At have ammehjerne… Uden at amme…

Jeg har amme hjerne. Det vælger jeg at kalde det. Fordi jeg har ammet 2 børn. BUM. ( i ca 100 år..) Godt nok ammer jeg ikke mere… Men skaden er sket! im sure…

Ja, måske havde jeg endda amme hjerne før jeg fik børn.. Det tror jeg nok min familie vil mene.. (tak til min bror for at sige jeg minder om Pluto fra Disney..) Jeg hed hellere ikke “Sabina” i min omgangskreds før jeg fyldte 15 cirkus.. Hos dem hed jeg “Bimmer” (selv venners forældre kaldte mig det… oi..) But summersumarum så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal kalde det… End ammehjerne…

Jeg laver tåbeligeheder hele tiden.. Men jeg vil øve mig! Blive voksen. En person der overvejer, som tænker før man taler, som ikke vælter sig igennem livet men svæver ligeså yndefuldt. jeps… Men amme hjernen har pt magten…

Nå, men her er nogle af de punkter jeg skal øve mig i:

– At gøre tingene færdigt.

Jeg er mester i at gører ting 98 % færdigt. Min tandpasta får aldrig låg på og hver dag må jeg så skrabe tørret kant af. Min smør får aldrig låget skubbet heeelt ned, så den falder af hver gang jeg tager den ud af køleskabet. Vinduet kommer ikke helt i lukning (eller hvad det hedder) ja selv min mad bliver kun spist med de der 98% om der så kun er en mikrobid tilbage…

– At kunne sige nej eller ja og MENE det

Jeg siger nej mange gange om dagen. især til ungerne. De har hurtigt lært at argumentere mig til at jeg istedet siger ja.. så nu er alt til forhandling herhjemme. Det er som om min hjerne siger “hey de har jo ret” eller “hvad kan det skade” efter at den havde taget den rationelle beslutning om et “nej”… Det kan også være min kæreste spørger ” har du lyst til kinamad?” så siger jeg ja… så siger han “er du sikker”… BUM. så er jeg ikke sikker og siger så “nej”? Tænk hvis jeg (ud over alt forventing) skulle ende i “Hvem vil være millionær”.. jeg ville aldrig kunne besvare et spørgsmål O:

– At snakke i mobil telefon eller smalltalke

I forvejen er jeg ikke mester i smalltalk men ved veninder og familie plejer min mund nu ikke fejle noget.. indtil der kommer en mobil imellem os.. Det er som om min hjerne ikke forstår at jeg ikke kan se personen jeg taler med..?? (og Skype er heller ikke godt. prøvede én gang og stak mit hoved helt close up i skærmen mens jeg råbte “kan du høre mig” og så fik jeg vidst ikke sagt mere..) I telefonen bruger jeg nærmest kun ord som “fint”, “ja” “nej” “hvordan går det?” og så dyb tavshed indtil min telefon ven siger noget… jeg duer virkelig ikke til det.

Udover det, så smalltalk til sociale begivenheder. især forældremøder eller hyggeting i børnehaven. jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal sige..

– At låse min dør op.

Overskriften lyder enkel men i min hjerne forgår det sådan at jeg ca. halvdelen af gangene hvor jeg skal låse min hoveddør op, så går jeg mod døren mens jeg trykker aggressivt på min bilnøgle (hvor bilen så sikkert står og blinker løs i baggrunden) Min hoveddør har overhovedet ingen automatisk “op-låse-knap (?)” men alligevel gør jeg det aaalt for tit..

– At mus ikke er farlige – og slet ikke på billeder

Jeg hader de kryb. Eller nej ikke hader. Jeg sys bare de er så skræmmede! hvilket gør at når jeg køber savsmuld til pigernes marsvin, så må jeg vende den om, så jeg ikke kan se der der musehoveder der er på indpakningen.. Sidst jeg var med min kæreste i “pet world” for at købe et kødben sprang jeg for livet og råbte en eller anden underlig lyd.. fordi jeg i min øjenkrog så en kanin.. i plastik.. i en indhegning… til pynt… mand, det var top kikset og pinligt… der findes ingen måde man kan gå yndefuldt fra det. selvom jeg prøvede… lad som ingenting – lad som ingenting….. Inde i butikken fik jeg tics ala små chok-hop hver gang jeg lige så til siden, og der så var småkravlsbilleder på poserne. WTF hvad sker der får min hjerne? jeg har selv marsvin??? og det er bare billeder på poser…. ikke savlende mutante kæledyr der står på spring for at æde mig.. oi…

– at bruge ord der ikke eksisterer

Jeg har mit eget sprog plejer folk at sige. jeg har en “evne” til bare at slynge nogle ord og sætninger ud som ikke hører til i det danske sprog. som feks “kritiktion”, “epidisoder”, ja overstående i min tekst kan i sikkert også udpeje nogle… folk forstår mig altid, vil jeg lige påpeje. Og selvom de er søde og sige “det er bare en charme ved dig Sabina” så nej det er jo ingen charme. det er grimt.. og kikset… must be better at that!

– at huske min børn…

Ja det var lidt pinligt den dag, da jeg kørte hjemad efter at havde hentet mit barn.. vi snakkede løs men jeg følte jeg manglende noget… men hvad det var, vidste jeg ikke. vi bor ca 15 minutter fra byen. indtil barnet spurgte hvor sin søster var? F*** U-vending og tilbage i en fart. ikke at børnehaven havde lukket men bare det at glemme man altså har en 4 årige…

Det var endnu pinligere den dag jeg sad og legede med min baby på skødet. og så kom jeg i tanke om det.. at det var min datters 1 års fødselsdag. Ej hvor dårlig morstil er det lige… fik dog hurtigt inviteret farmor og barnet fik en kæmpe nutella snack som i “jeg er en mor der har det SÅ dårligt med mig selv” undskyldningsgave.. jeg ved jo godt hun ikke opdagede noget.. meeen ej sådan nogle bør jeg sku ikke glemme…

– at huske folk og numre generelt…

Det er ikke kun mine børns fødselsdage jeg glemmer. det er hele min families. Jeg kan huske mine søskendes, fordi vi er 4 børn der er født inden for 14 dage i juli. Men andre niks.. intet. Ikke min kære mor.. ikke min fars.. Jeg glemmer også at vende tilbage til folk, at følge op på aftaler. at “komme ud”, at skrive eller ringe… Ansigter og navne (selv når jeg har kendt dem længe.) oi… Min egen alder er også blevet fjern.. Og at huske mit telefonnummer er også en opgave.. Jeg kan hellere ikke min kode endnu (selvom jeg har haft den ét år)