tid er baseret på børnenes bedste.. Er de kede, er jeg ked. Er de syge, er jeg syg.. Men vi er stadig mennesker.. Den dag vi fødte vores børn kom der ikke en guddommelig kraft ind i os der forvandlede os til over-kvinder..

Min datter var et år gammel da jeg sad med hende på skødet og vi kiggede på en pudekamp imellem mine daværende papdøtre. Pludselig kommer en pude flyvende imod os.. Og hvad gør sabina-super (nooot) mor. Hun hiver sku babyen op for at beskytte sit ansigt. What the f***!

Jeg var super chokeret. Mine instinkter havde simpelthen hevet mit eget barn (!!) op for at beskytte mig selv… Jeg, en kvinde på dengang 22 år havde gemt mig bag en lille baby… Jeg kiggede bare på det der lille ansigt (som heldigvis var glad) dette er altså opskriften på dårlig motherhood instinkt.. I can tell you that much…

Dog trøster jeg mig med at instinkterne også virker hvis barnet falder, får mad galt i halsen eller forsøger at æde fluer… Der kan man løbe 210 km i timen i højhælede eller springe over borde på bedste ninja måde… jo… Der er måske alligevel en overkraft over os mødre.. Men som af og til løber tør for strøm…

– Nu til den lækre opskrift (skal små børn og sarte munde spise med så vent med chilien til retten er færdig..)

2 gulerødder

2 løg

snackpeber/peberfrugter

500 gr hk. oksekød

frisk chili

4 ds baked beans

1 dåse hk tomater

evt hytteost eller brune ris.

– svits løg og revne gulerødder. bland oksekød i. derefter udskårne peberfrugter/snackpeber (champinonger hvis du har det i køleskabet. jeg putter ofte også spinat i– alt “gemt” sundt mad er perfect for kræsne unger)

– bland det så med beaked beans og hk tomater.

– uden børn, bland chilien (self skåret i små stykker) i her og lad det simre 15 min. salt og peber efter behov..

her er et et par dage eller 3.. det koster nærmest nul i forhold til den mængde mad og så er det super sundt..

Jeg fortrækker hytteost til. det er slankede og dens søde sarte smag er sååå god til den stærke ret. men brune ris er også lækkert!

Kan i have en rigtig lækker 12 dec.

Knus fra Sabina

 

 

 

 

 

 

 

 

Ja, så fik jeg oprettet en blog. finally… og glæder mig til at dele en del af mit liv med jer og forhåbelig få en masse feedback og ideer tilbage. så læs endelig med og kommentér gerne..  Dette vil nok være præget af at jeg er en temmelig klodset mor.. kan man kalde det menneskelig? jeg prøver mit bedste men tit ender situationer så langt ude at jeg ikke ved om jeg skal grine eller græde…

Da jeg var gravid med min første blev jeg advaret om de hårde første år med babygråd, bleer og ingen nattesøvn… Hey…!! INGEN advarede mig om årene derefter.. om selvstændigheden.. om spørgsmålene (som jeg ikke kan svarer på…) om balancen i at skulle opdrage mine børn, beskytte dem, frigører dem og samtidig bare stadig være en lille pige indeni, som ingen idé har om hvad hun gør.. ligesom at føle sig frem i mørket. Jeg saaavner lortebleer, og babypludre… klapvogne-samlings som kæmpes om bagi et alt for lille bagagerum.. den klamme duft af vådservietter i ens (tidligere pæne) håndtaske.. det var så enkelt for mig (med forbehold for fortrængelser..)

sov baby, am baby, skift baby, elsk baby..

Nu er jeg pludselig (ikke kun mor..) men mentor, vejleder og leder for 2 små sjæle på 4 og 6 år….. det er mig der skal give dem bagage med til at klarer sig i denne verden. til at forstå denne verden..

F***!!!!! jeg fatter det jo ikke engang selv… (skriiig..)

Afledningsmanøvre som “jeg har ikke lige styr på detajlerne”, “spørg far” eller “se ude på vejen.. et egern.. hov nej den er væk nu” kan jeg jo ikke forsætte med altid. jeg skal stå til regnskab.. før eller siden… give de spørgende, undrende små ansigter svar.. og de rigtige svar..

Nu da vi er i julemåneden kan jeg jo fortælle om hvor “fantastisk” jeg fik svaret på min datters (som dengang var 4 år) spørgsmål om julemanden.

jeg puttede hende i sengen d. 1 dec. gav hende et kys og sagde at i nat kom julemanden jo!

“hvem er julemanden” spurgte hun..

– Julemanden.. jamen det er en meget gammel, tyk mand. med langt hvidt skæg.. og i nat mens du sover, vil han liste sig ind på dit værelse.. og putte en gave i din strømpe..

Jeg gik ud og så slog det mig… Måååske formuleringen ikke var helt henvendt til en følsom lille 4 årige.. og ganske rigtig.. Det stakkels pigebarn var rædselslagen for julemanden. At en gammel mand pludselig ville stå ved hendes fod-ende.. jeg måtte fake et opkald til ham om han ikke skulle komme her iår. Selv juleaften var hun bange for at julemanden ville komme.. oi… crap… Det der skulle være enhver barns drøm havde jeg nu gjort til en gyser i glas og ramme… Breaking Bad Mommy.. Min samvittighed lå på nul… De fremadrettede par år har hun heldigvis glemt mit lille “uheld”.. Og nu nyder hun julemandsgaver..(og håber på hun som voksen ikke vil udvikle en eller anden julemandsforbi… Ihvertfal ikke mere end vi andre har, i slutningen af december måned)

Jeg lovede iøvrigt min søster at når tiden kom til tandfeen.. så var det hende der forklarede mine børn om det.. afhentning af tænder midt om natten.. hun turde slet ikke tænke på hvad jeg kunne få ud af dette.

Til jer der ikke kender mig.. misforstå mig ikke. jeg ønsker mine børn alt glæde i denne verden.. de er mit et og alt. verden blev bedre den dag de blev født… og jeg ønsker kun at glæde dem… ikke at skræmme dem.. men nøj hvor kommer jeg tit til det.. verden er JO farlig.. ikke julemanden nej… men… uhadada…  motherhood… going to be hard work…

Kan i have en rigtig dejlig 11 dec..

Knus Sabina