Når børnene er (frygtelig) kreative…

De sidste 3 år har denne stået fremme… jeps denne afskyelige dims af en forestilling af et juletræ… Gabbi lavede den i børnehaven… Jeg har hadet den lige siden… Jeg får simpelthen tics i mine øjne af at kigge på den…

 

Jeg er ikke en der nægter ting mine børn har lavet i huset. Tegninger pryder mit køleskab og smådimser pynter da rundt omkring… Sommerfulgre i vinduet, perleplader opstillet på reoler.. og dem er jeg glade ved.

Men denne…. suk…  den ligner ikke engang noget et barn har lavet. Den ligner en kloning af et blomst og en grankogle der har drukket gift, er blevet forstenet, hvorefter en hund har bidt den i stykker..

Af kærlighed til min datter har den dog stået fremme. Så hun kunne se at jeg sætter pris på hendes kreative udfoldelser… Man kan jo se hun har brugt tid på den. At hun har koncentreret sig om at lave den..

I ADMIT IT. Nogle ting ryger altså i skraldespanden herhjemme. Tegninger med ligegyldigt kruseduller. Gækkebreve der ikke er større end en nisse ville kunne læse den og blomster, plukket i børnehaven, tørret og lommekrøllet, frisk afhentet fra den fugtigt stinkende flyverdragtlomme..

Men jeg kunne bare ikke smide denne ud hvis min samvittighed skal bevares intakt. Jeg blev nød til at elske den. Kunst er relativt og hun var jo dygtig af en 4 årige… Jeg har ledt efter steder at placere den. Byttet rundt i vinduskarmen, reolen, skænken.. Det har aldrig fungeret imellem os.. Vi kan bare ikke blive venner!

Men så skete det. Som et mirakel sendt fra himmelen…  En morgen hører jeg et skrig og løber ud til gabbi i køkkenet

“mor…. hvad er det i vinduet??” hun ser skrækslagen ud og pejer imod det lille frygtelig juletræ i vinduet…

ja… hun blev sku bange for den sit eget kunstværk.. hahahahhh!!!

Det stakkels barn havde slet ikke lagt mærke til den har stået fremme alt den tid.. Min intention om hun hver dag skulle mindes om at – mor elsker hendes kreativitet- havde åbenbart ikke virket.. hun fik dog set det ikke var en mutant-edderkop men bare en tørret lille lerdims så skrækken gik hurtigt over.

Jeg tænkte YES! Nu kan den da ryge i skraldespanden, når hun selv bliver så bange for den. Det er da min forældrepligt. Jeg skal da beskytte mine børn imod uhyggelige ting (indsæt selv smiley af et ondt muhahaha ansigt..) farvel lille grimme juletræ….

Nej.. så stod jeg jo der med den i hånden. parat til at smide den langt væk herfra.. jubeldans og harpesang ventede…

og så… kunne jeg ikke… det er simpelthen for kært.. at hun lavede den og at hun blev bange for den…

Jeg gemmer den lidt år endnu… Jeg syntes ligesom.. its growing on me…

 

Dejlig dag til jer alle

Knus Sabina