Pigernes skræmmeleg...

Når man er papmor.. og så ikke…

 

Da jeg for 10 år siden mødte min ex, præsenterede han mig for hans 2 små døtre.

Den ældeste var en følsom og tilbageholden pige med krøllet smukt kopperfarvede hår. Hun havde de sødeste æblekinder og små fregner over næsen. Den yngste havde lyst prisessehår og de klareste blå øjne. Hun var åben og fuld af spilopper. Drillesyg, men på en måde som gjorde hun kunne charmere sig ud af alt.

Selvom jeg var meget ung og at jeg der syntes det var en mundfuld at blive papmor for 2 piger før jeg fyldte 20 år, så gik der jo ikke engang minutter før jeg begyndte at elske dem.

Jeg havde forventet at der hver anden weekend ville komme 2 pisse irreterende unger. At de nok vil hade mig.. At jeg vil være den cliché agtige unge dumme stedmor. Sådan havde jeg læst og hørt om det. Jeg var ung. Næsten stadig et barn.. Ingen erfaring.. Men det gik så nemt. De 2 piger var helt unikke. Forskellige. Sjove og særlige. Den yngste fandt hurtigt ind i mine arme. Hun var meget kærlig og elskede at putte ind til mig på skødet. kravlede rundt på mig som en lille abeunge. Den store var som beskreven mere tilbageholden. Men man lærte hurtigt at det bare var fordi hendes hjerte næsten var for stort. Hendes måde at vise kærlighed på var hendes gerninger, og hendes følsomme sind (jeg har ikke tal på de gange hun har prøvet at prakke mig en kat på fordi den stakkels lille fyr manglede et hjem..)

I starten var det lidt svært.. Jeg kunne have det svært ved, at jeg og min kæreste ikke var “de første” der oplevede sammen at få et barn. At vi var sammen om at kludre i at putte ble på. At vi begge var uvidende og nybagte forældre. Nu havde han jo prøvet det før og så var det jo ikke det samme. Der tog jeg så meget fejl.. Men det vidste jeg ikke der.

Pigerne kom hver anden weekend. Vi lavede ofte bål, tog på telttur, kørte i skoven. Vi var meget aktive og weekenderne var altid en fest.

Tiden gik og så blev jeg selv mor. Mine papdøtre var de første der var inde og se den nye baby. Og der viste det sig jo, at det kun var en fordel, at min kæreste havde børn i forvejen. Ingen forskel. Kun mere kærlighed. Jeg følte mig nu mere tæt med mine papdøtre. Som om de også var mine.

Jeg var også bange for at pigerne ville føle sig usikre. Nu havde deres far jo en baby hos ham 24/7 og de ville stadig kun se ham hver anden weekend. Men hvis de var, viste de det ikke. Min datter fik de bedste søstre hun kunne få. De var der altid for hende og nogle weekender aflyste de endda private aftaler for at være sammen med deres lillesøster. Jeg forsøgte at vise dem så meget kærlighed jeg kunne nå og jeg tror også de mærkede at vi savnede dem og behøvede dem.

Jeg fulgte dem i stort og småt.. Vi havde et lidt veninde forhold. Jeg var en ung papmor og jeg var usikker på hvor meget jeg kunne blande mig, opdrage på dem.. Hvor var min placering? Jeg savnede dem i løbet af de uger vi ikke så dem. Men jeg vidste stadig godt, at det var “far” de besøgte når de kom.. Sådan mest.. Som papmor til 2 piger der i forvejen havde en alletiders mor derhjemme, var det svært for mig at finde min plads.

Et sted i mit hoved lød det : Her er nogle børn. Elsk dem som de var dine egne. Men husk de ikke er dine egne og at du intet har at sige over dem. At kærligheden er betinget. Hvis du “fejler” risikere du at ødelægge et godt forhold”

Men det var egentlig også okay. Jeg fandt mig tilrette i rollen som ekstern familiemedlem. Jeg var meget heldig at vi ingen problemer havde.

Så fik jeg nr 2 baby. Og igen bød pigerne den lille ny velkommen med stort hjerte. Jeg fødte hjemme. Pigerne kørte rundt i bil med deres farmor, indtil jeg havde fået barnet ud så de kunne holde ved huset. vældig cute!

Igen gik der nogle gode år og vores bånd blev kun tættere. De var teenagere nu og vi havde mange lange snakke. Jeg var fornylig selv teenanger (hahah) så jeg kunne måske nemmere relatere til de ting de oplevede. Jeg følte mig på hjemmebane. At jeg pludselig havde en rolle. Noget som JEG var god til. Som kun jeg kunne bruges til.

Der var ingen forskel imellem dem og mine egne børn (bortset fra at jeg slippede for at tørre deres bagdel haha) Vi havde fundet en balance. Eller jeg havde. Jeg oplevede at føle “forældre” kærlighed til piger der ikke var mine. Jeg havde set dem vokse op,. Givet dem plaster på deres knæer. Puttet dem under dynen. Redt deres hår. Lavet deres mad. Senere delt make-up og udvekslet erfaringer. Vist dem deres første gyserfilm, grint af byturer eller fjollede oplevelser. Grædt over, når de havde det svært..

Fantastisk oplevelse jo. At blive en del af deres liv. Nogens liv.

Så gik det sådan, at jeg blev skilt fra mine papdøtres far.

Pludselig stod jeg nu på usikker grund igen. Hvad var jeg nu? Skal jeg stoppe med at elske dem? Må jeg elske dem? Ser jeg dem igen på samme måde? Jeg følte mig som taberen. At jeg havde mistet.. Et tab. Udover skilsmissen havde jeg mistet 2 “døtre”. Jeg vidste godt at de stadig ville ringe og besøge mig… Men jeg ville ikke altid vide de sidste nye mere. Hvem var den nye kæreste? Hvor skal i til fest? Har du fået nye sko? Husk honning i din te… Altså alle de der små (og alligevel store) ting i dagligdagen.

Jeg var jo det eksterne familiemedlem. Blodets bånd er tykkere. Min hjerne ved godt, jeg ikke er deres papmor mere. Men det ville mit hjerte ikke erkende.

Jeg havde jo åbnet mig. Taget 2 piger til mig. 9 år havde vi været en familie. Og så skal man på en måde sige farvel. Det var hårdt. Altså… først kæmper man med at blive inddraget i familien. Man bliver en familie. Og pludselig så er man ikke det man havde kæmpet for.. Hvad er man så?

Tiden gik (igen) og der kom den naturlige afstand som jeg havde forventet. Det blev også lidt akavet istarten. Men hver gang, de så besøgte mig. Når de første par minutter var gået. faldt vi tilbage i rytmen. Den gamle rytme vi havde været i. Vi var stadig de samme. Lidt ældre med nye oplevelser i bagagen. Men stadig de samme.

Selvom jeg ikke er deres papmor mere og jeg har accepteret det, så har jeg fundet min nye placering.

Jeg er deres ven. Og deres familie. Jeg behøver ikke have en titel mere. En grund. Bare det at de kommer her, og jeg stadig må elske dem ligeså højt, som jeg altid har gjort. Købe dem en julegave. Følge deres liv på facebook. Give dem kage indimellem. Det er nok. Og det sætter jeg pris på. Jeg følte et tab men egentlig har jeg jo fået en gave. Jeg har oplevet så meget med dem. De lærte mig mange ting ubevidst og jeg udviklede mig med dem. Jeg ved vi fremadrettet stadig vil få mange gode år sammen. og det glæder jeg mig til(((:

 

78f32ba63a78e7617103c1c8887ad2ca

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Pigernes skræmmeleg...