Om savn og kontrol…

Juleferie og pigerne er sendt hen til deres far.. I over en uge.. Jeg har glædet mig. Haft lyst til at danse rundt til “what does the fox say” i jubel over friheden.. Jeg vil se serier, drikke vin, spise i sengen, læse de bøger som har samlet støv de sidste 6 år.. Og sove til kl 11 HVER DAG…

Men.. når pigerne er væk så ender jeg alligevel ca sådan her

og sådan her

 

Oi… Så ligger jeg der på sofaen.. I hjemmestrikkede strømper… I fosterstilling sammen med mit barns dyne.. Hvor sørgeligt er det lige…

Jeg prøver at nyde det og jeg har en fantastisk tid alene med kæresten.. Men jeg føler mig halv.. Og jeg er hele tiden på mentalt.. Husker far at kigge til dem om aftenen og lægge dynen over dem??? har de strømper på??? får de børstet tænderne og leger de mon ved en vej??? falder der en komet ned i huset??

Jeg veeed jo godt far er ligeså god som jeg… Men.. kontrollen er væk.. Jeg har intet styr på mit afkom..

Den dag jeg fik min første pige med hjem så jeg satte mig ned og græd som en lille barn. Hulkede højlydt og ukontrolleret med mit ansigt dækket af tårer og snot mens babyen sødt lå i vuggen.. Tænk at jeg.. Sabina med klodset som mellemnavn, nu skulle beskytte det barn for evigt og altid.. Det kunne jeg da ikke. Den perfekte lille skabning havde jeg og kun jeg,  ansvaret for… Et levende uskyldigt perfekt lille menneske..

Efter en times tuderi fik jeg mig samlet.. Og jeg svor for mig selv at der aldrig skulle ske hende noget. Altid ville beskytte hende… Jeg tjekkede hendes åndedrat med jævne mellemrum. Vågende hver time om natten og tjekkede hende… At jeg så dagen efter slog hendes hoved ind i en bildør var ikke med i min bekyttelsesplan.. Jeg panikkede… Ingenting skete, men min selvtillid fik et hak.. Da hendes numse var brandrød fordi hun ikke kunne tåle bleerne.. Jeg panikkede. Eller da jeg placerede hendes barnevogn under et snefyldt tag mens hun sov til middag og ikke så at sneen havde dækket vognen. Intet var sket. Jeg tjekkede hende ofte. Men de forskrækkelser og fejl fra min side gjorde at jeg ikke kunne slippe taget om hende.  Jeg bar hende rundt i slynge næsten hele tiden, jeg sov med hende. Jeg forlod hende ikke før hun var 3 år..

Men så begyndte jeg at forstå… At min følelse for kontrol begyndte at gøre det modsatte. Hun fik ingen modstand. Jeg slap hende for lidt.. Hun lærte ikke at begå sig ude. Min frygt for at tabe kontrollen gjorde ikke hun blev stærkere. Tværtimod..

Jeg var meget roligere da jeg fik Madelina. Jeg begyndte at have kontrol over kontrollen istedet for at den styrede mig. Og jeg har mærket stor forskel på mine børn. Jeg slap min nr 2 mere.. og hun er faret fremad i verden.

Jeg føler nu her ikke at jeg har fejlet mere. Jeg har gjort det bedste jeg kunne. Det ved jeg.

Jeg har fået styr på min kontrol… accepteret når jeg ikke er verdens bedste mor.

Men når pigerne er væk kan jeg stadig mærke det gør ondt. at jeg ikke har styr på situationen.. der driller det mig lidt indeni… løvemor er rastløs uden kuldet… Men hører det ikke til at være mor?

Jeg vil nu forsætte min ferie og lade kontrollen hoppe under sengen mens jeg nyder min kæreste her i stilheden. eller prøve på det ihvertfal… Og det er jo SÅ skønt at sove og slappe af!!

Det sværeste ved at få børn er dette.. at man får dem. elsker dem.. men med tiden forsvinder de mellem hænderne på en… på en måde…