Et år siden nu… En lille sød historie

Jeg vil gerne dele en historie med jer. Det er en oplevelse som jeg altid vil gemme på. Det er en oplevelse der for jer, måske er lille og ubetydelig, men for mig betyder den alt. Det er tit halv-hårdt at være forældre..det skriver jeg jo så tit om… men grunden til at man lykkeligt forsætter, at man vælger at få flere børn.. at man elsker sit “arbejde”. Det er de der skud af lykke man jævnligt får som forældre..Nogle gange tænker jeg på hvad vil gå igennem mit hoved den dag jeg forlader denne jord. Minderne.. Dette er én af dem. Hvis jeg selv kan bestemme.

Det var sidst på måneden i januar sidste år. Gabbi er lige startet i ny børnehave. hun var 5 år der. Jeg er på arbejde og børnehaven ringer, at jeg hellere må komme fordi gabbi er faldet ned fra et legestativ og har ondt i armen. jeg kommer og hun sidder stille og knuger sin arm indtil sin mave. Hun har ikke grædt eller noget. Gabbi er en pige der helst ikke viser følelser offentligt. Hun er svær at bedømme. Vi havde ikke nået at fået skifte læge endnu (vi var lige flyttet) men vi får aftalt med et lægehus at vi må komme der.

Og mig i en bil… sååååk!!!!!! der skal finde noget, i en halvstor by, er som en elefant der skal styre en motorbåd. Jeg har ingen retningssans eller evne til at finde noget som helst… Selv en gps får mig til at fare vild.. Vi kører lidt rundt men finder stedet. Får parkeret alt for langt væk men vi kommer derhen.

Ventetid…. Kommer ind.. Lægen river hendes arm rundt. Jeg var ved at blive gal.. Han tror ikke der er noget for så ville hun ikke kunne “det og det”.. Nå.. Jeg fortæller at gabbi altså er MEGET forsigtig med at vise følelser.(jeg tænkte indeni at armen nok var fin men better safe than sorry) ok.. så må vi komme til røngten for en sikkerhedsskyld..

Nyt sted at finde… Hvis nogen af jer har været på Skive hospital vil i nok være mig enig. Dette er simpelthen en gåde. Jeg finder det ja… Men så at finde rundt derinde. Det er jo ikke engang et rigtigt hospital? (tror jeg ikke) dårlig skiltning, ingen mennesker (efter kl 17 ihvertfal..)

Vi møder en dame som siger vi skal gå ovenpå. og det gør vi..  Stakkels gabbi følger efter mig med sin arm knuget ind til sig. Der er mørkt. Lange gange og helt mennesketomt. Som en scene fra “Nattevagten”. :skriiig: vi venter og intet sker. Det er nu blevet mørkt udenfor.. Jeg finder en knap i væggen og trykker på den.. Det viste sig så, at det var den forkerte knap at trykke på men hey… der kom da en dame flyvende hen til os.. Vi får taget billedet og blir sendt nedenunder igen. Der finder vi venteværelset og så er der ventetid igen… Jeg er træt.. Og jeg tror egentlig bare vi får afvide “ja der er ingenting, lidt hvile. tag i bare hjem”. Gabbi er sej. Hun sidder og prøver at lege lidt. Jeg leger med hende og vi læser i bøger. finder saft og ser lidt tv…

Sygeplejersken kalder at vi må komme ind… “ja vi venter lige på svar fra viborgs læger men jeg kan allerede se nu den er brækket” Den ene knogle i armen var brækket helt over. Den anden halvt. årh.. Og jeg har slæbt hende fra syd til nord. Op og ned. Stakkels pige.

Vi får gips på og det hygger vi os egentligt med. Hun får en fin slynge og endelig blir vi sendt hjem.

Gabbi er ret stolt over amen og vil fortælle det til hendes far… jeg sender en sms til ham om han vil ringe,  og vi går ud af døren..

Fåååårk…… Hvor er min bil?? Det viste sig at den vej vi blev sendt ud af, ikke var den samme som vi kom ind af. og døren er nu aflåst… Det er begyndt at sne og det blæste. Det var koldt og mørkt. Jeg forsøger bærer hende rundt om hospitalet mens vi leder efter min hvide bil..

Vi finder den da og sætter os ind. Vi er trætte, kuldrede i hovedet, sultne, nu også våde og kolde…

Vi kører hjemad…

Der er dyb stilhed i bilen… Jeg har en dårlig fornemmelse i maven. Gabbi er blevet slæbt rundt de sidste mange timer. og jeg troede egentlig ikke armen fejlede noget specielt. Jeg har kørt forkert, parkeret forkert, gået forkert. Regn og sne..  Jeg ved ikke om jeg har været der nok for hende. Jeg tror det egentlig. Syntes vi har prøvet at hygge os med det.. men mine tidligere tanker om hvor RØV det var at kører rundt og farer vild i trafikken osv osv “når det er uden grund” nager mig.. jeg må hellere glatte det ud med hende…

Vi har kørt lidt tid da jeg siger ala..

“Tænk at armen var brækket. Det vidste mor slet ikke. Du må undskylde hvis jeg har været træls.. og så har jeg bare været stresset og kørt forkert hele dagen…. og tilsidst kunne vi slet ikke finde bilen… Det var da noget værre noget” jeg kigger i bagspejlet og hun kigger på mig.

Der går nogle få sekunder så begynder gabbi at småfnise..

Så fniser jeg også…

Gabbi begynder at grine.. Jeg begynder at grine…

Og så med ét sad vi der. 2 mennesker og skraldgrinede… Vi kunne slet ikke stoppe. Tårene trillede ned af vores kinder. Total uhæmmet grin (folk i modsatte kørende biler må have tænkt deres.. haha..)

Flere kilometer sad vi bare der og lo og lo.. Jeg kan huske jeg på et tidspunkt sagde “hvad griner vi egentlig af??” og så grinede gabbi bare endnu mere…

Mobilen ringer, det er hendes far. Jeg får holdt ind til siden

“Hvad er der sket” spørger han??

“Ja..øhm… (rømme sig) hahahahahah… Din datter har brækket armen, desværre, HAHAHAHAHAHAHA”

og gabbi forsatte i baggrunden..

Han må havde troet vi var sindssyge.. Nå men vi tog os sammen og gabbi fik lige hurtigt snakket med sin far og så kørte vi de sidste par kilometer hjem. Stadig i godt humør.

Jeg elsker det minde.. det var så befrigende. så unikt for os begge. Vi grinte os ud af en træls situation.. og jeg takker Gud for hun begyndte at fnise der og startede latterkrampen… alt negativt blev rystet af os.. Det var så fedt… En oplevelse der gav, det der, unikke skud af forældrelykke…

 

 

 

 

 

 

 

‘