Jeg er verdens dårligste blogger.. pt kommer der et indlæg om året. Det skal dog ikke afholde mig fra at skrive når lyst og overskud er der. Det vender jeg (måske) tilbage til i andet indlæg.
Jeg har igen gemt mine pigers udtagelser og JEG ELSKER DEM! åh hvor jeg glæder mig til deres konfirmation hvor jeg bare skal ydmyge dem total.. MUHAHAHAHA!
Jeg syntes selv mine piger er verdens sjoveste. i vil nok se at der er mange flere fra den lille kære maddi. Men hendes mund kører også med 230 km i timen så det er der en logisk grund til…
På køreturen: Madelina: “ved i hvorfor vi holder jul? Det er fordi der blev ham Jesper født”…. Hvorefter hun skråler “Et barn er født i et bette hjem, Beeeeette hjem…
Madelina kigger på billeder af mig og baby fra hospitalet, da jeg lige havde født gabbi. “mor, du lader bare som om du er død, gør du ik?”
Madelina: “Moar, hvis nu du bliver spist af en løve så skal jeg ringe 1-1-2.. Og snakke med en fremmed… Og så bliver jeg nød til at tage bussen fremover..”
Madelina : Nåårhhh se mor.. et lam..
Mig: Det er nu en kalv…. Det er ikke får, men køer. Disse har bare mega meget pels..
Madelina: Okay… Nåårhhh en sød kvalme… eller hvad det nu var…
Gabriella : Mor vil du høre en hemmelig? du må IKKE sige det til nogen……….. kun til din familie… og alle dem du kender.. men ikke andre… LOVER du det?
“mor har du prøvet at blive bidt af en fisk?”
– Nej…
“Heller ikke mig. men i nat drømte jeg en fisk bed mig.. så nu ved jeg virkelig hvor ondt det gør”
Ser eventyr i TV med madelina. Vi ser på flyvende skibe, magi og trolde. Alt bliver slugt råt uden spørgsmål. Indtil en scene hvor en dreng smider chokolade væk uden af spise det.. så blev hun chokeret “ej mor, det vil aldrig ske i virkeligheden.
Madelina giver mig en krammer og sukker inderligt : “mmmmhh… Bryster… Du er dejlig varm som en gris mor..”
Vi har spist et lækkert hoved her til aften.. Ifølge madelina.. Hun tog det meget bogstaveligt, at jeg sagde det var en hovedret…
” Årh Mor!! Dine muffins smager så godt at jeg får lyst til at sige bandeordet som man kun må sige når man kører galt…”
På vej op på vores cykler. Afsted mod børnehaven- madelina råber “mor vææææænt!! Min numse er ikke klar endnu..”
Mor så du den her film da du var barn?… Nååå nej.. Der fandtes ikke film i gamle dage..”
Bettepigen kigger sig beundrende i spejlet.. “Mor er jeg ikke bare så smuk?”
-jo da…
“Det syntes jeg GODT nok også”
Putter mig ind til min datter, som sover og har høj feber. Hun vågner op og siger “godt man har sådan en dejlig mor” og falder i søvn i mine arme.
Maddi: “Mor, man må ikke række fuck-finger til nogen… Kun røvere..”
Madelina kommer hen til mig med en gave hun lige har fået og siger
“mig har fået en gave af farmor”
hvortil jeg prøver at rette hende og svarer
– JEG!! har fået en gave af farmor!
Hun kigger surt på mig”……jeg har da også fået en gave…”
Madelina : mor, hvor gammel er jeg, når du dør??
Mig : åh skatter, man ved aldrig hvornår man dør. Så det ved jeg ikke.
Madelina : det bare fordi…… Så kan jeg få dit sminke når du er død..
Mig :……..
Madelina havde en meeeeget grim drøm i nat..
“Mor, jeg drømte jeg delte boller ud i klassen med glasur på. Men så… Fik jeg den med kokos…
Gabbi (om at madelina selv har cyklet hen til en veninde): Ej min lillesøster er sej nu!! ……. Men jeg siger det ikke til hende.
Hørt fra madelina i bruseren “gabbi du må ikke skylle balsam ud af mit hår endnu. Det skal lige hæve”
Madelina “hvordan man griner på tysk….??”
Imorges..
Mor: “Madelina, kom nu i sving”
Barn: Betyder det at jeg skal få fingeren ud og komme afsted?
Madelina: “Mor, min mave er fyldt op med hjerter til dig
Madelina ser chokeret på at jeg måler Neros temperatur bagi.. “Du skyller den inden du bruger den på mig!! Der er ingen som gider have røv under armen!!
Gabbi : – Mor, hvis du bare giver mig opskriften så skal jeg nok passe Nero i morgen tidlig
En rask gåtur med pigerne på bjerget i Spanien.
Madelina sakker bagud og mundtøjet kører “bla bla bla bla… De jagtede egernet.. Bla bla bla bla… Spaghetti og kød sovs.. Og far har opfundet.. Bla bla bla.. Jeg vil ikke være berømt fordi… Bla bla bla”
Mig forpustet “madelina, hvis du sparer på stemmen kan du nemmere holde til at gå den lange tur!”
Madelina muggen mumler “det er da ikke stemmen jeg bruger til at gå med…
Madelina: Jeg ønskede mig en lillesøster men han er faktisk god nok ham her…
Eller er det efterhånden et NO-GO? Jeg tænkte over det, den anden dag da jeg skulle beskrive min yngste for hendes nye børnehave hvor jeg sagde “jamen hun er meget sådan “piget” pige”
Ehm…
Jeg mener (selvfølgelig???) at hun er meget lyserød. Det handler om udseende, prinsesser, lyserøde solbriller og læbestift. Hun er ikke til bil-leg, sport eller pirater..
MEN nu er der jo ofte debatten omkring piger/drenge- alle ens-ligestilling. At drenge også skal inviteres til prinsesse fester og man ikke må kalde det pige-og drenge farver mere… At i skolerne man ikke må lave drenge-og pige grupper mere. Drenge har lige så meget ret til at gå i lyserøde nederdele og piger må gerne være med til mudderlege.. Hvilket jeg udemærket forstår!
Min ældeste er selv en pige som bare smider et par hullede bukser på, 2 uens strømper og foretrækker at klatre i træer og køre på det der skateboard (som hedder noget andet idag, hvilket gamle her ikke kan huske) Jeg får lyst til at kalde hende en drenge-pige.. Men det dutter jo ikke… mere.. Hun er jo kun en pige.. Ej det lød grimt. Hun er en pige.. Som er til ude-liv, sport og ikke til pynt og dans..
Det sidder bare så dybt i mig at kalde det drenge og pige ting.. Selvom jeg godt kan se det ikke er helt korrekt..
Omvendt så.. skal man sku også passe på ikke at blive for.. ja.. forsigtig? pædagogisk korrekt? Man bliver jo helt nervøs for at udtale sig… Eller bare sige det, der falder én ind… Jeg husker en debat på nettet hvor jeg læste et indlæg fra en kvinde som var meget forfærdet over hun havde hørt en far udtale sig over for sin egen dreng i børnehaven at “ejj lyserød er da en pigefarve”.. hun fik mange svar og altså… det var ligefør den flok høns anklagede ham for at mishandle sit barn…
Argg skal vi nu ikke liiige…
Mon ikke drengen nok skal klarer sig alligevel og får sin egen mening i sidste ende.. Man skal nok få mange påvirkninger udefra.. (Når han er voksen skal han alligevel vælge om han er “blå” eller “rød”.. muhaha ej dårlig spøg til side.. lettere påvirket af plakater overalt)
Det var da ligefør jeg tudede da min ældste stoppede med at kalde mig “momma” istedet for den oblikatoriske “mor” fordi hendes veninde sagde det var barnligt… Der kunne jeg da ikke overtale hende til det ikke var barnligt, men bare noget vi havde sammen. Mine har ihvertfal sine egne meninger..
Og det er egentlig der jeg også vil hen med mit indlæg.. da jeg stareted.. host host… Jeg har alle dage prøvet at støtte mine børn i det de kan lide..
Rettede gaver, tøj og aktiviteter efter hvad de syntes om.
Min ældste gamascher, bamser/dyr og vilde lege.
Min yngste kjoler, barbier og hårpynt..
Jeg kan nemt finde på at krølle hendes hår hvis hun spørger, låne hende lidt lipgloss eller lade hende lege med mit tøj (vi snakker her om engang imellem ik? jeg sminker ikke mit barn.. det er der usundt for hud begrænser vi self meget) men ligesom jeg nyder at kører den ældeste i skoven så hun kan svinge sig rundt i bedste abestil så prøver jeg også at nyde at min yngste er den hun er.. som lister sig ind i mors skoskab
“Hvem mig?… jeg har da ikke lånt dine sko..”
Men jeg er da også i tvivl om det er ok.. mht til den yngste.. ( se lige bort fra jeg godt kan se hun kan brække både ben og næse gående i de sko..)Om det er ok at min 4 årige allerede går op i sit udseende. Jeg selv syntes jo egentlig selv, at det er bedst hun bare er et barn, som den ældste. Pisseligeglad og bare derud af.. Jeg var selv en pige som lege med turtles. byggede huler og var beskidt 24/7…Jeg får dårlige nerver når jeg læser de artikler som igen og igen dukker op omkring helt små børn og dårligt selvværd…. Men hvis det er det hun går op i (og ja jeg ved godt, det er pga hun nok ser mig med mine ansigtsmasker og makeup og fine sko) Men det er jo svært at ændre :fløjter fraværende: for såen er jeg. Pt er det noget som hun kan lide. Så har jeg valgt at lade hende lege og udforske det.. Men kommer hun og ønsker sig supermand dragt og vil gå til baseball så må hun også det.. og så støtter jeg hende i det..
Er dog stadig i tvivl om jeg gør det korrekt.. Om jeg tager de rigtige valg.. Det gør jeg nok ikke.. Men jeg føler jeg gør mit bedste.. Og det er jo det vi alle gør.. eller forsøger.. Om vi så “kommer til” at kalde det pige-farver eller hvad vi finder på, som ikke er efter bogen såehh.. ja.. skal det hele nok gå… vi kan ikke undgå at påvirke vores børn på en eller anden måde..
Puu trænger til kaffe nu her efter min brain storm. I fortjener en klapsavle hvis i kom igennem det og forstod bare lidt…
Summersumarum.. så er hun sku da ret sød med hendes.. ja… skal vi kalde det “lyserøde personlighed”?? ja vil gerne dele en video af hende hvor hun danser til taylor swift. hende og katy perry musik er helt i toppen at danse til i disse dage… hun er da for skøn!!
Jeg er en taske-pige.. Bum… Jeg elsker dem. Har dem i mange farver og former. De behøver intet mærke have. Tror de fleste jeg har, er købt af de der påtrængende, spanske strandsælgere…
Min pusletaske var heller ikke en autentisk (?) pusletaske… Det var en stor grå-hvid skindtaske med god plads til både stofbleer, skiftetøj og sutter… ja mine babyer kunne nemt have kommet derned også (tror endda jeg engang brugte den som babyseng da jeg skulle på en offtentlig toilet og gulvene var møg ulækre.. tænke.,.. )
Nå men jeg gaaad ikke de der pisse-dyre fornemme pusletasker som virkelig var smarte med “slå ud madras”, lommer specialsyet til hver babyting man ejer.. og ja var der flaskevarmer indbygget? ved ikke… Men jeg er nærig og jeg ville ikke have en taske man kunne spotte var til babyer.. Hvorfor ved jeg ikke… Unødvendigt tænker jeg.. Jeg er meget relax agtig med sådanne ting.. Bum bare ned med lortet og ryst posen… Jeg finder det nok..
Kæft hvor var den egentlig lækker. Savner den helt nu.. piv…. Men den døde desværre… Og jeg sagde farvel til den.
Men babyerne blev til børn og størrelsen på min taske skulle nedgraderes… Nu kunne jeg jo sorterer adskellige ting væk jeg ikke havde behov for.
Denne sag fandt vi i en spansk deichmann til møgbillige penge (min indre “Joachim von and” hoppede af glæde)
Den går til alt… meget almindelig… og med goood plads indeni selvom den ikke fylder alverden. Og hvad har jeg egentlig brug for nu her? Med børn der er rimelig store…
Nu vil jeg åbne mit “hjem” og hælde det ud på gulvet, det som jeg (åbenbart) har brug for nu..
Jo jo….
En rådden banan? som nu har fyldt tasken med en sødelig dunst.. pinligt…
En gammel flybillet til spanien…
UH! nogle møglækre bolcher man får når man betaler på en Cafe i Moraria. Dem havde jeg glemt.. de må hellere blive spist – ét år gør dem vel ikke for gamle..
Make up… det kan jeg ihvertfal ikke sortere væk.. men dækstiften er helt indtørret. hvorfor er den ikke smidt ud?
Perleplader og julehjerter… ??
Bind og tamponer.. også “en bliver”…
Underbukser..? og strømpebukser… shit happens… selvom ungerne er blefrie..
Min lille-per hue… kan snart komme væk.. sommer kom hid!
Hundeposer.. igen, shit happens…
Små parfumer til en trucker-vask i nødstilfælde… (den ene er tom kan jeg se nu..)
Headset, pung og et pandebånd… slikpapir…
Mønter og gammelt snot papir… yum yum… det kunne godt være jeg lige skulle kører en klud igennem tasken nu da den er tømt.. host host…
Tænker jeg kan sorterer halvdelen væk.. meeen der går nok kun få uger så har jeg samlet mig en ny potion hulter til bulter…
Og det er LIGEMEGET! jeg ved godt jeg er et rodehovede… jeg ved godt at mange ville sys min taske er pænt klam… (det gør jeg egentlig også selv efter jeg fandt bananen… og snotpapiret..)
Nå men der hvor jeg vil hen er at det er ok med lidt rod og hulter til bulter… imo…. som 1 gangsmor var jeg mere forsigtig og bange for at mit rod var en afspejling af mit sind og min evne som mor… så der var der mere orden og systemer… efter nr 2 fik jeg for det første dobbelt så travlt.. så tiden til at “se godt ud udadtil” forsvandt mere og mere.. og for det andet blev jeg bare mere afslappet… med alt.. det hele går nok… baby dør ikke hvis hendes body ikke er helt lukket og strømperne er uens.. sutten er glemt og jakken er våd af gylp… barnevognen er genbrug og dynen er ikke økologisk.. og baby dør ikke selvom mor har en møgklam taske… Bob Marley agtig… dont worry -be happy!
Jeg har amme hjerne. Det vælger jeg at kalde det. Fordi jeg har ammet 2 børn. BUM. ( i ca 100 år..) Godt nok ammer jeg ikke mere… Men skaden er sket! im sure…
Ja, måske havde jeg endda amme hjerne før jeg fik børn.. Det tror jeg nok min familie vil mene.. (tak til min bror for at sige jeg minder om Pluto fra Disney..) Jeg hed hellere ikke “Sabina” i min omgangskreds før jeg fyldte 15 cirkus.. Hos dem hed jeg “Bimmer” (selv venners forældre kaldte mig det… oi..) But summersumarum så ved jeg ikke hvad jeg ellers skal kalde det… End ammehjerne…
Jeg laver tåbeligeheder hele tiden.. Men jeg vil øve mig! Blive voksen. En person der overvejer, som tænker før man taler, som ikke vælter sig igennem livet men svæver ligeså yndefuldt. jeps… Men amme hjernen har pt magten…
Nå, men her er nogle af de punkter jeg skal øve mig i:
– At gøre tingene færdigt.
Jeg er mester i at gører ting 98 % færdigt. Min tandpasta får aldrig låg på og hver dag må jeg så skrabe tørret kant af. Min smør får aldrig låget skubbet heeelt ned, så den falder af hver gang jeg tager den ud af køleskabet. Vinduet kommer ikke helt i lukning (eller hvad det hedder) ja selv min mad bliver kun spist med de der 98% om der så kun er en mikrobid tilbage…
– At kunne sige nej eller ja og MENE det
Jeg siger nej mange gange om dagen. især til ungerne. De har hurtigt lært at argumentere mig til at jeg istedet siger ja.. så nu er alt til forhandling herhjemme. Det er som om min hjerne siger “hey de har jo ret” eller “hvad kan det skade” efter at den havde taget den rationelle beslutning om et “nej”… Det kan også være min kæreste spørger ” har du lyst til kinamad?” så siger jeg ja… så siger han “er du sikker”… BUM. så er jeg ikke sikker og siger så “nej”? Tænk hvis jeg (ud over alt forventing) skulle ende i “Hvem vil være millionær”.. jeg ville aldrig kunne besvare et spørgsmål O:
– At snakke i mobil telefon eller smalltalke
I forvejen er jeg ikke mester i smalltalk men ved veninder og familie plejer min mund nu ikke fejle noget.. indtil der kommer en mobil imellem os.. Det er som om min hjerne ikke forstår at jeg ikke kan se personen jeg taler med..?? (og Skype er heller ikke godt. prøvede én gang og stak mit hoved helt close up i skærmen mens jeg råbte “kan du høre mig” og så fik jeg vidst ikke sagt mere..) I telefonen bruger jeg nærmest kun ord som “fint”, “ja” “nej” “hvordan går det?” og så dyb tavshed indtil min telefon ven siger noget… jeg duer virkelig ikke til det.
Udover det, så smalltalk til sociale begivenheder. især forældremøder eller hyggeting i børnehaven. jeg aner ikke hvad jeg skal gøre af mig selv eller hvad jeg skal sige..
– At låse min dør op.
Overskriften lyder enkel men i min hjerne forgår det sådan at jeg ca. halvdelen af gangene hvor jeg skal låse min hoveddør op, så går jeg mod døren mens jeg trykker aggressivt på min bilnøgle (hvor bilen så sikkert står og blinker løs i baggrunden) Min hoveddør har overhovedet ingen automatisk “op-låse-knap (?)” men alligevel gør jeg det aaalt for tit..
– At mus ikke er farlige – og slet ikke på billeder
Jeg hader de kryb. Eller nej ikke hader. Jeg sys bare de er så skræmmede! hvilket gør at når jeg køber savsmuld til pigernes marsvin, så må jeg vende den om, så jeg ikke kan se der der musehoveder der er på indpakningen.. Sidst jeg var med min kæreste i “pet world” for at købe et kødben sprang jeg for livet og råbte en eller anden underlig lyd.. fordi jeg i min øjenkrog så en kanin.. i plastik.. i en indhegning… til pynt… mand, det var top kikset og pinligt… der findes ingen måde man kan gå yndefuldt fra det. selvom jeg prøvede… lad som ingenting – lad som ingenting….. Inde i butikken fik jeg tics ala små chok-hop hver gang jeg lige så til siden, og der så var småkravlsbilleder på poserne. WTF hvad sker der får min hjerne? jeg har selv marsvin??? og det er bare billeder på poser…. ikke savlende mutante kæledyr der står på spring for at æde mig.. oi…
– at bruge ord der ikke eksisterer
Jeg har mit eget sprog plejer folk at sige. jeg har en “evne” til bare at slynge nogle ord og sætninger ud som ikke hører til i det danske sprog. som feks “kritiktion”, “epidisoder”, ja overstående i min tekst kan i sikkert også udpeje nogle… folk forstår mig altid, vil jeg lige påpeje. Og selvom de er søde og sige “det er bare en charme ved dig Sabina” så nej det er jo ingen charme. det er grimt.. og kikset… must be better at that!
– at huske min børn…
Ja det var lidt pinligt den dag, da jeg kørte hjemad efter at havde hentet mit barn.. vi snakkede løs men jeg følte jeg manglende noget… men hvad det var, vidste jeg ikke. vi bor ca 15 minutter fra byen. indtil barnet spurgte hvor sin søster var? F*** U-vending og tilbage i en fart. ikke at børnehaven havde lukket men bare det at glemme man altså har en 4 årige…
Det var endnu pinligere den dag jeg sad og legede med min baby på skødet. og så kom jeg i tanke om det.. at det var min datters 1 års fødselsdag. Ej hvor dårlig morstil er det lige… fik dog hurtigt inviteret farmor og barnet fik en kæmpe nutella snack som i “jeg er en mor der har det SÅ dårligt med mig selv” undskyldningsgave.. jeg ved jo godt hun ikke opdagede noget.. meeen ej sådan nogle bør jeg sku ikke glemme…
– at huske folk og numre generelt…
Det er ikke kun mine børns fødselsdage jeg glemmer. det er hele min families. Jeg kan huske mine søskendes, fordi vi er 4 børn der er født inden for 14 dage i juli. Men andre niks.. intet. Ikke min kære mor.. ikke min fars.. Jeg glemmer også at vende tilbage til folk, at følge op på aftaler. at “komme ud”, at skrive eller ringe… Ansigter og navne (selv når jeg har kendt dem længe.) oi… Min egen alder er også blevet fjern.. Og at huske mit telefonnummer er også en opgave.. Jeg kan hellere ikke min kode endnu (selvom jeg har haft den ét år)
Det var nogle af de ting jeg må øve mig i det næste år! Derudover skal jeg også undgå at komme til skade og smide noget væk… BUM…
jeg må få magten over min hjerne og tvinge den til at.. ja bare at fungere nogenlunde normalt…
Da jeg for 10 år siden mødte min ex, præsenterede han mig for hans 2 små døtre.
Den ældeste var en følsom og tilbageholden pige med krøllet smukt kopperfarvede hår. Hun havde de sødeste æblekinder og små fregner over næsen. Den yngste havde lyst prisessehår og de klareste blå øjne. Hun var åben og fuld af spilopper. Drillesyg, men på en måde som gjorde hun kunne charmere sig ud af alt.
Selvom jeg var meget ung og at jeg der syntes det var en mundfuld at blive papmor for 2 piger før jeg fyldte 20 år, så gik der jo ikke engang minutter før jeg begyndte at elske dem.
Jeg havde forventet at der hver anden weekend ville komme 2 pisse irreterende unger. At de nok vil hade mig.. At jeg vil være den cliché agtige unge dumme stedmor. Sådan havde jeg læst og hørt om det. Jeg var ung. Næsten stadig et barn.. Ingen erfaring.. Men det gik så nemt. De 2 piger var helt unikke. Forskellige. Sjove og særlige. Den yngste fandt hurtigt ind i mine arme. Hun var meget kærlig og elskede at putte ind til mig på skødet. kravlede rundt på mig som en lille abeunge. Den store var som beskreven mere tilbageholden. Men man lærte hurtigt at det bare var fordi hendes hjerte næsten var for stort. Hendes måde at vise kærlighed på var hendes gerninger, og hendes følsomme sind (jeg har ikke tal på de gange hun har prøvet at prakke mig en kat på fordi den stakkels lille fyr manglede et hjem..)
I starten var det lidt svært.. Jeg kunne have det svært ved, at jeg og min kæreste ikke var “de første” der oplevede sammen at få et barn. At vi var sammen om at kludre i at putte ble på. At vi begge var uvidende og nybagte forældre. Nu havde han jo prøvet det før og så var det jo ikke det samme. Der tog jeg så meget fejl.. Men det vidste jeg ikke der.
Pigerne kom hver anden weekend. Vi lavede ofte bål, tog på telttur, kørte i skoven. Vi var meget aktive og weekenderne var altid en fest.
Tiden gik og så blev jeg selv mor. Mine papdøtre var de første der var inde og se den nye baby. Og der viste det sig jo, at det kun var en fordel, at min kæreste havde børn i forvejen. Ingen forskel. Kun mere kærlighed. Jeg følte mig nu mere tæt med mine papdøtre. Som om de også var mine.
Jeg var også bange for at pigerne ville føle sig usikre. Nu havde deres far jo en baby hos ham 24/7 og de ville stadig kun se ham hver anden weekend. Men hvis de var, viste de det ikke. Min datter fik de bedste søstre hun kunne få. De var der altid for hende og nogle weekender aflyste de endda private aftaler for at være sammen med deres lillesøster. Jeg forsøgte at vise dem så meget kærlighed jeg kunne nå og jeg tror også de mærkede at vi savnede dem og behøvede dem.
Jeg fulgte dem i stort og småt.. Vi havde et lidt veninde forhold. Jeg var en ung papmor og jeg var usikker på hvor meget jeg kunne blande mig, opdrage på dem.. Hvor var min placering? Jeg savnede dem i løbet af de uger vi ikke så dem. Men jeg vidste stadig godt, at det var “far” de besøgte når de kom.. Sådan mest.. Som papmor til 2 piger der i forvejen havde en alletiders mor derhjemme, var det svært for mig at finde min plads.
Et sted i mit hoved lød det : Her er nogle børn. Elsk dem som de var dine egne. Men husk de ikke er dine egne og at du intet har at sige over dem. At kærligheden er betinget. Hvis du “fejler” risikere du at ødelægge et godt forhold”
Men det var egentlig også okay. Jeg fandt mig tilrette i rollen som ekstern familiemedlem. Jeg var meget heldig at vi ingen problemer havde.
Så fik jeg nr 2 baby. Og igen bød pigerne den lille ny velkommen med stort hjerte. Jeg fødte hjemme. Pigerne kørte rundt i bil med deres farmor, indtil jeg havde fået barnet ud så de kunne holde ved huset. vældig cute!
Igen gik der nogle gode år og vores bånd blev kun tættere. De var teenagere nu og vi havde mange lange snakke. Jeg var fornylig selv teenanger (hahah) så jeg kunne måske nemmere relatere til de ting de oplevede. Jeg følte mig på hjemmebane. At jeg pludselig havde en rolle. Noget som JEG var god til. Som kun jeg kunne bruges til.
Der var ingen forskel imellem dem og mine egne børn (bortset fra at jeg slippede for at tørre deres bagdel haha) Vi havde fundet en balance. Eller jeg havde. Jeg oplevede at føle “forældre” kærlighed til piger der ikke var mine. Jeg havde set dem vokse op,. Givet dem plaster på deres knæer. Puttet dem under dynen. Redt deres hår. Lavet deres mad. Senere delt make-up og udvekslet erfaringer. Vist dem deres første gyserfilm, grint af byturer eller fjollede oplevelser. Grædt over, når de havde det svært..
Fantastisk oplevelse jo. At blive en del af deres liv. Nogens liv.
Så gik det sådan, at jeg blev skilt fra mine papdøtres far.
Pludselig stod jeg nu på usikker grund igen. Hvad var jeg nu? Skal jeg stoppe med at elske dem? Må jeg elske dem? Ser jeg dem igen på samme måde? Jeg følte mig som taberen. At jeg havde mistet.. Et tab. Udover skilsmissen havde jeg mistet 2 “døtre”. Jeg vidste godt at de stadig ville ringe og besøge mig… Men jeg ville ikke altid vide de sidste nye mere. Hvem var den nye kæreste? Hvor skal i til fest? Har du fået nye sko? Husk honning i din te… Altså alle de der små (og alligevel store) ting i dagligdagen.
Jeg var jo det eksterne familiemedlem. Blodets bånd er tykkere. Min hjerne ved godt, jeg ikke er deres papmor mere. Men det ville mit hjerte ikke erkende.
Jeg havde jo åbnet mig. Taget 2 piger til mig. 9 år havde vi været en familie. Og så skal man på en måde sige farvel. Det var hårdt. Altså… først kæmper man med at blive inddraget i familien. Man bliver en familie. Og pludselig så er man ikke det man havde kæmpet for.. Hvad er man så?
Tiden gik (igen) og der kom den naturlige afstand som jeg havde forventet. Det blev også lidt akavet istarten. Men hver gang, de så besøgte mig. Når de første par minutter var gået. faldt vi tilbage i rytmen. Den gamle rytme vi havde været i. Vi var stadig de samme. Lidt ældre med nye oplevelser i bagagen. Men stadig de samme.
Selvom jeg ikke er deres papmor mere og jeg har accepteret det, så har jeg fundet min nye placering.
Jeg er deres ven. Og deres familie. Jeg behøver ikke have en titel mere. En grund. Bare det at de kommer her, og jeg stadig må elske dem ligeså højt, som jeg altid har gjort. Købe dem en julegave. Følge deres liv på facebook. Give dem kage indimellem. Det er nok. Og det sætter jeg pris på. Jeg følte et tab men egentlig har jeg jo fået en gave. Jeg har oplevet så meget med dem. De lærte mig mange ting ubevidst og jeg udviklede mig med dem. Jeg ved vi fremadrettet stadig vil få mange gode år sammen. og det glæder jeg mig til(((:
Jeg vil gerne dele en historie med jer. Det er en oplevelse som jeg altid vil gemme på. Det er en oplevelse der for jer, måske er lille og ubetydelig, men for mig betyder den alt. Det er tit halv-hårdt at være forældre..det skriver jeg jo så tit om… men grunden til at man lykkeligt forsætter, at man vælger at få flere børn.. at man elsker sit “arbejde”. Det er de der skud af lykke man jævnligt får som forældre..Nogle gange tænker jeg på hvad vil gå igennem mit hoved den dag jeg forlader denne jord. Minderne.. Dette er én af dem. Hvis jeg selv kan bestemme.
Det var sidst på måneden i januar sidste år. Gabbi er lige startet i ny børnehave. hun var 5 år der. Jeg er på arbejde og børnehaven ringer, at jeg hellere må komme fordi gabbi er faldet ned fra et legestativ og har ondt i armen. jeg kommer og hun sidder stille og knuger sin arm indtil sin mave. Hun har ikke grædt eller noget. Gabbi er en pige der helst ikke viser følelser offentligt. Hun er svær at bedømme. Vi havde ikke nået at fået skifte læge endnu (vi var lige flyttet) men vi får aftalt med et lægehus at vi må komme der.
Og mig i en bil… sååååk!!!!!! der skal finde noget, i en halvstor by, er som en elefant der skal styre en motorbåd. Jeg har ingen retningssans eller evne til at finde noget som helst… Selv en gps får mig til at fare vild.. Vi kører lidt rundt men finder stedet. Får parkeret alt for langt væk men vi kommer derhen.
Ventetid…. Kommer ind.. Lægen river hendes arm rundt. Jeg var ved at blive gal.. Han tror ikke der er noget for så ville hun ikke kunne “det og det”.. Nå.. Jeg fortæller at gabbi altså er MEGET forsigtig med at vise følelser.(jeg tænkte indeni at armen nok var fin men better safe than sorry) ok.. så må vi komme til røngten for en sikkerhedsskyld..
Nyt sted at finde… Hvis nogen af jer har været på Skive hospital vil i nok være mig enig. Dette er simpelthen en gåde. Jeg finder det ja… Men så at finde rundt derinde. Det er jo ikke engang et rigtigt hospital? (tror jeg ikke) dårlig skiltning, ingen mennesker (efter kl 17 ihvertfal..)
Vi møder en dame som siger vi skal gå ovenpå. og det gør vi.. Stakkels gabbi følger efter mig med sin arm knuget ind til sig. Der er mørkt. Lange gange og helt mennesketomt. Som en scene fra “Nattevagten”. :skriiig: vi venter og intet sker. Det er nu blevet mørkt udenfor.. Jeg finder en knap i væggen og trykker på den.. Det viste sig så, at det var den forkerte knap at trykke på men hey… der kom da en dame flyvende hen til os.. Vi får taget billedet og blir sendt nedenunder igen. Der finder vi venteværelset og så er der ventetid igen… Jeg er træt.. Og jeg tror egentlig bare vi får afvide “ja der er ingenting, lidt hvile. tag i bare hjem”. Gabbi er sej. Hun sidder og prøver at lege lidt. Jeg leger med hende og vi læser i bøger. finder saft og ser lidt tv…
Sygeplejersken kalder at vi må komme ind… “ja vi venter lige på svar fra viborgs læger men jeg kan allerede se nu den er brækket” Den ene knogle i armen var brækket helt over. Den anden halvt. årh.. Og jeg har slæbt hende fra syd til nord. Op og ned. Stakkels pige.
Vi får gips på og det hygger vi os egentligt med. Hun får en fin slynge og endelig blir vi sendt hjem.
Gabbi er ret stolt over amen og vil fortælle det til hendes far… jeg sender en sms til ham om han vil ringe, og vi går ud af døren..
Fåååårk…… Hvor er min bil?? Det viste sig at den vej vi blev sendt ud af, ikke var den samme som vi kom ind af. og døren er nu aflåst… Det er begyndt at sne og det blæste. Det var koldt og mørkt. Jeg forsøger bærer hende rundt om hospitalet mens vi leder efter min hvide bil..
Vi finder den da og sætter os ind. Vi er trætte, kuldrede i hovedet, sultne, nu også våde og kolde…
Vi kører hjemad…
Der er dyb stilhed i bilen… Jeg har en dårlig fornemmelse i maven. Gabbi er blevet slæbt rundt de sidste mange timer. og jeg troede egentlig ikke armen fejlede noget specielt. Jeg har kørt forkert, parkeret forkert, gået forkert. Regn og sne.. Jeg ved ikke om jeg har været der nok for hende. Jeg tror det egentlig. Syntes vi har prøvet at hygge os med det.. men mine tidligere tanker om hvor RØV det var at kører rundt og farer vild i trafikken osv osv “når det er uden grund” nager mig.. jeg må hellere glatte det ud med hende…
Vi har kørt lidt tid da jeg siger ala..
“Tænk at armen var brækket. Det vidste mor slet ikke. Du må undskylde hvis jeg har været træls.. og så har jeg bare været stresset og kørt forkert hele dagen…. og tilsidst kunne vi slet ikke finde bilen… Det var da noget værre noget” jeg kigger i bagspejlet og hun kigger på mig.
Der går nogle få sekunder så begynder gabbi at småfnise..
Så fniser jeg også…
Gabbi begynder at grine.. Jeg begynder at grine…
Og så med ét sad vi der. 2 mennesker og skraldgrinede… Vi kunne slet ikke stoppe. Tårene trillede ned af vores kinder. Total uhæmmet grin (folk i modsatte kørende biler må have tænkt deres.. haha..)
Flere kilometer sad vi bare der og lo og lo.. Jeg kan huske jeg på et tidspunkt sagde “hvad griner vi egentlig af??” og så grinede gabbi bare endnu mere…
Mobilen ringer, det er hendes far. Jeg får holdt ind til siden
“Hvad er der sket” spørger han??
“Ja..øhm… (rømme sig) hahahahahah… Din datter har brækket armen, desværre, HAHAHAHAHAHAHA”
og gabbi forsatte i baggrunden..
Han må havde troet vi var sindssyge.. Nå men vi tog os sammen og gabbi fik lige hurtigt snakket med sin far og så kørte vi de sidste par kilometer hjem. Stadig i godt humør.
Jeg elsker det minde.. det var så befrigende. så unikt for os begge. Vi grinte os ud af en træls situation.. og jeg takker Gud for hun begyndte at fnise der og startede latterkrampen… alt negativt blev rystet af os.. Det var så fedt… En oplevelse der gav, det der, unikke skud af forældrelykke…
1. Når folk blander sig i opdragelse eller måde at omgåes børn.
Mine børn får skideballer.. så er det ude.. Tør man overhovedet sige det efterhånden? og skriger mine i et flip bliver de sendt på værelset.. der må de så skrige alt det de orker. Mine børn skal lærer hvad der er okay og hvad der ikke er. Selvom de kun er den og den alder. IMO er alt andet bjørnetjenester (og det giver jeg dem også masser af..) Men jeg er træt af nogle af de nye pædagogiske tilgang, som skal hives over hovedet på alle. Der er ting jeg kan bruge til noget. Men der er også ting der bare ikke fungere i mit sind. Og det vil jeg have lov til uden af få fordømmende ord og blikke får andre. Jeg snakker med mine børn om situationen når de er kogt ned. Men når de får et flip, bider eller lignede fjerner jeg dem fra situationen. Og der vil jeg ikke pussenusse (afh af situation self). Jeg går efter hvad der fungere her. Nogle ting dur, andre ikke.. Hvis der er noget der kan stresse ens usikre mor sind.. Så er det at efterligne andre, lytte til råd fra nær og fjern eller kigge på internet debatter om baby og børn. Det er en uddannelse at blive mor. Men der er en individuel uddannelse… Det er forskelligt hvad der passer sig hos den enkelte. Din måde er nødvendigvis ikke min måde.. Forskellighed er kun godt. Det behøver ikke være sværer end man gør det til. Mødre kan være nogle hardcore bitches! oh yes they can!! Mit barn, mit valg.. Tag den truntepige!
2. Vasketøj og tøj og sko og alt muligt…
It never ever ends… Velkommen til den bitre kamp i tøjets navn… . Fremadrettet vil der altid være våde flyverdragter som skal ordnes sidst på dagen, fugtige håndklæder, og små strømper hvorfra den ene altid vil forsvinde… Og småt tøj er skide irreterende at lægge sammen. Jeg sir det bare. små ærmer, små bukser. Det er hurtigt ja… Hvis ikke man havde en ton ugeligt…. Jeg burde blive bedre til at lægge tøj som ikke er helt beskidt tilbage i skuffen. En vane som hverken er venlig for miljø eller mig, bare at smide i vasketøjskurven.. Mine ungers tøj er ikke sirligt lagt sammen. Deres undertøj bliver bare smidt ned i en skuffe.
Udover det så har mine unger mere udstyr end mig. De har gummistøvler (til de regnfulde lune dage), termostøvler (til de regnfulde, kolde dage) tennisko (til de lune dage) sandaler (til de varme dage) fine sko (til byen) Vinterstøvler (til de kolde, ikke regnfyldte dage) gymnastiksko (som kun må bruges indendørs) sportssko (til træning udenfor til sport) hjemmesko (når de går på kolde gulve i institutioner) og skoene passer dem cirka 2 måneder… fåååårk…… Man får total sko- stress.. Ved siden af kommer alt overtøj men orker ikke engang skrive det ned…
3. Toiletbesøg
“Moooar,,,, må jeg få et æble”, “Moooar hvor er duuu?”
Forbered dig på at lynskide fremover. Det er en umulighed at nyde et toiletbesøg (hvis man altså plejede at nyde det..) Du kan låse døren men du kan ikke holde deres små sprøde stemmer væk.. “Mooaar laver du ADDER???”” er også et spørgsmål man bliver stilt fremover (også selvom man har gæster på besøg). Alt blufærdighed bliver sat på en prøve.
4. Tis og lort bliver en del af hverdagen
Jeg troede egentlig kun det var bleårene der var spækket med lort med nææ nej.. Så står man i pottetræningsfasen og skraber lort af en potte.. suk… Prøver at bruse resten væk og samler rester op fra gulvet.. Tisseklatter på brættet. bæ i buksen… Tømme badekar med myldrebæ.. 1000vis af våde ildelugtende leggins man får hjem i en pose fra børnehaven. Det er som at have en lille hundehvalp bare at hvalpetiden varer 3-4 år istedet for 6 måneder.. “jeg er fææææærdig” er ord du vil hører igen og igen og igen… På resturanter med ungerne vil det være lykke, hvis de ikke lige skal skide (men det skal de… ALTID!!!) Så man står der og venter på de bliver færdig, så måååske noget af maden ikke er blevet kold… ak ak…
5. Børnetv og larm!
Indstil hovedet til at lytte til de samme irreterende tegnefilms introer igen og igen… og når du har ramt bunden… så vil du endda begynde at synge det for dig selv i bilen på vej til arbejde… “Dora, Dora, Dora the exploooora”… De vil headhunte dig.. Og tegnefilm er virkelig weird i disse dage. Hvad blev der er af “anne og lotte”? Nu er vi ude i total eventyr, sort humor nærmest voksen stil… Jeg kan sidde og blive mere skræmt over en tegnefilm end ungerne kan…
Bortset fra det så larmer børn og det ved man… Men det jeg ikke tænkte så meget over tidligere, er at børn ligesom har sådan en stemme der går igennem marv og ben!!(måske et levn fra hulefolket, så forældre kunne høre hvis de små børn blev ædt af en tiger..?? ved ikke… det blev måske lidt markabert. tilbage til emnet..)
Men tilgengæld når du putter børnene……. så får du den der ro-dejlige afslappende massage ligende følelse… som når du slukker for en emhætte… arhhhhh……
6. Når børn taber tænder..
Det crepper mig ud! det gør det virkelig. Jeg lader som om jeg syntes det er fantastisk når de kommer der og vipper en tand frem og tilbage med tungen men det giver mig gåsehud dybt i mavesækken. Jeg sys det er forfærdeligt…. og at jeg bagefter skal værdsætte den bunke brugte hvide knogleligende fiduser… Gemme dem i en lille bøtte med vat de næste mange år (og hvorfor de skal gemmes ja det ved jeg ikke… Hvorfor gemmer jeg dem overhovedet?) Jeg føler mig creppy ved at have en bøtte med tænder i mit skab.. Måske børnene vil have deres brugte tænder en dag i fremtiden? Ej jeg må altså revudere om de ikke skal i skraldren..
7. Når man opdager at børnene reflektere ens fejl.. eller man opdager at man langsomt selv forvandler sig til sin egen mor
Man vil komme til at råbe eller sige “fuck” eller tage beslutninger som ikke var de bedste… Når jeg ser at mine piger gentage mine fejl. At de agerer som jeg har gjort i knebne situationer.. Uhh that hurts… Da min ældste datter var 4 og jeg ikke kunne gå på en parkeringsplads med hende, uden hun var skrækslagen, fordi jeg havde forklaret hvad kan kan ske hvis man bliver kørt over. Eller de kommer med ord eller sætninger som Lola Jensen ihvertfal ikke ville værdsætte…ups… Det gør sku nuller naller.. Når man ubevidst sårer eller påvirker sit barn. Man får virkelig, hvad man giver…
Det er desuden pisseirreterende den dag man forstår sin egen mor…, Hate it.. Min mor var en god mor men kæft hvor har jeg været træt af hende. Hun var uretfærdig, kedelig, bestemt… Gør li dit, gør li dat. Du må ikke det og du må heller ikke det andet der…. Min far derimod.. Hvis vi skulle have lov til noget så var det ham vi gik til. party party!!
Så som voksen så forstår jeg… Jeg er selv blevet kedelig og bestemt… Min mor var ikke uretfærdig. Hun var sådan som man skulle være… Men Mor er Mor. Far er “juhuuuu sjov og ballade”.. oi… Det er et møghamrende utaknemmligt job at være mor… Jeg havde en intention om at blive en total cool mor der kunne gøre alt med mine børn, snakke om alt, relaxe osv. niksen biksen. Nu er jeg mor.. som min mor var.. som min bedstemor var… Det er nu ikke helt skidt.. Det som der er røv, er at “mor fik ret…”
8. Jeg bliver bange for alt!
Tv-avisen bliver en ren gyserfilm.. Farer lurer overalt.. naturkatestrofer, farligt byliv, lastbiler og terror… Har barnet en feber på 38.7 begynder jeg at svede.. pest, kolera, meningits… Jeg kan ikke sove når de er syge.. Ligger bare der med frygten og ønsket om at overdrage det til mig. Sygdomme lurer overalt… Jeg får dårlig nerver over at se dem klatre i træer. Et halstørklæde er en nu et kvælingsvåben. Det er mandler, halskæder og hatte der er påsyet på jakkerne også. Ringer børnehaven tidligt på dagen så hopper hjertet lige over. Is på fortovet, cykling, skøjter, ridning.. ja pludselig frygter jeg alt. Jeg skal liiige tjekke inden jeg går i seng og dynen er over dem og de sover trygt.
9. Der findes ingen sygedage
We know it already… Der findes ingen sygedage som mor.. Og selvom man har en sød mand der overtager, er der bare ting mor er bedst til.. Selvom man brækker sig i stride strømme og hovedet gør mere ondt end et åbent benbrud så skal man stadig være mor. Børnene er der stadig.. Man kan ikke sende dem bort og lade dem komme tilbage når man er frisk. Man er syg og man er PÅ. årrh jeg savner da jeg bare lå syg alene og så tv. Ingen rod eller larm omkring mig… bare selvmellidenhed, slik og dyne…
10. Jeg bliver en stor fed løgner
Jeg har været inde på det i et tidligere indlæg. vi bliver løgnere….
“Ja julemanden findes skat.”
“Ja tandfeen kommer og tager tanden”
“Du får firkantede øjne af at sidde for tæt på skærmen”
“Det er nødvendigt for overlevelsen at spise sundt hver dag”
“nej skat du må ikke farve hår, for voksne er det ikke lige så giftigt som for børn… ”
“mor skal lige ud med vasketøjet” (for at slappe af eller smugryge og slippe for dit brok..)
“nej du må ikke smage, det er mor- drink.. (aka vin..)”
“legeland har lukket i dag.. desværre.. (host host) ”
“hvordan man laver børn?? ehh af kærlighed.. og når man er gift.. ja.. noget i den stil..”
“ja skat den tegning er godt nok fin (nooooot),
“hvis du ikke kommer nu så går jeg!!” (hvor f***** følger hun ikke så med?)
“om det er cola i mit krus?? neeej det er da kaffe..”
Den anden dag, da jeg skulle hente min datter i børnehaven, var der en forældre der gav mig “blikket”… Kender i det? Det der blik der nedladende siger noget ala “tsk tsk… Hvad har du eller dit barn gang i.. Få da styr på dit afkom eller din forældrerolle”
Min 4 årige er kæk med bemærkningerne og hun er ikke bange for at sige sin mening… Situationerne (som også er pinlige) er utallige… (En gang gemte jeg mig endda bag min daværende svigermor for at skjule hun var min datter)
Den dag skulle vi pakke sammen ude i garderoben. Et andet barn som også skal afhentes, sætter sig på hendes rum, så vi ikke kunne få fat i støvlerne. Ja.,.. min datter lignede lidt en mafiaboss da hun, med armene over kors, koldt sagde “flyt dig…… du sidder på MIT rum”
Og med det samme får jeg så “blikket” af barnets mor.. Den usagte forældre lussing.. Klask… Moren siger intet. Giver mig et stramt elevatorblik og afventer min reaktion.
Jeg gjorde som man jo skal gøre… Smilte lidt nervøst og undskyldende, rettede på barnet og udredede yndefuldt situationen. Jeg kunne jo godt høre, at måden hun sagde det på, var en ret “there is going to blood” kommentar.. Men herreste gud da.. Indeni blev jeg halvsur på moren.. Hvor vover hun at give mig blikket over en sølle kommentar fra en lille pige… Det er jo bare børn.
Da vi kommer ud af døren får hendes barn en nedsmeltning og barnet græder, skriger og nægter komme med sin mor, selvom hun kæmper. Det er helt kaos. Min datter går perfekt ved min side, med hendes madkasse i hånden, og hopper selv ind i bilen… Og gæt, hvad gjorde frk. sabina-barnlighed så der..? Det skulle lige nåes.. Jeg kiggede moren i øjnene, med rank ryg, næsen i sky og gav hende så… “blikket”…. right back at ya…
Da vi havde kørt lidt nåede fornuften op til hjernen… Slap af hvor er jeg barnlig… nøøj… Vi henter jo alle sammen, trætte unger hjem hver dag.. Men havde hun ikke givet mig den følelse først, så havde jeg jo aldrig reageret. Kun med medfølelse og glæde over det ikke var mig, der blev ramt af et nedsmeltningsbarn lige dén dag.. : Sabina hop ud af fjerdragten og flyv væk fra hønsegården NU!
Fik dårlig samvittighed… Og bliver stadig flov over at jeg hopper med på dømme-bølgen. Altså jeg mener, den der dom, som gør vi ligger over andre forældre.. Jeg brokker mig over, at folk dømmer andre forældre, men alligevel gør jeg det også selv.
Jeg troede, at jeg var en ret fordomsfri forældre og jeg er nok heller ikke en stereotyp mor. Jeg syntes selv, at jeg har en ret afslappet holdning til børneopdragelse.. Men det holder mig ikke fra at dømme andre på min vej.
Det kan være jeg dømmer hende damen i rema der kun hælder slik ned i vognen, hvor der sidder 2 børn og skriger i vilden sky efter cola. Det kan være jeg dømmer damen der ryger mens hun vugger barnevognen. Jeg kan dømme manden der skriger af børnene, at de skal sætte sig ind i bilen og holde mund… Eller jeg dømmer forældrene der afleverer deres barn uden jakke en kold vintermorgen..
Men ved i hvad? ingen af delene kan jeg sige mig selv fri for. Jeg tænker at alt det der selv er sket for mig… og mere til… jeg har råbt/bestukket/løjet/skældt ud/glemt jakker und so weiter… Situationer herhjemme ligner ikke altid forsiden af et mormagasin. ofte langt fra…
vi er såå F******** hurtige til at aflæse en enkelt situation og dømme ud af øjeblikket.
Og jeg ved jeg ikke er den enste der jævnligt dømmer.. En mødregruppe kan jo nærmest blive livsfarlig at indtræde i, eller omkring..
Men hvorfor? Det er vel vores egen usikkerhed om vores forældrerolle….. Men også bekymring over andres børn? At vi med vores forældre-instinkter vil beskytte alle børn? Men at give blikket eller indre fordømmelser hjælper jo NADA på det. Hvis vi ser noget der decideret er bekymrende skal vi jo ikke tie, men åbne munden og hjælpe dem der befinder sig i det. Men fååå ting er værd at ringe om, ikke sandt? Så måske fører den alligevel også tilbage til egen usikkerhed også (eller så mangler vi seriøst en hoppy??) Jeg vil ihvertfal, uanset svaret (som jeg er sikker på en masse sidder med derude) skrue ned for mine fordømmelser. Jeg vil øve mig i at se objektivt på det og jeg vil øve mig i ikke at hoppe på “blikket” vognen.. især ikke når det gælder situationer hvor jeg selv har befundet mig i. Vi ER jo alle sammen i samme båd.. og børn er forskellige og forældre er forskellige og hurra for det!!
Jeg sys egentlig ikke det er tabu at sige, man hader at være gravid mere. Saseline var fornylig ude med det på hendes blog.. (tak for det) Men jo. der er da lidt. Det er en gave at få et barn. Især hvis man har kæmpet med det. Så bevar mig vel hvis man tør sige det er ren røv at ligne en ballon 9 måneder. Havde en kløende mave. Få forstoppelse og halsbrand… Fødderne svumler uformeligt op og man begynder at få sine første åreknuder… Yndigt.. Men man er bare en brokrøv hvis man fortæller det… “Nyd du din smukke mave” bla bla bla…. Jeg sir det selv til gravide idag… jeg sys DE er så smukke (jeg var ikke, men de er) får lyst til at ae deres mave og sige babylyde (men der er jeg godt klar over, at jeg ville gå over deres comfortzone og desuden ville jeg virke temmelig weird..)
Det ER sjovt med sparkende og det ER sjovt at se scanningerne.. Den lille fims derinde som man får udprintet billeder af ( som egentlig ligner mest en sort/hvid vejrudsigt men det er ligemeget… For det er jo ens baby – og lægen har udpejet hoved og hale-…)
Så man undgår at brokke sig for meget. Man prøver at nyde øjeblikket (som føles som 29 måneder) For man ved jo godt at det hele slutter og begynder den dag man føder.
mine graviditer lignede hinanden (bortset fra min omkreds)
her jeg jeg 35 uger henne med min førstefødte:
IIhhh hvor er jeg fin.. ligner sådan en sød, perfekt mave gravid agtish….
her er jeg samme sted med nr 2:
BOOOM BABY…. :O
Jeg var dælme stuur.. og blev 4 uger større end dette… men det billede er hemmeliggjort og begravet:P (wauw det ligner maven har suget alt næring fra bagpartiet…..)
Utrolig jeg idag er så slank… Men ikke noget at sige til, at mit maveskind idag har samme overflade som et knækbrød…
Et andet tabu… Nej alle forældre syntes ikke deres børn er kønnest.. Ihvertfal ikke når de er helt nye..
Jeg sys min førstefødte var meget kønnere som spæd, end den anden fødte… Gabbi var lille og fin. pæn farve.. Som en lille præmiebaby.
Maddi var klumpet, blårød og skeløjet. Havde et stort jordbærmærke lige midt i hovedet.
Nej hun var absolut ikke yndig (sorry maddi hvis du en dag læser dette… men du voksede hurtigt fra det… da du var 6 måneder hjalp det betydeligt… husk historien men ællingen og svanen..) Og jeg ved, at jeg ikke var den eneste der så det. De der “nååh hun er yndig” kommentarer, kom ikke ved maddi.. Mere over i “hun er da sød” agtish..
Det betyder ikke at der var mindre kærlighed jo. Hun var ligeså dejlig… (og meget nemmere end førstefødte..)
Men det er jo ikke noget man siger. Ved en ny baby siger man “nåårh hvor er hun sød og så køn og fin” osv… Det havde jo ikke set pænt ud, hvis vi der stod der lænet frem over vuggen mens jeg stolt fremviste mit nye afkom hvortil jeg så siger “se min skønne baby.. er hun ikke dejlig? Hun stod godt nok ikke først i køen, da der blev uddelt skønhed, men sød er hun da”
Nej vel… Så havde jeg fået skæld-ud, for det sir man ikke om babyer. Det betyder jo ingenting.. Og nej det gør det ikke… Men et eller andet sted.. bum bum.. Jeg fik lidt stikpiller om hendes udseende og de gjorde da lidt nas.. Fordi de var stikpiller.. Jeg ville hellere have fået den ligefrem… “Haha hvor er hun klumpet” istedet for. Meget nemmere at håntere.. Tabuet gjorde ondt. Ikke det at hun var ukøn… Behøver det være et tabu?… Babyer er lige lækre. Vi er enige.. Men nej yndighed handler om mere.. Jeg var selv en maddi da jeg blev født.. Mine forældre ændrede endda mit navn fra Julie til Sabina fordi jeg ikke var “yndig” nok til at være en Julie.. Men desuden er det bedøvende ligemeget. Hun var perfekt.. Jeg var perfekt.. klumpet og blå var perfekt!. ikke en fryd for det umiddelbarer øje. Men perfekt. for vi var raske.. og større gave kan vi ikke bede om.. her i vores menneskelige superegoisme tidsalder… (og idag er vi da suuuuper lækre :P)
men ja, det der med at man selv har de bedste børn.. de børn der gør verden til et bedre sted, er undværlige, de bedste børn der nogensinde er skabt og har eksisteret… det passer fint her((;
