Jeg er verdens dårligste blogger.. pt kommer der et indlæg om året. Det skal dog ikke afholde mig fra at skrive når lyst og overskud er der. Det vender jeg (måske) tilbage til i andet indlæg.

Jeg har igen gemt mine pigers udtagelser og JEG ELSKER DEM! åh hvor jeg glæder mig til deres konfirmation hvor jeg bare skal ydmyge dem total.. MUHAHAHAHA!

Jeg syntes selv mine piger er verdens sjoveste.  i vil nok se at der er mange flere fra den lille kære maddi. Men hendes mund kører også med 230 km i timen så det er der en logisk grund til…

På køreturen: Madelina: “ved i hvorfor vi holder jul? Det er fordi der blev ham Jesper født”…. Hvorefter hun skråler “Et barn er født i et bette hjem, Beeeeette hjem…

Madelina kigger på billeder af mig og baby fra hospitalet, da jeg lige havde født gabbi. “mor, du lader bare som om du er død, gør du ik?”

Madelina: “Moar, hvis nu du bliver spist af en løve så skal jeg ringe 1-1-2.. Og snakke med en fremmed… Og så bliver jeg nød til at tage bussen fremover..”

Madelina : Nåårhhh se mor.. et lam..

Mig: Det er nu en kalv…. Det er ikke får, men køer. Disse har bare mega meget pels..

Madelina: Okay… Nåårhhh en sød kvalme… eller hvad det nu var…

Gabriella : Mor vil du høre en hemmelig? du må IKKE sige det til nogen……….. kun til din familie… og alle dem du kender.. men ikke andre… LOVER du det?

“mor har du prøvet at blive bidt af en fisk?”
– Nej…
“Heller ikke mig. men i nat drømte jeg en fisk bed mig.. så nu ved jeg virkelig hvor ondt det gør”

Ser eventyr i TV med madelina. Vi ser på flyvende skibe, magi og trolde. Alt bliver slugt råt uden spørgsmål. Indtil en scene hvor en dreng smider chokolade væk uden af spise det.. så blev hun chokeret “ej mor, det vil aldrig ske i virkeligheden.

Madelina giver mig en krammer og sukker inderligt : “mmmmhh… Bryster… Du er dejlig varm som en gris mor..”

Vi har spist et lækkert hoved her til aften.. Ifølge madelina.. Hun tog det meget bogstaveligt, at jeg sagde det var en hovedret…

” Årh Mor!! Dine muffins smager så godt at jeg får lyst til at sige bandeordet som man kun må sige når man kører galt…”

På vej op på vores cykler. Afsted mod børnehaven- madelina råber “mor vææææænt!! Min numse er ikke klar endnu..”

Mor så du den her film da du var barn?… Nååå nej.. Der fandtes ikke film i gamle dage..”

Bettepigen kigger sig beundrende i spejlet.. “Mor er jeg ikke bare så smuk?”
-jo da…
“Det syntes jeg GODT nok også”

Putter mig ind til min datter, som sover og har høj feber. Hun vågner op og siger “godt man har sådan en dejlig mor” og falder i søvn i mine arme.

Maddi: “Mor, man må ikke række fuck-finger til nogen… Kun røvere..”

Madelina kommer hen til mig med en gave hun lige har fået og siger
“mig har fået en gave af farmor”
hvortil jeg prøver at rette hende og svarer
– JEG!! har fået en gave af farmor!
Hun kigger surt på mig”……jeg har da også fået en gave…”

Madelina : mor, hvor gammel er jeg, når du dør??
Mig : åh skatter, man ved aldrig hvornår man dør. Så det ved jeg ikke.
Madelina : det bare fordi…… Så kan jeg få dit sminke når du er død..
Mig :……..

Madelina havde en meeeeget grim drøm i nat..
“Mor, jeg drømte jeg delte boller ud i klassen med glasur på. Men så… Fik jeg den med kokos…

Gabbi (om at madelina selv har cyklet hen til en veninde): Ej min lillesøster er sej nu!! ……. Men jeg siger det ikke til hende.

Hørt fra madelina i bruseren “gabbi du må ikke skylle balsam ud af mit hår endnu. Det skal lige hæve”

Madelina  “hvordan man griner på tysk….??”

Imorges..
Mor: “Madelina, kom nu i sving”
Barn: Betyder det at jeg skal få fingeren ud og komme afsted?

Madelina: “Mor, min mave er fyldt op med hjerter til dig

Madelina ser chokeret på at jeg måler Neros temperatur bagi.. “Du skyller den inden du bruger den på mig!! Der er ingen som gider have røv under armen!!

Gabbi : – Mor, hvis du bare giver mig opskriften så skal jeg nok passe Nero i morgen tidlig

 

 

En rask gåtur med pigerne på bjerget i Spanien.
Madelina sakker bagud og mundtøjet kører “bla bla bla bla… De jagtede egernet.. Bla bla bla bla… Spaghetti og kød sovs.. Og far har opfundet.. Bla bla bla.. Jeg vil ikke være berømt fordi… Bla bla bla”
Mig forpustet “madelina, hvis du sparer på stemmen kan du nemmere holde til at gå den lange tur!”
Madelina muggen mumler “det er da ikke stemmen jeg bruger til at gå med…

Madelina: Jeg ønskede mig en lillesøster men han er faktisk god nok ham her…

Jeg har altid set mig selv som en stærk pige. Følsom og sart ja men stærk.

Psykiske smerter lå fjernt fra hvem jeg var og hvad jeg troede på. Jeg kunne nok være tilbøjelig til at tænke “tag dig nu sammen” når jeg hørte om folk med depressioner olign. Medfølelse ja, på et vist plan. Men uforstående over for den kraft psyken har.

Derfor gik jeg også et lille års tid hvor jeg troede jeg skulle dø. At alle havde lavet en hertz imod mig. at læger, familie, venner ikke hørte på mig. Jeg mærker at jeg dør!!. Hvorfor siger i at jeg ikke gør? Jeg drømte, jeg prøvede at gå. men jo mere jeg gik jo mere langsom tvang mine ben mig til at gå. Jeg kæmpede imod tyngdekraften i mine drømme. og i min dagligdag kæmpede jeg imod min krop.

Det startede forrige sommer på en køretur at jeg fik mit første panikanfald.

Jeg troede jeg havde fået en blodprop eller en lunge var kollapset. Ud af det blå, en dejlig sommerdag kunne jeg pludseligt ikke få vejret.

Jeg blev hentet af ambulance og undersøgt. Lægerne kunne ikke sige hvad det var men måske madforgiftigning var svaret.

Jeg var flov over påstyret. Bange for symptomer og uforståelig overfor hvad det var som jeg fejlede der kunne gøre så ondt. Som kunne kvæle mig så meget.

Jeg blev ved med at opsøge lægen. Jeg fik blodtryksapperater med hjem, jeg fik undersøgt hjertet… ja alt næsten..

Så skulle vi på ferie og jeg håbede det ville hjælpe på fysikken. Men allerede inden vi tog afsted kæmpede jeg med vejrtrækningen. Som konstant at have en pude over hovedet. Jeg befandt mig i en bobbel. Alene og overladt til at kæmpe med mig selv.

På ferien blev jeg meget syg og kunne ikke holde vådt eller tørt i mig. jeg kæmpede med vejrtrækningen. Prøvede indimellem atr nyde turen med sightseeing men igen og igen tvang symptomerne mig i knæ. Til sidst havde jeg så mange smerter og var så dehydreret at den lokale læge indlagde mig. Der fik jeg medicin og drop i en lille uges tid. Fik alverdens undersøgelser, scanninger, blodprøver…. intet at finde umiddelbart. Blev udskreven men allerede dagen efter blev jeg så syg, jeg knap kunne stå op. Det hele kørte rundt og rundt. Igen blev jeg indlagt og samme pleje. De mente derefter jeg nok havde en tarmsygdom.

Endelig kom jeg hjem til DK men maven og vejrtrækningen drillede stadig.

Jeg blev bange for at drikke kaffe. Ja selv kamille te og sukker undgik jeg. Alt hvad der kunne påvirke min krop var jo måske skyld i min “sygdom”?. Jeg levede af skyr og kiks og tabte mig hurtigt 10 kg på min i forvejen ret spinkle krop. månederne gik…

Jeg begyndte blive bange for at gå udenfor. Når jeg luftede min hund eller besøgte nogle syntes jeg vejrtrækningen forværres. Derfor undgik jeg tilsidst at forlade huset.

Lægen besøgte jeg dog nærmest ugeligt. og til sidst blev vi enige om det måske var psykisk. Og jeg blev henvist til psykolog og begyndte medicin.

Dagene gik med at jeg prøvede sove. for jo mere jeg sov jo mere slap jeg for at være vågen og kæmpe med vejrtrækningen. at føle smerten. Jeg undgik stadig at besøge folk, at handle, at gå ud. selv det at sidde på min terasse kunne give mig svimmelhed. At besøge min mor gav mig panikanfald. feks lå jeg i sengen hele juleaften med slem panik mens familien åbende gaver. mine børn reagerede på det og de fik afvide hvad jeg fejlede ved hjalp fra en børnefilm fra psykriatrien. Hvorfor mor ser bange og ked ud af det. Hvorfor mor ikke luftede hunden mere.. eller hvorfor mor undgik forældrekaffe olign. Havde de feber, blev jeg syg. Min ældeste begyndte stoppe at lege på legepladsen fordi hun sagde “mor bliver bange”. enkelte gange kunne jeg bevæge mig ud. men det var knald eller fald om det derefter krævede et anfald.

Jeg var i knæ. Håbet forlod mig. nu ventede jeg ikke længere på at folk ville indse jeg var syg. Nu ventede jeg bare på at dø. At folk derefter ville sige “eeeej hun prøvede jo at advarer os..”

Psykolog hjalp en smule men ikke nok. Jeg blev derefter henvist til psyk afd. til behandling. Fik afvide min angst hed agoraforbi med panikangst. plus heldbredsangst. Ja hypokonder faktisk.. noget jeg før hen slet ikke kunne følge.

Istarten måtte min stakkels mand kører mig, samtlige gange, hel hen til døren og holde klar når jeg var færdig.

Jeg begyndte bliver mere og mere klar over min dødelig sygdom var angst. Og ikke “bare” angst. men angst.. at min hjerne er overfølsom. At symptomer er ægte men at det er pga min hjerne. ikke min krop. Jeg lærte at få panikanfaldene hurtigt ned. Jeg lærte at leve med angst. Jeg har lært, jeg ikke kan og bør leve uden den. Men den må ikke skræmme mig mere og lukke mig inde. Det er en følgesvend men jo mere jeg udfordrere den og lever mit liv som før. Jo mere usynlig bliver den. Men det kræver sin kvinde. jeg er blæst væk over hvilken kraft jeg har haft over mig. som tusindevis af andre har. Som jeg ikke vidste. som jeg troede “bare” var pyldrede. Jeg har stadig angst men nu har jeg et liv.. og kan gøre alt det jeg kunne før jeg fik angst.

Mine piger har næsten glemt at mor har angst. de mærker det sjældnet… de er glade og dejlige som altid! Til Januar bliver jeg desuden mor til en lille lækker søn <3

Og udtrykket “jeg var livens angst…” er ikke et udtryk jeg bruger mere. Fordi da jeg brugte disse ord forstod jeg slet ikke hvad det ville sige at være livens angst.

 

 

2 år efter…

Jeg lever med angsten. Jeg er den akavede generte person i hjørnet. Jeg er den de andre tror er afvisende. Jeg forsøger leve med det. Og jeg lever ret godt. Jeg bliver nok aldrig den store taler. Hende der står i spidsen af folk. Hende der nyder nærvær med bekendte. Men jeg er her og jeg kæmper. Jeg “dør” sjældnet. Og alene det er en succes for mig. Dette er en lykke følelse. Jeg håber min historie med angst kan hjælpe andre. Eller give håb. Komme over håbløsheden. Man skal lærer at leve med angsten. Når man er kommer over det værste. Som er at acceptere den. Og det er røv nitten! Men jeg har det godt. Jeg kan trække vejret og alene det er en gave. Knus fra mig.