Når et “Løvernes konge” øjeblik ikke fungere i praksis…

Jeg elsker aftensmads tiden. Der kan vi sætte os ned. Alle sammen. Uden forstyrrende elementer og bare snakke.

Som sædvanlig sad vi og hygge med maden da Gabbi spurgte : “hvad er kødet lavet af?”

Mig: “Det er fra en ko”

Jeg tror ikke det var gået op for hende før. At kødet egentlig kom fra et dyr. Ikke sådan rigtig. Hendes blik blev ihvertfal sænket og fingrene begyndte at lege med gaflen..

Gabbi: “Jeg vil ikke spise en ko. det er synd”

Mig: “Neeeej det er ikke synd, skat… Den er jo død…”

Jeg kunne godt se at denne udmelding, ihvertfal ikke skubbede gafflen frem mod munden.

Og så var det, at det slog mig. Min mulighed for et smukt øjeblik om livets cyklus!

Som i Løvernes konge hvor Mufasa fortæller Simba, i morgensolen varme skær, om hvordan de spiser antiloper og når løverne dør, blev deres kroppe til græs som antiloperne så spiste…Yndigt!

Samtidig kommer jeg let igennem det med en hurtig smuk forklaring og derved overlader besværet til kommende biologilærer.. Ge-ni-alt!! Jeg måtte tage øjeblikket. Overfører det i bedste disney stil. Gøre vores bøf smuk! Jeg rømmede mig og prøvede med bedste Mufasa stemme…

“Ser i børn… dyrene spiser jo egentlig også os”

Jeg havde fanget deres opmærksomhed. De kiggede begge to op.

“For når vi dør, bliver vores kroppe til græs.. Det græs som…”

Jeg måtte hellere gå til bondegårdsdyr istedet for antiloper. De ved vidst ikke hvad en antilope er?

“Det græs som kaninerne spiser… og køerne.. Så derfor spiser kaniner og køer jo egentlig os”

Der kunne jeg fornemme at jeg var ved at forvandle -livets cyklus- om til en hitchcock gyser… Deres blikke fortalte ihvertfal ikke om solnedgange og violinmusik i baggrunden.. nærmere kæmpekaniner og græs ud af øregangene.. Jeg måtte hellere udrede det…

“Nej rooooolig….. altså kaninerne kommer jo ikke os spiser os… sådan haps haps…Altså… Vi dør jo først… Og så bliver vi til jord ved at der kommer nogle regnorme og spiser os… Og så vokser der græs op som kaninerne så kan spise….. Emnn.. æhhnn.. øhhh…”

Min mufasa stemme blev mere og mere lys og stille.. Pigerne sad og kiggede. Stadig lettere skræmte men efterhånden også ret skeptiske nu.. De havde lugtet min frygt og de kunne mærke jeg tvivlede…

Panik… sådan her forgik det altså ikke i “Løvernes konge”… Øjeblikket i filmen, der ellers var så smukt… Er alt andet end yndigt nu her i praksis.. Jeg sad der foran mine to børn.. Som var mere forvirrede end før.. Og der tror jeg det også gik op for dem, at der er ting “Mor” bare ikke kan svarer på… At der er spørgsmål, de hellere må gå til andre med..

Jeg kan ikke engang huske hvordan “øjeblikket” sluttede… Min hjerne gik i slowmood derefter. Men de spiste trods alt deres bøffer……