Den kære forældrehønsegård…

Den anden dag, da jeg skulle hente min datter i børnehaven, var der en forældre der gav mig “blikket”… Kender i det? Det der blik der nedladende siger noget ala “tsk tsk… Hvad har du eller dit barn gang i.. Få da styr på dit afkom eller din forældrerolle”

Min 4 årige er kæk med bemærkningerne og hun er ikke bange for at sige sin mening… Situationerne (som også er pinlige) er utallige… (En gang gemte jeg mig endda bag min daværende svigermor for at skjule hun var min datter)

Den dag skulle vi pakke sammen ude i garderoben. Et andet barn som også skal afhentes, sætter sig på hendes rum, så vi ikke kunne få fat i støvlerne. Ja.,.. min datter lignede lidt en mafiaboss da hun, med armene over kors, koldt sagde “flyt dig…… du sidder på MIT rum”

Og med det samme får jeg så “blikket” af barnets mor.. Den usagte forældre lussing.. Klask… Moren siger intet. Giver mig et stramt elevatorblik og afventer min reaktion.

Jeg gjorde som man jo skal gøre… Smilte lidt nervøst og undskyldende, rettede på barnet og udredede yndefuldt situationen. Jeg kunne jo godt høre, at måden hun sagde det på, var en ret “there is going to blood” kommentar.. Men herreste gud da.. Indeni blev jeg halvsur på moren.. Hvor vover hun at give mig blikket over en sølle kommentar fra en lille pige… Det er jo bare børn.

Da vi kommer ud af døren får hendes barn en nedsmeltning og barnet græder, skriger og nægter komme med sin mor, selvom hun kæmper. Det er helt kaos. Min datter går perfekt ved min side, med hendes madkasse i hånden, og hopper selv ind i bilen… Og gæt, hvad gjorde frk. sabina-barnlighed så der..? Det skulle lige nåes.. Jeg kiggede moren i øjnene, med rank ryg, næsen i sky og gav hende så… “blikket”…. right back at ya…

Da vi havde kørt lidt nåede fornuften op til hjernen… Slap af hvor er jeg barnlig… nøøj… Vi henter jo alle sammen, trætte unger hjem hver dag.. Men havde hun ikke givet mig den følelse først, så havde jeg jo aldrig reageret. Kun med medfølelse og glæde over det ikke var mig, der blev ramt af et nedsmeltningsbarn lige dén dag.. : Sabina hop ud af fjerdragten og flyv væk fra hønsegården NU!

Fik dårlig samvittighed…  Og bliver stadig flov over at jeg hopper med på dømme-bølgen.  Altså jeg mener, den der dom, som gør vi ligger over andre forældre.. Jeg brokker mig over, at folk dømmer andre forældre, men alligevel gør jeg det også selv.

Jeg troede, at jeg var en ret fordomsfri forældre og jeg er nok heller ikke en stereotyp mor. Jeg syntes selv, at jeg har en ret afslappet holdning til børneopdragelse.. Men det holder mig ikke fra at dømme andre på min vej.

Det kan være jeg dømmer hende damen i rema der kun hælder slik ned i vognen, hvor der sidder 2 børn og skriger i vilden sky efter cola. Det kan være jeg dømmer damen der ryger mens hun vugger barnevognen. Jeg kan dømme manden der skriger af børnene, at de skal sætte sig ind i bilen og holde mund… Eller jeg dømmer forældrene der afleverer deres barn uden  jakke en kold vintermorgen..

Men ved i hvad? ingen af delene kan jeg sige mig selv fri for. Jeg tænker at alt det der selv er sket for mig… og mere til… jeg har råbt/bestukket/løjet/skældt ud/glemt jakker und so weiter… Situationer herhjemme ligner ikke altid forsiden af et mormagasin. ofte langt fra…

vi er såå F******** hurtige til at aflæse en enkelt situation og dømme ud af øjeblikket.

Og jeg ved jeg ikke er den enste der jævnligt dømmer.. En mødregruppe kan jo nærmest blive livsfarlig at indtræde i, eller omkring..

Men hvorfor? Det er vel vores egen usikkerhed om vores forældrerolle….. Men også bekymring over andres børn? At vi med vores forældre-instinkter vil beskytte alle børn? Men at give blikket eller indre fordømmelser hjælper jo NADA på det. Hvis vi ser noget der decideret er bekymrende skal vi jo ikke tie, men åbne munden og hjælpe dem der befinder sig i det. Men fååå ting er værd at ringe om, ikke sandt? Så måske fører den alligevel også tilbage til egen usikkerhed også (eller så mangler vi seriøst en hoppy??) Jeg vil ihvertfal, uanset svaret (som jeg er sikker på en masse sidder med derude) skrue ned for mine fordømmelser. Jeg vil øve mig i at se objektivt på det og jeg vil øve mig i ikke at hoppe på “blikket” vognen.. især ikke når det gælder situationer hvor jeg selv har befundet mig i. Vi ER jo alle sammen i samme båd.. og børn er forskellige og forældre er forskellige og hurra for det!!