Om at have angst

Jeg har altid set mig selv som en stærk pige. Følsom og sart ja men stærk.

Psykiske smerter lå fjernt fra hvem jeg var og hvad jeg troede på. Jeg kunne nok være tilbøjelig til at tænke “tag dig nu sammen” når jeg hørte om folk med depressioner olign. Medfølelse ja, på et vist plan. Men uforstående over for den kraft psyken har.

Derfor gik jeg også et lille års tid hvor jeg troede jeg skulle dø. At alle havde lavet en hertz imod mig. at læger, familie, venner ikke hørte på mig. Jeg mærker at jeg dør!!. Hvorfor siger i at jeg ikke gør? Jeg drømte, jeg prøvede at gå. men jo mere jeg gik jo mere langsom tvang mine ben mig til at gå. Jeg kæmpede imod tyngdekraften i mine drømme. og i min dagligdag kæmpede jeg imod min krop.

Det startede forrige sommer på en køretur at jeg fik mit første panikanfald.

Jeg troede jeg havde fået en blodprop eller en lunge var kollapset. Ud af det blå, en dejlig sommerdag kunne jeg pludseligt ikke få vejret.

Jeg blev hentet af ambulance og undersøgt. Lægerne kunne ikke sige hvad det var men måske madforgiftigning var svaret.

Jeg var flov over påstyret. Bange for symptomer og uforståelig overfor hvad det var som jeg fejlede der kunne gøre så ondt. Som kunne kvæle mig så meget.

Jeg blev ved med at opsøge lægen. Jeg fik blodtryksapperater med hjem, jeg fik undersøgt hjertet… ja alt næsten..

Så skulle vi på ferie og jeg håbede det ville hjælpe på fysikken. Men allerede inden vi tog afsted kæmpede jeg med vejrtrækningen. Som konstant at have en pude over hovedet. Jeg befandt mig i en bobbel. Alene og overladt til at kæmpe med mig selv.

På ferien blev jeg meget syg og kunne ikke holde vådt eller tørt i mig. jeg kæmpede med vejrtrækningen. Prøvede indimellem atr nyde turen med sightseeing men igen og igen tvang symptomerne mig i knæ. Til sidst havde jeg så mange smerter og var så dehydreret at den lokale læge indlagde mig. Der fik jeg medicin og drop i en lille uges tid. Fik alverdens undersøgelser, scanninger, blodprøver…. intet at finde umiddelbart. Blev udskreven men allerede dagen efter blev jeg så syg, jeg knap kunne stå op. Det hele kørte rundt og rundt. Igen blev jeg indlagt og samme pleje. De mente derefter jeg nok havde en tarmsygdom.

Endelig kom jeg hjem til DK men maven og vejrtrækningen drillede stadig.

Jeg blev bange for at drikke kaffe. Ja selv kamille te og sukker undgik jeg. Alt hvad der kunne påvirke min krop var jo måske skyld i min “sygdom”?. Jeg levede af skyr og kiks og tabte mig hurtigt 10 kg på min i forvejen ret spinkle krop. månederne gik…

Jeg begyndte blive bange for at gå udenfor. Når jeg luftede min hund eller besøgte nogle syntes jeg vejrtrækningen forværres. Derfor undgik jeg tilsidst at forlade huset.

Lægen besøgte jeg dog nærmest ugeligt. og til sidst blev vi enige om det måske var psykisk. Og jeg blev henvist til psykolog og begyndte medicin.

Dagene gik med at jeg prøvede sove. for jo mere jeg sov jo mere slap jeg for at være vågen og kæmpe med vejrtrækningen. at føle smerten. Jeg undgik stadig at besøge folk, at handle, at gå ud. selv det at sidde på min terasse kunne give mig svimmelhed. At besøge min mor gav mig panikanfald. feks lå jeg i sengen hele juleaften med slem panik mens familien åbende gaver. mine børn reagerede på det og de fik afvide hvad jeg fejlede ved hjalp fra en børnefilm fra psykriatrien. Hvorfor mor ser bange og ked ud af det. Hvorfor mor ikke luftede hunden mere.. eller hvorfor mor undgik forældrekaffe olign. Havde de feber, blev jeg syg. Min ældeste begyndte stoppe at lege på legepladsen fordi hun sagde “mor bliver bange”. enkelte gange kunne jeg bevæge mig ud. men det var knald eller fald om det derefter krævede et anfald.

Jeg var i knæ. Håbet forlod mig. nu ventede jeg ikke længere på at folk ville indse jeg var syg. Nu ventede jeg bare på at dø. At folk derefter ville sige “eeeej hun prøvede jo at advarer os..”

Psykolog hjalp en smule men ikke nok. Jeg blev derefter henvist til psyk afd. til behandling. Fik afvide min angst hed agoraforbi med panikangst. plus heldbredsangst. Ja hypokonder faktisk.. noget jeg før hen slet ikke kunne følge.

Istarten måtte min stakkels mand kører mig, samtlige gange, hel hen til døren og holde klar når jeg var færdig.

Jeg begyndte bliver mere og mere klar over min dødelig sygdom var angst. Og ikke “bare” angst. men angst.. at min hjerne er overfølsom. At symptomer er ægte men at det er pga min hjerne. ikke min krop. Jeg lærte at få panikanfaldene hurtigt ned. Jeg lærte at leve med angst. Jeg har lært, jeg ikke kan og bør leve uden den. Men den må ikke skræmme mig mere og lukke mig inde. Det er en følgesvend men jo mere jeg udfordrere den og lever mit liv som før. Jo mere usynlig bliver den. Men det kræver sin kvinde. jeg er blæst væk over hvilken kraft jeg har haft over mig. som tusindevis af andre har. Som jeg ikke vidste. som jeg troede “bare” var pyldrede. Jeg har stadig angst men nu har jeg et liv.. og kan gøre alt det jeg kunne før jeg fik angst.

Mine piger har næsten glemt at mor har angst. de mærker det sjældnet… de er glade og dejlige som altid! Til Januar bliver jeg desuden mor til en lille lækker søn <3

Og udtrykket “jeg var livens angst…” er ikke et udtryk jeg bruger mere. Fordi da jeg brugte disse ord forstod jeg slet ikke hvad det ville sige at være livens angst.

 

 

2 år efter…

Jeg lever med angsten. Jeg er den akavede generte person i hjørnet. Jeg er den de andre tror er afvisende. Jeg forsøger leve med det. Og jeg lever ret godt. Jeg bliver nok aldrig den store taler. Hende der står i spidsen af folk. Hende der nyder nærvær med bekendte. Men jeg er her og jeg kæmper. Jeg “dør” sjældnet. Og alene det er en succes for mig. Dette er en lykke følelse. Jeg håber min historie med angst kan hjælpe andre. Eller give håb. Komme over håbløsheden. Man skal lærer at leve med angsten. Når man er kommer over det værste. Som er at acceptere den. Og det er røv nitten! Men jeg har det godt. Jeg kan trække vejret og alene det er en gave. Knus fra mig.