Jeg har amme hjerne. Det vælger jeg at kalde det. Fordi jeg har ammet 2 børn. BUM. ( i ca 100 år..) Godt nok ammer jeg ikke mere… Men skaden er sket! im sure…

Ja, måske havde jeg endda amme hjerne før jeg fik børn.. Det tror jeg nok min familie vil mene.. (tak til min bror for at sige jeg minder om Pluto fra Disney..) Jeg hed hellere ikke “Sabina” i min omgangskreds før jeg fyldte 15 cirkus.. Hos dem hed jeg “Bimmer” (selv venners forældre kaldte mig det… oi..) But summersumarum så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal kalde det… End ammehjerne…

Jeg laver tåbeligeheder hele tiden.. Men jeg vil øve mig! Blive voksen. En person der overvejer, som tænker før man taler, som ikke vælter sig igennem livet men svæver ligeså yndefuldt. jeps… Men amme hjernen har pt magten…

Nå, men her er nogle af de punkter jeg skal øve mig i:

– At gøre tingene færdigt.

Jeg er mester i at gører ting 98 % færdigt. Min tandpasta får aldrig låg på og hver dag må jeg så skrabe tørret kant af. Min smør får aldrig låget skubbet heeelt ned, så den falder af hver gang jeg tager den ud af køleskabet. Vinduet kommer ikke helt i lukning (eller hvad det hedder) ja selv min mad bliver kun spist med de der 98% om der så kun er en mikrobid tilbage…

 

 

 

– At kunne sige nej eller ja og MENE det

Jeg siger nej mange gange om dagen. især til ungerne. De har hurtigt lært at argumentere mig til at jeg istedet siger ja.. så nu er alt til forhandling herhjemme. Det er som om min hjerne siger “hey de har jo ret” eller “hvad kan det skade” efter at den havde taget den rationelle beslutning om et “nej”… Det kan også være min kæreste spørger ” har du lyst til kinamad?” så siger jeg ja… så siger han “er du sikker”… BUM. så er jeg ikke sikker og siger så “nej”? Tænk hvis jeg (ud over alt forventing) skulle ende i “Hvem vil være millionær”.. jeg ville aldrig kunne besvare et spørgsmål O:

 

 

– At snakke i mobil telefon eller smalltalke

I forvejen er jeg ikke mester i smalltalk men ved veninder og familie plejer min mund nu ikke fejle noget.. indtil der kommer en mobil imellem os.. Det er som om min hjerne ikke forstår at jeg ikke kan se personen jeg taler med..?? (og Skype er heller ikke godt. prøvede én gang og stak mit hoved helt close up i skærmen mens jeg råbte “kan du høre mig” og så fik jeg vidst ikke sagt mere..) I telefonen bruger jeg nærmest kun ord som “fint”, “ja” “nej” “hvordan går det?” og så dyb tavshed indtil min telefon ven siger noget… jeg duer virkelig ikke til det.

Udover det, så smalltalk til sociale begivenheder. især forældremøder eller hyggeting i børnehaven. jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal sige..

 

 

– At låse min dør op.

Overskriften lyder enkel men i min hjerne forgår det sådan at jeg ca. halvdelen af gangene hvor jeg skal låse min hoveddør op, så går jeg mod døren mens jeg trykker aggressivt på min bilnøgle (hvor bilen så sikkert står og blinker løs i baggrunden) Min hoveddør har overhovedet ingen automatisk “op-låse-knap (?)” men alligevel gør jeg det aaalt for tit..

 

 

– At mus ikke er farlige – og slet ikke på billeder

Jeg hader de kryb. Eller nej ikke hader. Jeg sys bare de er så skræmmede! hvilket gør at når jeg køber savsmuld til pigernes marsvin, så må jeg vende den om, så jeg ikke kan se der der musehoveder der er på indpakningen.. Sidst jeg var med min kæreste i “pet world” for at købe et kødben sprang jeg for livet og råbte en eller anden underlig lyd.. fordi jeg i min øjenkrog så en kanin.. i plastik.. i en indhegning… til pynt… mand, det var top kikset og pinligt… der findes ingen måde man kan gå yndefuldt fra det. selvom jeg prøvede… lad som ingenting – lad som ingenting….. Inde i butikken fik jeg tics ala små chok-hop hver gang jeg lige så til siden, og der så var småkravlsbilleder på poserne. WTF hvad sker der får min hjerne? jeg har selv marsvin??? og det er bare billeder på poser…. ikke savlende mutante kæledyr der står på spring for at æde mig..  oi…

 

 

– at bruge ord der ikke eksisterer

Jeg har mit eget sprog plejer folk at sige. jeg har en “evne” til bare at slynge nogle ord og sætninger ud som ikke hører til i det danske sprog. som feks “kritiktion”, “epidisoder”, ja overstående i min tekst kan i sikkert også udpeje nogle… folk forstår mig altid, vil jeg lige påpeje. Og selvom de er søde og sige “det er bare en charme ved dig Sabina” så nej det er jo ingen charme. det er grimt.. og kikset… must be better at that!

 

 

– at huske min børn…

Ja det var lidt pinligt den dag, da jeg kørte hjemad efter at havde hentet mit barn..  vi snakkede løs men jeg følte jeg manglende noget… men hvad det var, vidste jeg ikke. vi bor ca 15 minutter fra byen. indtil barnet spurgte hvor sin søster var? F*** U-vending og tilbage i en fart. ikke at børnehaven havde lukket men bare det at glemme man altså har en 4 årige…

Det var endnu pinligere den dag jeg sad og legede med min baby på skødet. og så kom jeg i tanke om det.. at det var min datters 1 års fødselsdag. Ej hvor dårlig morstil er det lige… fik dog hurtigt inviteret farmor og barnet fik en kæmpe nutella snack som  i “jeg er en mor der har det SÅ dårligt med mig selv” undskyldningsgave.. jeg ved jo godt hun ikke opdagede noget.. meeen ej sådan nogle bør jeg sku ikke glemme…

 

 

– at huske folk og numre generelt…

Det er ikke kun mine børns fødselsdage jeg glemmer. det er hele min families. Jeg kan huske mine søskendes, fordi vi er 4 børn der er født inden for 14 dage i juli. Men andre niks.. intet. Ikke min kære mor.. ikke min fars.. Jeg glemmer også at vende tilbage til folk, at følge op på aftaler. at “komme ud”, at skrive eller ringe… Ansigter og navne (selv når jeg har kendt dem længe.) oi… Min egen alder er også blevet fjern.. Og at huske mit telefonnummer er også en opgave.. Jeg kan hellere ikke min kode endnu (selvom jeg har haft den ét år)

 

Det var nogle af de ting jeg må øve mig i det næste år! Derudover skal jeg også undgå at komme til skade og smide noget væk… BUM…

jeg må få magten over min hjerne og tvinge den til at.. ja bare at fungere nogenlunde normalt…

 

 

 

 

 

Da jeg for 10 år siden mødte min ex, præsenterede han mig for hans 2 små døtre.

Den ældeste var en følsom og tilbageholden pige med krøllet smukt kopperfarvede hår. Hun havde de sødeste æblekinder og små fregner over næsen. Den yngste havde lyst prisessehår og de klareste blå øjne. Hun var åben og fuld af spilopper. Drillesyg, men på en måde som gjorde hun kunne charmere sig ud af alt.

Selvom jeg var meget ung og at jeg der syntes det var en mundfuld at blive papmor for 2 piger før jeg fyldte 20 år, så gik der jo ikke engang minutter før jeg begyndte at elske dem.

Jeg havde forventet at der hver anden weekend ville komme 2 pisse irreterende unger. At de nok vil hade mig.. At jeg vil være den cliché agtige unge dumme stedmor. Sådan havde jeg læst og hørt om det. Jeg var ung. Næsten stadig et barn.. Ingen erfaring.. Men det gik så nemt. De 2 piger var helt unikke. Forskellige. Sjove og særlige. Den yngste fandt hurtigt ind i mine arme. Hun var meget kærlig og elskede at putte ind til mig på skødet. kravlede rundt på mig som en lille abeunge. Den store var som beskreven mere tilbageholden. Men man lærte hurtigt at det bare var fordi hendes hjerte næsten var for stort. Hendes måde at vise kærlighed på var hendes gerninger, og hendes følsomme sind (jeg har ikke tal på de gange hun har prøvet at prakke mig en kat på fordi den stakkels lille fyr manglede et hjem..)

I starten var det lidt svært.. Jeg kunne have det svært ved, at jeg og min kæreste ikke var “de første” der oplevede sammen at få et barn. At vi var sammen om at kludre i at putte ble på. At vi begge var uvidende og nybagte forældre. Nu havde han jo prøvet det før og så var det jo ikke det samme. Der tog jeg så meget fejl.. Men det vidste jeg ikke der.

Pigerne kom hver anden weekend. Vi lavede ofte bål, tog på telttur, kørte i skoven. Vi var meget aktive og weekenderne var altid en fest.

Tiden gik og så blev jeg selv mor. Mine papdøtre var de første der var inde og se den nye baby. Og der viste det sig jo, at det kun var en fordel, at min kæreste havde børn i forvejen. Ingen forskel. Kun mere kærlighed. Jeg følte mig nu mere tæt med mine papdøtre. Som om de også var mine.

Jeg var også bange for at pigerne ville føle sig usikre. Nu havde deres far jo en baby hos ham 24/7 og de ville stadig kun se ham hver anden weekend. Men hvis de var, viste de det ikke. Min datter fik de bedste søstre hun kunne få. De var der altid for hende og nogle weekender aflyste de endda private aftaler for at være sammen med deres lillesøster. Jeg forsøgte at vise dem så meget kærlighed jeg kunne nå og jeg tror også de mærkede at vi savnede dem og behøvede dem.

Jeg fulgte dem i stort og småt.. Vi havde et lidt veninde forhold. Jeg var en ung papmor og jeg var usikker på hvor meget jeg kunne blande mig, opdrage på dem.. Hvor var min placering? Jeg savnede dem i løbet af de uger vi ikke så dem. Men jeg vidste stadig godt, at det var “far” de besøgte når de kom.. Sådan mest.. Som papmor til 2 piger der i forvejen havde en alletiders mor derhjemme, var det svært for mig at finde min plads.

Et sted i mit hoved lød det : Her er nogle børn. Elsk dem som de var dine egne. Men husk de ikke er dine egne og at du intet har at sige over dem. At kærligheden er betinget. Hvis du “fejler” risikere du at ødelægge et godt forhold”

Men det var egentlig også okay. Jeg fandt mig tilrette i rollen som ekstern familiemedlem. Jeg var meget heldig at vi ingen problemer havde.

Så fik jeg nr 2 baby. Og igen bød pigerne den lille ny velkommen med stort hjerte. Jeg fødte hjemme. Pigerne kørte rundt i bil med deres farmor, indtil jeg havde fået barnet ud så de kunne holde ved huset. vældig cute!

Igen gik der nogle gode år og vores bånd blev kun tættere. De var teenagere nu og vi havde mange lange snakke. Jeg var fornylig selv teenanger (hahah) så jeg kunne måske nemmere relatere til de ting de oplevede. Jeg følte mig på hjemmebane. At jeg pludselig havde en rolle. Noget som JEG var god til. Som kun jeg kunne bruges til.

Der var ingen forskel imellem dem og mine egne børn (bortset fra at jeg slippede for at tørre deres bagdel haha) Vi havde fundet en balance. Eller jeg havde. Jeg oplevede at føle “forældre” kærlighed til piger der ikke var mine. Jeg havde set dem vokse op,. Givet dem plaster på deres knæer. Puttet dem under dynen. Redt deres hår. Lavet deres mad. Senere delt make-up og udvekslet erfaringer. Vist dem deres første gyserfilm, grint af byturer eller fjollede oplevelser. Grædt over, når de havde det svært..

Fantastisk oplevelse jo. At blive en del af deres liv. Nogens liv.

Så gik det sådan, at jeg blev skilt fra mine papdøtres far.

Pludselig stod jeg nu på usikker grund igen. Hvad var jeg nu? Skal jeg stoppe med at elske dem? Må jeg elske dem? Ser jeg dem igen på samme måde? Jeg følte mig som taberen. At jeg havde mistet.. Et tab. Udover skilsmissen havde jeg mistet 2 “døtre”. Jeg vidste godt at de stadig ville ringe og besøge mig… Men jeg ville ikke altid vide de sidste nye mere. Hvem var den nye kæreste? Hvor skal i til fest? Har du fået nye sko? Husk honning i din te… Altså alle de der små (og alligevel store) ting i dagligdagen.

Jeg var jo det eksterne familiemedlem. Blodets bånd er tykkere. Min hjerne ved godt, jeg ikke er deres papmor mere. Men det ville mit hjerte ikke erkende.

Jeg havde jo åbnet mig. Taget 2 piger til mig. 9 år havde vi været en familie. Og så skal man på en måde sige farvel. Det var hårdt. Altså… først kæmper man med at blive inddraget i familien. Man bliver en familie. Og pludselig så er man ikke det man havde kæmpet for.. Hvad er man så?

Tiden gik (igen) og der kom den naturlige afstand som jeg havde forventet. Det blev også lidt akavet istarten. Men hver gang, de så besøgte mig. Når de første par minutter var gået. faldt vi tilbage i rytmen. Den gamle rytme vi havde været i. Vi var stadig de samme. Lidt ældre med nye oplevelser i bagagen. Men stadig de samme.

Selvom jeg ikke er deres papmor mere og jeg har accepteret det, så har jeg fundet min nye placering.

Jeg er deres ven. Og deres familie. Jeg behøver ikke have en titel mere. En grund. Bare det at de kommer her, og jeg stadig må elske dem ligeså højt, som jeg altid har gjort. Købe dem en julegave. Følge deres liv på facebook. Give dem kage indimellem. Det er nok. Og det sætter jeg pris på. Jeg følte et tab men egentlig har jeg jo fået en gave. Jeg har oplevet så meget med dem. De lærte mig mange ting ubevidst og jeg udviklede mig med dem. Jeg ved vi fremadrettet stadig vil få mange gode år sammen. og det glæder jeg mig til(((:

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Mine børn har fået en dille… Nemlig at skræmme mig mest muligt. Jeg er sjov at skræmme, det ved jeg. Fra jeg var helt lille har familie og venner nydt at skræmme livet af mig (tak tak) min reaktion er nemlig ikke en yndefuld forbavelse efterfulgt af et -ung, lækker kvinde i gyserfilm med nydeligt skrig- agtish.. Det er total dyrisk.. Jeg hopper, løber for livet, falder, slår armene op i vejret.. og så skriger jeg ikke.. jeg brøler from the bottom of my stomach..

SÅK! selv mens jeg nu skrev dette indlæg lettede jeg lige adskellige centimeter fra stolen da gabbi kom bagved og sagde “bøh” oi… nu kan jeg ikke engang skrive dette indlæg færdigt uden bankede hjerte og skulen bag min skuldre..

Nå tilbage…

Jeg har endda et hak i kraniet, fra da jeg blev bange for en film, og slog mig selv ned med en fjernbetjening i skræk…

Mine unger har nu opfanget det. deres spilopper er endeløse… Banke på døren, jeg åbner og så bliver der smidt en monster stor legetøjsedderkop ind på mig.. Ja edderkoppen har været et hit. Stiller den rundt omkring. Bede mig samle noget op og så ligger bæstet under..  Nu har jeg vænnet mig til den (dvs truet med at smide den ud hvis de gør det igen :fjøjte:) og så måtte de finde på nyt.. “bøh” bag ved mig sker ofte” Men nu… Og den er altså freaking scary… Nu er de begyndt at liste sig om bagved mig. De sir ikke en lyd.. Står helt stille… Mens jeg feks sidder i sofaen.. Og kender i det, at i ikke kan høre noget men fornemmer noget bag ved jer? så kigger jeg intet anede tilbage og så står de sådan:

(jeg fik maddi til at vise det så jeg kunne tage et billede)

Fortæl mig nu at i også ser et freaking scary barn??????????

ok, måske påvirket af gyserfilm med små blonde spøgelsesbørn (som jeg er blevet for gammel og skræmt til at se)

Jeg letter en meter HVER GANG.. Mit hjerte hopper over… og så løber jeg, hvis de forsætter. Flygter simpelthen fra mine egne unger mens de render efter med klam-ansigtet.. AD! og wtf laver jeg lige???????????  bagefter griner jeg fordi det er så dumt… Men det er også dumt.. For min reaktion gør det bare endnu sjovere at skræmme mor…

Oi… Jeg frygter fremtiden når et par tumlinger allerede finder på disse smålege.. Hvad ender det ikke med..

 

Jeg vil gerne dele en historie med jer. Det er en oplevelse som jeg altid vil gemme på. Det er en oplevelse der for jer, måske er lille og ubetydelig, men for mig betyder den alt. Det er tit halv-hårdt at være forældre..det skriver jeg jo så tit om… men grunden til at man lykkeligt forsætter, at man vælger at få flere børn.. at man elsker sit “arbejde”. Det er de der skud af lykke man jævnligt får som forældre..Nogle gange tænker jeg på hvad vil gå igennem mit hoved den dag jeg forlader denne jord. Minderne.. Dette er én af dem. Hvis jeg selv kan bestemme.

Det var sidst på måneden i januar sidste år. Gabbi er lige startet i ny børnehave. hun var 5 år der. Jeg er på arbejde og børnehaven ringer, at jeg hellere må komme fordi gabbi er faldet ned fra et legestativ og har ondt i armen. jeg kommer og hun sidder stille og knuger sin arm indtil sin mave. Hun har ikke grædt eller noget. Gabbi er en pige der helst ikke viser følelser offentligt. Hun er svær at bedømme. Vi havde ikke nået at fået skifte læge endnu (vi var lige flyttet) men vi får aftalt med et lægehus at vi må komme der.

Og mig i en bil… sååååk!!!!!! der skal finde noget, i en halvstor by, er som en elefant der skal styre en motorbåd. Jeg har ingen retningssans eller evne til at finde noget som helst… Selv en gps får mig til at fare vild.. Vi kører lidt rundt men finder stedet. Får parkeret alt for langt væk men vi kommer derhen.

Ventetid…. Kommer ind.. Lægen river hendes arm rundt. Jeg var ved at blive gal.. Han tror ikke der er noget for så ville hun ikke kunne “det og det”.. Nå.. Jeg fortæller at gabbi altså er MEGET forsigtig med at vise følelser.(jeg tænkte indeni at armen nok var fin men better safe than sorry) ok.. så må vi komme til røngten for en sikkerhedsskyld..

Nyt sted at finde… Hvis nogen af jer har været på Skive hospital vil i nok være mig enig. Dette er simpelthen en gåde. Jeg finder det ja… Men så at finde rundt derinde. Det er jo ikke engang et rigtigt hospital? (tror jeg ikke) dårlig skiltning, ingen mennesker (efter kl 17 ihvertfal..)

Vi møder en dame som siger vi skal gå ovenpå. og det gør vi..  Stakkels gabbi følger efter mig med sin arm knuget ind til sig. Der er mørkt. Lange gange og helt mennesketomt. Som en scene fra “Nattevagten”. :skriiig: vi venter og intet sker. Det er nu blevet mørkt udenfor.. Jeg finder en knap i væggen og trykker på den.. Det viste sig så, at det var den forkerte knap at trykke på men hey… der kom da en dame flyvende hen til os.. Vi får taget billedet og blir sendt nedenunder igen. Der finder vi venteværelset og så er der ventetid igen… Jeg er træt.. Og jeg tror egentlig bare vi får afvide “ja der er ingenting, lidt hvile. tag i bare hjem”. Gabbi er sej. Hun sidder og prøver at lege lidt. Jeg leger med hende og vi læser i bøger. finder saft og ser lidt tv…

Sygeplejersken kalder at vi må komme ind… “ja vi venter lige på svar fra viborgs læger men jeg kan allerede se nu den er brækket” Den ene knogle i armen var brækket helt over. Den anden halvt. årh.. Og jeg har slæbt hende fra syd til nord. Op og ned. Stakkels pige.

Vi får gips på og det hygger vi os egentligt med. Hun får en fin slynge og endelig blir vi sendt hjem.

Gabbi er ret stolt over amen og vil fortælle det til hendes far… jeg sender en sms til ham om han vil ringe,  og vi går ud af døren..

Fåååårk…… Hvor er min bil?? Det viste sig at den vej vi blev sendt ud af, ikke var den samme som vi kom ind af. og døren er nu aflåst… Det er begyndt at sne og det blæste. Det var koldt og mørkt. Jeg forsøger bærer hende rundt om hospitalet mens vi leder efter min hvide bil..

Vi finder den da og sætter os ind. Vi er trætte, kuldrede i hovedet, sultne, nu også våde og kolde…

Vi kører hjemad…

Der er dyb stilhed i bilen… Jeg har en dårlig fornemmelse i maven. Gabbi er blevet slæbt rundt de sidste mange timer. og jeg troede egentlig ikke armen fejlede noget specielt. Jeg har kørt forkert, parkeret forkert, gået forkert. Regn og sne..  Jeg ved ikke om jeg har været der nok for hende. Jeg tror det egentlig. Syntes vi har prøvet at hygge os med det.. men mine tidligere tanker om hvor RØV det var at kører rundt og farer vild i trafikken osv osv “når det er uden grund” nager mig.. jeg må hellere glatte det ud med hende…

Vi har kørt lidt tid da jeg siger ala..

“Tænk at armen var brækket. Det vidste mor slet ikke. Du må undskylde hvis jeg har været træls.. og så har jeg bare været stresset og kørt forkert hele dagen…. og tilsidst kunne vi slet ikke finde bilen… Det var da noget værre noget” jeg kigger i bagspejlet og hun kigger på mig.

Der går nogle få sekunder så begynder gabbi at småfnise..

Så fniser jeg også…

Gabbi begynder at grine.. Jeg begynder at grine…

Og så med ét sad vi der. 2 mennesker og skraldgrinede… Vi kunne slet ikke stoppe. Tårene trillede ned af vores kinder. Total uhæmmet grin (folk i modsatte kørende biler må have tænkt deres.. haha..)

Flere kilometer sad vi bare der og lo og lo.. Jeg kan huske jeg på et tidspunkt sagde “hvad griner vi egentlig af??” og så grinede gabbi bare endnu mere…

Mobilen ringer, det er hendes far. Jeg får holdt ind til siden

“Hvad er der sket” spørger han??

“Ja..øhm… (rømme sig) hahahahahah… Din datter har brækket armen, desværre, HAHAHAHAHAHAHA”

og gabbi forsatte i baggrunden..

Han må havde troet vi var sindssyge.. Nå men vi tog os sammen og gabbi fik lige hurtigt snakket med sin far og så kørte vi de sidste par kilometer hjem. Stadig i godt humør.

Jeg elsker det minde.. det var så befrigende. så unikt for os begge. Vi grinte os ud af en træls situation.. og jeg takker Gud for hun begyndte at fnise der og startede latterkrampen… alt negativt blev rystet af os.. Det var så fedt… En oplevelse der gav, det der, unikke skud af forældrelykke…

 

 

 

 

 

 

 

‘

 

 

Som en julegave til familie, fik vi i efteråret taget billeder i skoven af vores piger, sammen med min svigerinde og min niece. Og de blev så gode! Jeg elsker dem alle.

Det begyndte selvfølgelig at regne og blive overskyet (= røvdårlige billeder) men vi søgte læ i nogle shelters der lå der og i regnpauserne fik vi så taget nogle billeder.  Svigerindes baby blev muggen og min yngste var lige så muggen..  Men ja selvfølgelig gider de ikke smile på kommando. “Her unger stil jer lige ud i en regnfyldt halvmørk skov, mød ham her den fremmede høje fotograf og smil så yndigt til ham! basta!” den gik utroligt nok ikke 😛 og det giver heller ikke gode billeder. jeg sys faktisk de bedste billeder vi fik er dem hvor de bare er dem selv. mugne eller ej(:  Men så vi stod der 3 voksne mennesker og hoppede og dansede bagved fotografen få at få lidt smil frem. heheh…. det var godt det ikke var os der kom billeder af… just saying…

Her er et “lille udpluk” af de dejligste piger i nogensinde har set((:

 

Gabriella var SÅ meget på. i en hel time stod hun og lavede alverdens poseringer. Det plejer være hende der er den generte men hold fast hvor hun legede fotomodel den dag. De billeder jeg har af hende smilende og poserende, er endeløse… og hun er jo også så fotogen hva?

 

Dette næste billede ELSKER jeg. Fotografen tog det mens ingen var på. i “pausen”. jeg sys udtrykket på gabriella er fantastisk. voksent, sørgeligt, tænkede. jeg sys hun er så smuk og sigende der:

 

Og liiige lidt af de sjove billeder også((:

Uuups ved at falde….

 

Please kill me now….

 

Et “lille” udpluk af så fine billeder af mine dejlige piger.

God dag til jer!